Copenhell 25: I skovens dybe stille ro

Skrevet af:

Kunstner(e):

Spillested:
,
Fotografi/illustration:
Martin Meldgaard Pilsmark
Tema:
Adgang gennem Live Nation
Genrer:

Det er næsten lidt poetisk, at et band med så nationalromantisk et navn som Danefae vinder Wacken Metal Battle Danmark. I næste måned skal de jo selvfølgeligt afsted til Wacken, men inden slog de torsdag eftermiddag et smut forbi Gehenna – eller som jeg kalder det: Copenhells svar på Fårup Sommerland. Som konferencieren også nævner, danner skovens dybe stille ro og det gode sommervejr den perfekte atmosfære. Ledsaget af fuglekvidder og diverse skovlyde indtog Danefae scenen med oddsene i deres favør.

Til en start vil jeg lave den disclaimer, at det er meget begrænset, hvor meget progressiv metal jeg hører, og jeg gør mig på ingen måder i dansk eller nordisk folkemusik, så jeg kommer ikke til at gå meget i detaljer med koncerten. Det ville også blive utroligt subjektivt, så i stedet vil jeg forsøge at forstå, hvorfor netop de vandt Wacken Metal Battle.

Hvis du ligesom mig intet kender til Danefae, er min bedste beskrivelse nok nordisk folk mixet med djenty progmetal. Lige fra begyndelsen stod det ret klart for mig, at deres metalelement var klart der, de stod svagest. For mig som metalfan var deres djenty progmetal basic og intetsigende, og virkede i en del tilfælde malplaceret. I modsætning til folk-elementerne, som jeg syntes fungerede mega godt og selv ville vægte meget højere. Så vidt som jeg har forstået, er sanger Anne Olesen under normale omstændigheder alene om tjansen, men havde to andre sangere med, så der kunne laves trestemmige harmonier. Sangen og harmonierne var uden tvivl det, jeg satte allermest pris på.

Nationalromantismen, som jeg talte om tidligere, tror jeg heller ikke,man skal undervurdere i forhold til appel, da det jo er noget, rigtigt mange kan relatere til. Jeg kender i hvert fald lidt til Myrkur, og selvom det bestemt ikke er det samme, har de alligevel de nordiske elementer tilfælles,og jeg kunne godt forestille mig, de trækker meget på samme efterspørgsel, hvor der  alligevel ikke er uendeligt udbud. Nu hørte jeg ikke supergodt efter i historietimen, men synes oprigtigt, deres lyriske univers er utroligt godt og formidler rigtigt flot den danske kulturarv og traditioner.

På den anden hånd tror jeg, at de metalelementer, de har, godt kunne trække en del fans af 2000’er-metal som Within Temptation eller Evanescence. Heller ikke noget, jeg har meget forstand på, så hvis jeg træder nogen over tæerne, tilgiv mig. Men jeg har også bare svært ved at forestille mig, de trak hovedmålgruppen for progmetal, sorry.

Jeg må overordnet sige, at jeg ikke var synderligt imponeret over Danefae, men jeg kan godt se tiltrækningsværdien og kan sagtens forstå, at de vandt. Det var ubestridt smukt, men skønheden gik desværre lidt tabt på mig. Især når man lige har været til EYES x SYL.

Karakter
3
/ 6

Selvtægt er et DIY-magasin om punk og metal.
Vi er drevet som en frivillig forening.

Ansvarshavende redaktør: Hanna Ella Sandvik
Magasinkoordinator: Tobias Holst

Privatlivs-politik

CVR: 44226421