Med vævende, uvedkommende synthede droner og blåt lys, kommer bandet på scenen, efterfulgt af Julie Christmas i en LED-oplyst kjole og maske, og ser lidt ud som om, at hun lige er trådt ud af Blade Runner.
Men det var egentlig mere hendes versatile og vildt ekspressive vokal, der stjal showet og lyste skoven omkring Gehenna op. Med sig havde hun sit vanlige band, der blandt andet består af kræfter fra Cult of Luna og KEN Mode. Der er også andre i bandet, som også spiller noget post, noisy halløj som jeg ikke forstår. Men det er også ligegyldigt, for de spiller sindsygt! Intet rammer ved siden af. Alle de dissonante toner og kompositioner flyder sammen uden at det bliver en uforståelig masse, da de har masser af tekstur i deres lydunivers. Virkelig imponerende i en live setting. Skud ud til Gehennas lydtelt.
Med en teatralsk hvisken, nærmest atonal spoken word, hvor guitar og synth understreger hendes pointer bliver det langsomt og sludget, men aldrig bittert – melankolsk jo, men aldrig indigneret. Der er en sårbar melodiøsitet i det støjende tomrum, som hun fylder.
Efter at havde smidt masken er Christmas gået fra Blade Runner til at ligne en statist i The Tribe, som var en dystopisk scifi-ungdomsserie fra ‘99, hvor alle voksne var døde af en virus, så nu var verden befolket af teenagere og børn – alle iklædt deres bedste Mad Max-tøj og tilhørende tribalistiske ansigt udsmykning. Throwback og Christmas’ dystopi til side, så bliver det heldigvis aldrig mere dystert, end at hun stadig kan lave hjerter med hænderne. Spilleglæden hos bandet er enorm, især taget i betragtning af hvordan disse genrer normalt kan være. Johannes Persson (der er normalt render rundt i Cult of Luna) fiser rundt på scenen og virker mere som en der burde spille metalcore end langsom post metal. ‘End of This World’ minder om noget 90’er-alternativ støjrock. Som hvis Bjørk gik hårdere til den og havde hørt Sonic Youth. Quiet/loud-dynamikken er i hvert fald til stede og selv om det er greb, der bliver brugt i samtlige sange, så fungerer det fremragende. Julie Christmas et al er en velsmurt maskine. Der er ikke plads til snak mellem numrene, og setlisten bliver effektivt eksekveret.
I sin lysende kjole stod Christmas aldrig stille på scenen, og det var som at se biler, der farer forbi i natten, mens deres lygter trækker farverige spor efter sig. Hele bandet kom solidt ud over scenekanten, især Persson og Christmas, men selv keyboard- og alt-muligt-andet- elektronisk-halløj-makker Tom Tierney fyldte på scenen, selvom han var mandsopdækket af elektronik.
Jeg er ikke særlig velbevandret i Julie Christmas’ katalog (eller post-metal for den sags skyld), så en del af sangene flyder jævnt meget sammen og har det med at lyde ret ens. Ind imellem bliver det nærmest nu-metallisk med chuggy riffs, der ville få alle til at nikke med nakken, uden at det bliver bøvet. Der er 90’er-shoegaze-breakdowns, hvor alting får lov til at runge i luften sammen med vokalharmonierne, som virkelig fungerer godt. Altså, sindsyyygt (jeg ved ikke om min redaktør fjerner de ekstra Y’er, som skal illustrerer hvor godt det er (så lad gå, red.)). ‘July 31st’ er en lang, hæsblæsende crescendo af atmosfære.
At der så står en skamplet af en mandsling og laver sexistiske anråb af Christmas, gør at oplevelsen bliver skudt lidt i knæskallerne.
Du er en skuffelse for alle der har mødt dig og du er et spild af oxygen. Selvom du ikke læser det her, så står jeg stadig ved det.
‘Blast’ er tung, sludget og allerhelvedes vred med dens tromlende riff, der nærmest bliver gå-i-krig musik. Det her er det tætteste på slåskamp som Julie Christmas kommer, mens ‘Supernatural’ runder natten af med dens larger-than-life-omkvæd.
Julie Christmas var en seriøs demonstration i fængende og sørgmodig musikalitet, på et helt vanvittigt teknisk niveau, som jeg stadig ikke forstår en skid af.
