Det er en godt fyldt Gehenna, amerikanerne i Yosemite In Black bliver mødt af.
Folk er lidt matte i pitten, men vi skal også lige i gang på sidste dag, ikk’? Det holder dog ikke bandet tilbage, og både forsanger og guitarist synkron-twostepper nærmest fra start.
Forsanger Luke Marlowes vokal er ret lav i mixet, mens guitarist Dylan Beards er skruet godt op og runger gennem skoven.
Som de fleste amerikanske bands har de en rigtig god showmanship, og der er masser af energi fra især Marlowe, der farer rundt på scenen med flyvende fletninger.
Bandet er vildt glade for at være her, og det smitter af på publikum. Der bliver sendt skud ud til guitaristens mor, der havde fløjet her over til bandets første Europa-koncert. Det er sgu ret sødt.
Vi bliver inviteret til Groove Town med ‘Warmer Weather’, hvor bassist Cody Jenkins kun bruger den øverste streng, og riffet bliver nærmest nu-metallet. Uden at give en breather til crowdsurferne fortsætter festen med ‘The Pursuit Of’, der har en solid og chunky lyd, der rammer hårdt. Rytmen gør, at sikkerhedsvagterne bliver holdt i gang.
Marlowe får præsenteret den forkerte sang som ‘Kitsch’, hvilket der bliver grint af. Hvilken sang de spillede, blev aldrig fortalt, men den holder tempoet højt. Folk har ventet på bouncy deathcore, hvor festen og ikke slåskampen er formålet. For Yosemite In Black er en fest. En fest, hvor voksne mænd kan skubbe til hinanden, og børn kan crowdsurfe sikkert ude i kanten.
Der bliver spillet en ny sang, ‘Matter of Choice’, der bliver præsenteret som en invitation til honky tonky sydstats-groove. Og det er også groovy, men desværre forsvinder Marlowes vokal helt i bassen, selv når han growler. Under hele koncerten har vokalen været ramt, hvilket gør, at det selverklærede hippie hardcore-bands tekster ikke rigtigt kommer ud. Det forbliver bare lidt noget støj.
Breakdownet i ‘Cold Shoulder’ folder folk midt over. Sangen blev introduceret med en opfordring til “your worst behaviour”. Og det fik de sgu også, for pludselig var der en makker, der sprang over security-graven og endte på scenen. Marlowe holder gang i festen og vil have folk til at vise deres mest groovy dansemoves til ‘Just This Once’.
Pitten holder størrelsen og intensiteten det meste af koncerten, hvilket altid er imponerende. Især taget varmen, støvet og fjerdedagsrealiteten i betragtning.
Det bliver en snert grindcore til tider på ‘Stinger’, men bouncet og rytmen hiver det tilbage med sydstatsgroove.
Det er et effektivt orkester med et højt tempo, der kun giver folk 15 sekunder til at sprede sig til en wall of death, før det hele ender i et virvar af kropsdele.
‘Robber Baron’ lukker showet med en kæmpe circlepit. Muligvis en af de største, jeg har set på Gehenna. Vi snakker fra side til side.
Atlanta-bandet er en festlig orkan, der på trods af en ærgerlig lyd holdt et højt tempo med deres melodiske grooves og bragende breakdowns.
