Hvis der er en ting, der karakteriserer mig som person, er det, at jeg hader at stå tidligt op. Endnu mere nederen synes jeg det er at stå tidligt op og se noget ved middagstid på festival, og det lod også til, at jeg ikke var den eneste der havde det sådan. Pladsen foran Pandemonium lignede en spøgelsesby 15 minutter før koncertens start, og selv konferencieren måtte anerkende, at 12:30 var lidt for tidligt for de fleste, og Selvtægts koncertgængerdarling, den dedikerede Anders Steen Nielsen, var ikke engang mødt op.
Man kan vel sige deres musik er lidt i stil med Red Fang tilsat 70’er-sleaze – I ved, den slags stonerrock, hvor man er i tvivl om man skal fyre en fed eller drikke hundrede bajere. Et mere punket udtryk og mindre fokus på bassen, Bonhamske trommer, dobbelt op på fuzzguitar, tamburin, og bar mavse. Onde tunger ville postulere, at det bare er Kvelertak med færre mellemregninger.
Godt nok lignede de nogen, som lige var vadet ud af en snusket truckerbar i den skumle ende af Oslo, men der var der desværre ikke meget barslagsmål at finde. På vej over til koncerten, reflekterede jeg over, at det ville være vildt mærkeligt, hvis der ikke var nogen pit, når bandet nu hedder Håndgemeng. Det endte desværre med at blive en selvopfyldende profeti.
Folk gad knapt nok at klappe i takt, langt mindre at klappe nogen én, og på nær en håndfuld nordmænd midt for scenen, virkede det ikke til, der var nogen, som kendte musikken. Det ville heller ikke skade, hvis der fra bandets side blev opfordret lidt til slåskamp. Det er altså bare falsk markedsføring – så kunne jeg ligeså godt have set wrestling ovre i Boneyard.
Det var bestemt ikke fordi bandet var ugideligt, man kunne bare godt mærke de spillede på rutinen. Måske med undtagelse af guitarist Charlie Ytterli, der følte den hundrede procent. Godt nok var forsanger Martin Wennberg, introduceret som Mr. Elvis Presley, topcharmerende, men ham var der heller ikke megen spræl i. Det kan skyldes, at han, som han selv nævnte, var kommet til skade med fingeren en times tid før koncerten, som man kunne se stritte som hvis han holdte en fin kop te. Overordnet set var det skam en udmærket koncert, og i den ellevte time kvitterede bandet også fint med at råbe “Håndgemeng” i kor efter sidste tone var ringet ud. Bevares, der var også blevet noget bedre fyldt på pladsen mod slutningen, der var bare lidt for mange ting, der modarbejdede dem. Det var bare det forkerte sted på det forkerte tidspunkt, og lyden var på Pandæmonium som den plejer, nemlig dårlig, hvor alle strengeinstrumenter flød sammen. Der er nok ikke så meget andet at sige end “Op på hesten igen, drenge, I har den næste gang”.
