Stray From The Path har altid fremstået som de fyre, der hørte Rage Against The Machine, fik en Meshuggah-plade smidt i hovedet og derefter satte sig ned og kalkulerede, hvordan man kunne lave woke bro-core med breakdowns og bounce. Det fungerer bare ikke rigtig live, når alle de gode idéer føles som regnestykker.
‘Kubrick Stare’ åbner pitten. Frontmand Andrew Dijorio er som altid en tornado – han laver alt andet end at stå stille, og man kan ikke beskylde ham for at mangle energi.
Men Pandæmonium strikes again, for lyden er et makværk. Vokalen drukner i guitaren, og hvad Thomas Williams forsøger af guitarlir, går tabt i vinden.
Trommeslager Craig Reynolds er både douchy og dygtig, men starter koncerten med at skælde ud på de fremmødtes energiniveau – og så er stemningen ligesom lagt.
Pandæmonium er velbesøgt, men hulter-til-bulter, og bandet virker ikke tilfredse. Måske havde Gehenna været et bedre spot. Måske havde hjemme været endnu bedre.
‘May You Live Forever’ sætter gang i circlepitten, og det holder tempoet oppe til ‘Badge & A Bullet I’, men man mærker hele tiden bandets frustration. Det smitter. I stedet for en følelse af fællesskab får vi en følelse af, at vi bliver bedømt, af nogle der har haft langt større crowds, der var vildere. Og de vil gerne have, at du ved det.
Sangene har energi, bevares, men det føles performativt. Som om hver sang er skrevet med capslock og sociale medie-klip i baghovedet. De vil gerne sige noget vigtigt – politivold, fascisme, kapitalisme – men musikken føles som teflon. Der er ikke noget, der hænger ved.
Stray From The Path er RATM for Gen Z, pakket ind i bounce og breakdowns, men uden den fare og fandenivoldskhed, der gjorde Rage så ægte.
‘Goodnight Alt-Right’ bliver introduceret med en brandtale, om at alle er velkommen i det her fællesskab, undtagen fucking nazi scums. ‘Shotcaller’ kommer efter et Luigi Mangione-lydklip, og det hele føles som en TikTok-bit, der er strakt ud over et helt set.
Den nye plade, ‘Clockworked’ (som de smed for en måned siden og nu går de i opløsning. Jeg håber at Reynolds har styr på sin YouTube-karriere) er skrevet som ét langt breakdown, der forsøger at gå viralt. Det er en naturlig udvikling af hele hypekulturen fra hiphop, til techno og tilbage til hardcore, hvor at hvert et element enten skal være et crescendo eller være huskbart og memeable. Men det er det ikke. De vil gerne, men det er det ikke.
Der bliver forlangt 100 crowdsurfere til ‘Clockworked’, for de er taget den lange vej fra USA til Europa og de fremstår meget privilegieblinde – især når Dijorio lige har snakket om. at vi alle er arbejderklassen.
Jeg talte 26 før at pitten skulle åbnes. Men det er fandme også hårdt at håndtere så mange crowdsurfere. Når sangen er slut, har jeg talt 34. Det er egentlig flot, men føles mest som en workshop i at være til koncert. Publikum gør deres bedste, men det er svært at engagere sig i noget, der føles så… indstuderet.
‘Guillotine’ og ‘First World Problem Child’ lukker koncerten med mere energi, og endelig virker bandet varme og ægte. Men det er for sent. Hype-toget har allerede forladt stationen, og det var ikke os, der stod af. Det var dem, der aldrig kom med.
Stray From The Path vil gerne, men i forsøget på at være alt – hardcore, hiphop, politisk – ender de som en PDF-version af sig selv. Det hele er korrekt, og intet er medrivende.
