Sidste år introducerede Copenhell for første gang mobilscenen, dengang med Nakkeknækker. Jeg var ikke selv vildt optaget af mobilscenen sidste år, andet end jeg lagde mærke til at den kørte forbi, mens jeg stod og pissede. Men jeg synes da det er et sjovt initiativ, og det må have været en succes, da vi i år havde hele to bands i vente på den, nemlig Kōya og Vulvatorious. Sidstnævnte valgte vi at følge rundt onsdag og fredag.
I bagklogskabens lys var det måske ikke den skribent, hvis forstuvede ankel stadig var ved at komme sig, som skulle dække en mobilscene, men heldigvis var tempoet til at overkomme.
Hvis man så mobilscenen sidste år, var “scenen” ikke mere end en glorificeret trailer, og man tænkte det blev noget af en opgave, at få proppet Vulvatorious med tre guitarister op på Brenderuppen. Derfor var det smukt at se, at traileren havde fået en ordentlig opgradering siden sidst. Der var både plads, ild, lys og sågar en rigtig bil. Lyden var også overraskende god, og af reel koncertkvalitet, i modsætning til sidste år, hvor det havde lidt mere vibes af en havefest.
Copenhell har jo så mange gimmicks og ting man kan bruge sin tid på, og jeg havde lidt en idé om at mobilscenen ikke var noget de fleste ville opsøge, mere sådan “vi ser det hvis vi alligevel er i området”. Men det var fedt at se de kæmpe menneskemængder som havde samlet sig, inden vognen overhovedet var kommet ud på pladsen. Det var også fedt at se, at koncerten fredag trak mange flere mennesker end onsdagens, hvilket jo siger noget om, at Vulvatorius virkelig havde fat i noget, især når det var tredje gang de spillede.
Personligt syntes jeg det var ulideligt varm med de store stikflammer som stod op af vognen, med det skræmte heldigvis ikke folk væk, som fulgte vognen i en slags conga line moshpit. Der var også et helt andet niveau af engagement, og jeg er sikker på, at det især var en stor oplevelse for festivalens børn og unge, som kunne komme helt tæt på – og til de modige var der plads til at hoppe op på scenen. Forsanger Ditte Krøyer nød også godt af den trådløse mikrofon, som betød at man kunne hoppe i pitten, og endda løbe om kap med vognen. De var gode til at udnytte den eller meget begrænsede plads i deres favør.
Copenhellgæster fik også lidt ekstra kræs, i form af premieren på den spritnye sang ‘Lily’, som blev inkorporeret i alle tre setlister. Det er lidt svært at sætte yderlige ord på nummeret efter kun at have oplevet det i en live-setting to gange, men hvis man godt kan lide hvad de ellers har lavet, så tænker jeg ikke man bliver skuffet. ‘Lily’ vækker jo også spørgsmålet om der er mere musik på vej, og om vi måske snart får en opfølger til 2024s selvbetitlede debutplade.
Svaret kan du bl.a. finde i vores eksklusive interview med Ditte Krøyer, som hun fik presset ind i sit ellers travle Copenhellprogram, hvad vi naturligvis er meget taknemmelige for.
Vulvatorious’ to optrædener på mobilscenen var som vi kender dem: betagende, knivskarpe og i øjenhøjde med publikum.
