Fra den svalende skygge, som skoven ved Gehenna giver, er det tid til et brandvarmt navn på den internationale grindscene, i hvert fald ud fra antallet af fotografer, der skulle ind. Et kort øjeblik frygtede jeg, at der ville være mere moshpit i fotograven end på den anden side af hegnet.
Brat er et af de bands, der fik vind i sejlene gennem et klip fra YouTube (og anmeldere som dette magasin, red.), der viser deres millenialtilgang til grind og beatdown og laver en omvendt Babymetal, hvor de rent faktisk laver noget interessant i kombinationen af ærkeklassiske girly vibes og metal – uden at ofre den tyngde som hvide mænd i sorte bandtrøjer efterspørger i powerviolence.

Men med europop-intro og Brat-kampråb blev der åbnet med ‘Ego Death’, og pitten kvitterede med støvsky og åbne håndflader.
Mellem de knusende riffs agerer forsanger Liz Selfish, cheerleader med Britney-headset – som gudinden selv. Men der er måske en årsag til at Britney holdt sig til pop, for gimmicken med headset betyder, at hendes ellers ret brutale vokal drukner lidt. Det er ærgerligt, for når beatdownet rammer, vil man gerne mærke det – og ikke bare se det blive mimet med Jane Fonda-intensitet.
‘Chain Pain’ starter med Shania Twains udødelige sang og får frontallapperne til at smelte, mens det rullende riff og tornende trommer buldrer af sted. Moshpit og støvet hvirvler rundt mens Liz Selfish girly popper rundt på scenen i sine lyserøde sneakers.
Deres cover af Hearts ‘Barracuda’ er stadig en lidt underlig størrelse – men det er også lidt det, Brat kan: De gør hvad de vil, og det fungerer halvdelen af tiden. Den anden halvdel holder man bare fast og håber, at det bliver bedre.


Moshpitten er ikke så stor som jeg havde håbet, især taget i betragtning af, hvor mange mennesker der er. Og selvom vi er i bimboviolence-land, så er der for få femmes til stede. Er det en lignende situation som med Witch Club Satan, hvor det handlede mere om at kunne beglo nogle letpåklædte damer end den oprigtige tilbagetagelse af femininitet som det handler om? Måske for at se giraffen, der gik viralt grundet en energisk og fjollet forsanger? Det kan også have noget at gøre med, at solen brager ned og samtlige synapser er lige så udtørrede som det flis vi står på.
En delvis fremførelse af ‘… Baby One More Time’, som får en stor deltagelse fra publikum, er med til at losse gang i pitten og få folk op og surfe.
‘Slow Heat’ sænkede tempoet og lagde et velkomment pusterum, uden at det dræbte det momentum, Brat endelig havde fået opbygget.
Mellem 00’er-dancepop og en god tilstedeværelse, fik Brat på en god halv time leveret en omgang aerobics til dem, der kunne klare varmen.
