Jeg havde ærligt glemt, at Walls of Jericho stadig fandtes. Det siger måske mere om mig end om dem, men når et band har holdt flere og længere pauser end hvad der burde være muligt siden 1998, er det måske ikke så underligt. Alligevel stod de pludselig der, badet i Pandæmoniums bagende eftermiddagssol, som en bulldozer lige ud af en fabrikshal i Detroit – klar til at knuse alt.
Der var lidt færre hoveder end til Eyes x Syl – måske fordi nogle stadig stod og fixede guyliner til Bullet For My Valentine. Et andet navn fra 00’erne, jeg troede var lagt i skuffen sammen med min første iPod (og guyliner). Men Walls of Jericho viste hurtigt, at de ikke er noget nostalgi-act. De kom ind med energi, attitude og two-steps fra første anslag – og så var festen ellers i gang.
Når ja, lige en ting – hvis du har et band, og din forsanger ikke kan two-steppe og synge samtidig, så fyr dem. Det er standarden fra nu. Og den er sat af Candace Kucsulain, der var et fyrtårn af power i den bagende sol. Altid storsmilende, altid krævende af publikum, mere circlepit, mere crowdsurf. Hun holdt publikum i et jerngreb hele vejen igennem og nægtede at slippe os. Hun var ikke bare til stede – hun var over alt. Hvor andre sangere nogle gange står som akavede lærervikarer, der ikke kan få 5.B til at sidde stille, var hun den slags lærer, man stadig husker 15 år senere.
Musikalsk leverede Walls of Jericho lige præcis dét, man håber på: chunky riffs, groove-thrash med dobbeltpedal og kampråb nok til en mindre revolution. På numrene fra ‘The American Dream’ viste bandet, hvorfor de stadig er relevante. Det hele emmer af knuste hjerter, rendestensrealisme og knytnæver, og da titelnummeret ramte, virkede det nærmest som et dybfølt, længe ventet anthem, der, selvom det er skrevet i 2008, stadig er uhyrlig relevant.
For det er lidt det interessante ved Walls of Jericho. Deres lyd er rigtig meget et produkt af sin tid, men det holder sgu stadigvæk. Det virker ikke dateret og særligt ikke uddateret. Men sådan er det, når man bare holder sin plads på den store metalliske motorvej – hold til højre og gør det, du gør bedst. For Walls of Jericho er det at skrive nogle øretæveindbydende riffs og levere sådan en energi til koncerter. En energi, der gør, at publikum begynder at være til fare for folk omkring sig, og hvis man ikke har næverne oppe, risikerer man lidt, at der ryger nogle tænder. En makker måtte i hvert fald trække sig, mens han blødte fra baghovedet.
Med backing vokal og en lilletromme der kunne skære igennem luften, var der gedigne øretæver på færde og hvis Candace og co. ikke kan få dig til at two-steppe, så håber jeg oprigtigt, at din undskyldning inkluderer manglende ben.
At kunne levere den her energi, med det her tempo, efter mere end tyve år, er intet mindre end imponerende.
