Jeg skal ikke lægge skjul på, at jeg blev en anelse skuffet, da jeg hørte at Cattle Decapitation aflyste hele deres europæiske tour, og derfor ikke gæstede Copenhell. Men der er jo ikke noget som er så skidt, at det ikke er godt for noget. Held i uheld gjorde, at jeg nu med god samvittighed kunne se Wormrot, som ifølge den oprindelige tidsplan skulle spille samtidig med Cattle Decapitation.
Tak skæbne, hvor fik man meget fest for pengene. Moshpitten fremstod ikke som et traditionel grindcorepit, hvor folk står prøver at finde ud af hvordan man headbanger til blastbeats, imens andre deler cirkelspark ud. Nej, dette var mere et slags moshparty, og vi var alle med som gæst. Wormrot var i den grad bevidst om publikums entusiasme, og udviste også stor taknemmelighed. De vendte sågar tilbage og spillede et ekstranummer, hvilket ellers ikke er noget man ser på festivaller, men det må klart også være fordi at de ansvarshavende kunne se, at de her gutter altså havde fat i noget helt specielt.
Jeg tror, at det usædvanligt høje humør hos publikum, både hos de yngre og de mere hærdede metalfans, også skyldtes, at Wormrot ikke udelukkende spillede grindcore i traditionel forstand. Det var bestemt ikke poleret, men det føltes alligevel lettilgængeligt. Intervaller af grind, grooves, og traditionel hardcore i symbiose.
Jeg ved ikke om techgrind er en ting, men det var i hvert fald det, trommeslageren spillede. Tror ikke, at jeg nogensinde har set en trommeslager, der kunne holde så højt et tempo, og samtidig være så tight, og holde så højt et teknisk niveau. Fra blastbeat, der lød som et maskingevær, hvor han fik sneget alle mulige fills og finurligheder ind, til groovy sektioner med mærkelige taktarter.
“We’re gonna play a very slow song, what do you say?”
*alle råber nej*
“I hear only nos”
*spiller det hurtigste shit, man nogensinde har hørt*
Mod slutningen, mærkede forsangeren igen på stemningen:
“Are you tired?”
*Alle råber nej*
“I’m tired” siger han med et glimt i øjet
Publikum går i gang med at heppe “Faster! Faster! Faster!” hvor forsangen må krybe til korset og sige:
“Okay, another slow song.”
Jeg tænker lidt, at det næsten må have været dyrere at flyve fra dem ind fra Singapore, end de har fået for at spille på Gehenna.
Det synes jeg er en skam, for Wormrot er Singapores fineste eksportvare, og til tider endnu mere forfriskende end en iskold Tiger-lager. De er bare en tand bedre end andre gode grindcorebands, og hvis du normalt rynker på næsen af den slags, så giv dem lige en chance.
