Astronomisk stormagt

Skrevet af:









Kunstner(e):

Spillested:
Fotografi/illustration:
Jill Weitmann Decome
Genrer: ,

Du har hørt det, alle har hørt det. Iotunn udgav efterfølgeren på Access All Worlds sidste år, og det blev bombaderet med positiv omtale og topkarakterer rundt på diverse medier – også her på selvtægt. Det fejres derfor med en kort danmarksturné, der starter i København. Men inden vi kan festligholde fernissagen, spiller det svenske progressive dødsmetalband An Abstract Illusion som opvarmning.

Hvis det ikke er tydeligt nok ud fra deres geografiske opholdssted, deres navn eller deres genre, kan jeg godt afsløre, at de her gutter har lyttet godt efter til lektiecaféen, når dagsordenen har stået på at lade sig inspirere af bands som Opeth, Ne Obliviscaris, Insomnium m.fl. Og det i sig selv kan jo være et rimelig godt udgangspunkt, hvis ens kompetencer sørger for, det er ladsiggørligt. Desværre for An Abstract Illusion bliver det 45 minutters meget løllet alt-muligt-prog med sporadiske indslag af 70’er-hammondorgel og clean vokalstykker. Det kan godt være, man kan konstruere et 10+ minutters nummer, men det er ikke ensbetydende med, at sammenhængen flyder ubesværet.

De har stykker, hvor vokalen får plads til at slå ordentligt igennem, eller hvor bandet i samspil kan jamme ud i flere minutters instrumentering af skæve taktarter og kompliceret rytmik. Men selvom An Abstract Illusion har mange af de samme genretræk som Opeth eller Ne Obliviscaris, er der aldrig lige så meget dybde og substans i deres progdød, som får det til at virke udførligt som helhedsbillede.

Dog formår Iotunn at skubbe de kommercielle og moderne genrekonventioner for progressiv dødsmetal, hvor det hovedsagelige fokus skal ligge i at skifte mellem hundredvis af passager inden for samtlige timinuttersintervaller. Og den måde, de gør det på, er ved at smide en fatal dosis af power metal og rumrock ind i ligningen.

Det ambitionsniveau, Iotunn stadigvæk kører med flere år inde i karrieren, er stadig uovertruffen og overgår hvert nystiftet dødsmetalband i Danmark, der iler ud af øvelokalet med nyskrevne sange, som lyder som alle de dødsmetalnumre, man har hørt de sidste 30 år.

Det ambitionsniveau har resulteret i albummet Kinship, som er et storladent og yderst gennemført værk. Det er tydeligt fra koncertens åbningsnummer ‘Twilight’, hvor bandets ekspertiser fremstår glimrende i form af skiftende vokalværk fra Jón Aldará mellem clean og brutal grow samt en kolossal rygdækning af alt fra kompetente trommer og koordineret strengespil fra Gräs-brødrene og Eskil Rask.

Endnu stærkere står det på det efterfølgende nummer ‘Mistland’. Det er få numre, der føles så opløftende og flyvske. Aldarás pompøse vokal i starten af nummeret samt skiftet senere i nummeret til hans vedholdende og fuldstændig knusende dødsgrowl cementerer ham endnu engang stærkere i positionen som den dygtigste vokalist i metal i øjeblikket. Alt det er ikke foruden guitarmakkerskabet fra Gräs-brødrene, der flyder ind og ud af hinandens spillemåder i melodiske twists og fræsende soloer.

Det, synes jeg personligt, er noget af det mest imponerende ved Gräs-brødrenes skrivestil. Man kan tydeligt mærke, hvad de prøver at opnå ved deres kompositioner. Jeg ved, at da de var yngre, spillede de ofte klassisk musik sammen og komplementerede hinanden i stykkerne; det kan også høres i Iotunn. Når der bliver spillet numre som ‘The Tower of Cosmic Nihility’, føles lydbilledet aldrig tomt, fordi de to brødres ekvilibrisme får lov at skinne igennem med den måde, guitarfigurerne fletter sig ind og ud af hinanden for at skabe graciøse og sammenhængende riffs. 

Iotunn lader sig ikke binde af forventninger om, hvordan dødsmetal “rigtigt” skal lyde. Forsangeren behøves ikke lyde som en støvsuger, guitaristerne behøves ikke spille på nedstemte guitarer iført bulletbelts og cargoshorts, trommeslageren behøves ikke fylde hele lydbilledet, og ja, bassen må godt kunne høres. De præmisser og en blodtørstig træng for at lære af sig selv og forbedre sig selv har ledt til episke numre som ‘Kinship Elegiac’ og ‘The Anguished Ethereal’, som begge bliver spillet live. Ærgerligt er det dog, når den smittende spilleglæde til tider er på bekostningen af lyden, hvor der indimellem er så meget low-end, at vokalen drukner i guitar- og trommestøj.

Men det er alt sammen med en så effektiv gennemslagskraft og en tydelig færdighed fra bandet, at det ikke trækker helhedsoplevelsen specielt meget ned. Det ville snarere være noget som overgangen i ‘Kinship Elegiac’, der godt kunne blive koordineret bedre fremover – eller det faktum, at ‘The Coming End’ ikke blev spillet live.

Hvis dit band nogensinde skal klare det, skal I være indstillet på at gøre det halvt så godt som Iotunn uden at få storhedsvanvid. Iotunn balancerer mellem episk status og ydmyg dygtighed, hvilket gør dem så mange gange mere tiltrækkende end andre dødsmetalbands, der tror, de ejer verdenen.

Karakter
5
/ 6

Selvtægt er et DIY-magasin om punk og metal. Vi er drevet som en frivillig forening.

Ansvarshavende redaktør: Hanna Ella Sandvik
Magasinkoordinator: Tobias Holst

This image has an empty alt attribute; its file name is logo-1024x243.png

2025 – København
CVR: 44226421

Privatlivspolitik

Instagram
Facebook