På et proppet Gehenna fylder Castle Rats upbeatede ‘Dagger Dragger’ skoven med det nærmest røvballede riff. Blandt bøgegrene og bagende sol bliver vi inviteret ind i det eventyr, som Castle Rat har bygget op gennem historier, som forsanger Riley Pinkerton fortæller mellem numrene. Desværre forsvinder hendes vokal en smule i vinden. Men “heldigvis” kun når hun fortæller. Hendes sangvokal står langt klarere, selv når hun rammer de helt lyse toner.
Det lyder som en trailer til Conan the Barbarian eller noget andet fantasy. Og det er sgu egentlig meget sjovt, omend at jeg ikke fatter, hvad der foregår. Det er noget med vampyrer, onde rotter, og den pestlæge-maskebærende bassist kan åbenbart redde dit liv med sin trylledrik. Jeg er på udebane her. Guitaristen er åbenbart en vampyr, som førnævnte bassist har reddet, og trommeslageren er en “altseende druide”, som de har mødt på deres færd. Der er gået så meget Dungeons & Dragons i den, at det driver ned af slotsvæggene.
Der bliver crowdsurfet til ‘Feed The Dream’ og dens tranceagtige riff, der bølger frem ad. Der er selvfølgelig også noget helteguitarhejs, og publikum er vilde med det. Og det er sgu ret sejt, også selvom det hele er så indøvet og æstetisk, at det er på grænsen til at være et excel-ark. Men forskellen på Stray From The Path og Castle Rat er, at sidstnævnte godt ved, at det er lidt fjollet. At de ikke er hovedpersonerne i en snart kommende revolution. Tværtimod er det lavet ud fra en oprigtig kærlighed til rollespil, sværd, Xenia og 80’er-æstetik.
Doom er jo altid lidt langsommelig og langtrukken for en HxC-dreng, men musikken er vanvittig melodisk og har en stærk fremdrift, der gør, at det aldrig føles stillestående.
Der bliver røget en del blålyn til koncerten. Men det er også kutyme til langsom slaskermusik. Sådan var det også til caveman battle doom-bandet Conan.
Lyden er skarp, og trommerne står klart. Guitaren forsvinder ikke helt i forstærker og effektpedaler, selvom det lidt er meningen. ‘Red Sands’ har Sabbath-riffs, der langsomt og melodisk bygger sig op.
Ser man bort fra hele teateret, så har bandet en rigtig fin tilstedeværelse. Så energisk, som doom nu engang tillader. Der er fuld MacBeth og sværddrama på scenen, og det ligner lidt en skolekomedie. Desværre er der en hylende feedback i anlægget, som fjerner fokus.
Men så er det godt, at de kan få læderdamen med rottekraniet (jeg troede, at det var en hest, men hun er åbenbart “The Rat Reapress”) til at le på scenen. Lige for at løfte stemningen.
Når bassisten med pestlægemaske synger, er det ret fladt og står i skærende kontrast til Pinkertons klare vokal. Men publikum er klar på løftede horn og crowdsurf.
Efter 40 minutter er eventyret slut — hvilket er lige til den korte side, når man har fyldt hele Gehenna. At de ikke spillede ‘Cry For Me’, var en skam, da det føles som at blive aet i håret af en barbarisk muscle dom, når Pinkerton crooner.
Folk blev hængende og ville have mere, hvilket jeg godt forstår. Castle Rats heltedoom kan tryllebinde på afstand, og for en stund var Gehenna forvandlet om til en dunkel kælder i et fugtigt slot med lilla gardiner blafrende mellem lysestagerne. 80’er-æstetik, du ved. Tænk Meat Loaf.
