Black Rebel Motorcycle Club spillede hele deres hovedværk ‘Howl’ i den Grå Hal. Vores gæsteanmelder var på pletten.
Lyset dæmpes og røgmaskinen går i gang, mens gamle Pete Seegers ‘Which Side Are You On’, spiller over anlægget. Til det første nummer er det kun Robert Been, der kommer ud på scenen. Med hætten trukket op og en akustisk guitar i hånden, går han i gang med ‘Devil’s Waitin”: “They say I might die and I may be cold / I may have no Jesus, I may have no soul / In prison I hear there’s time to be good / But the first thing you see is the last thing you should.”
‘Devil’s Waitin” handler om straffefangen, der sidder inde for mord og udover straffen på jorden, også skal forholde sig til dommen på den anden side, hvor djævlen venter. Og det er den perfekte introduktion til stemningen og temaerne fra albummet ‘Howl’ – som Black Rebel Motorcycel Club spillede fra ende til anden.
Næsten alle numrene handler om at tabe sin sjæl på et eller andet niveau, som straffefange, i kærligheden, eller tilværelsen som helhed. Og fornemmelsen af at strejfe om på landevejene har de med på scenen. Det er hele den gamle amerikanske tradition, der er med i rygsækken; folk, country, gospel og hvad bagkataloget ellers kan præstere, men der er sat en ny energi i det og det er serveret med super coolness.
Der er ikke meget up-beat over den første del af koncerten, hvor vi bevæger os gennem ‘Howl’. Man kan sige at der mest er ”Black rebel” over første halvdel af koncerten – og knap så meget ”Motorcycle Club”. Mange af numrene har en dirrende, tilbageholdt energi. Som om det de synger på én gang er noget meget skrøbeligt, og noget meget farligt, der ikke uden videre skal slippes løs. En slange ved brystet, man skal være forsigtig med. Og folk lytter. Faktisk er det overraskende nok de akustiske numre, det fungerer allerbedst.
Salen er propfyldt. Virkelig fyldt. Men der går hverken fællessang eller det store sceneshow i koncerten. Det er på sangenes præmisser. Og de fleste, der er kommet, virker også som om det er dét, de er kommet for. Der bliver lyttet og klappet. Men da vi er gennem hele albummet, begynder der alligevel at være nogen, der savner at få trukket den dér motorcykel frem. På det indre koncert-ur har man en fornemmelse af, at vi er ved at være igennem en relativ stille koncert, måske minus et par ekstranumre. Salen er stadig fyldt, men nogle stykker siver.
Men de har måske været lidt for hurtige, for det er nu, der begynder at være usømmelig omgang med guitaren på scenen, det er nu dæmonerne slippes løs og trommerne skifter gear. Der bliver taget hul på et miks af debutalbummet ‘B.R.M.C.’ og det meget elektriske ‘Beat the Devil’s Tattoo’. Der er fuld fart frem, og rygterne i publikum siger, at de vil blive ved helt til klokken elleve. Men da klokken så bliver elleve, er der ingen intention om at standse. På det tidspunkt råber Peter Hayes fra scenen, om vi vil have ”et nummer til – eller to eller fire – fem stykker”. Og dér glemte jeg at se på uret. Vi nåede faktisk en setliste på 22 numre, før vi gik hjem.
Og hvorfor var det så lige ‘BRMC’, ‘Howl’ og ‘Devil’s Tattoo’, der fyldte på setlisten den aften, og ikke noget fra deres sidste album; ‘Wrong Creatures’? Det ved jeg selvfølgelig ikke, men jeg gætter på, at det er fordi der måske er nyt materiale på vej – og at denne turne vælger at slå ned på tre af de vigtigste tidspunkter i bandets historie. Starten, altså debutalbummet ‘B.R.M.C’, der gjorde dem til et band man lagde mærke til – incredibly cool. Og senere det modige album ‘Howl’, hvor det meget elektriske band gjorde noget, ingen regnede med: nemlig at kaste sig ud i et (næsten) akustisk album, der trak på al den inderlighed, der lå hos de gamle beatniks og i den amerikansk folk-tradition, helt tilbage til Lead Belly og den slags. Og endelig så albummet ‘Beat the Devil’s Tattoo’, der er helt modsat, og hvor den nye trommeslager Leah Shapiro for alvor får sat sit præg på bandet. På de numre de spiller fra ‘Devil’s Tattoo’, får Leah meget mere travlt bag trommerne.
Og ingen dansk anmeldelse af koncerten uden at nævne netop Leah Shapiro. Hun har spillet med Black Rebel Motorcycle Club fra 2008, og var tidligere trommeslager i Raveonettes. Faktisk spillede Raveonettes opvarmning for Black Rebel Motorcycle Club, og bandet spurgte om Leah ikke ville erstatte trommeslageren Nick Jago, der var på vej ud af bandet. Så nu kan vi prale af at Black Rebel Motorcycle Club, næsten er et dansk band (ligesom Metallica). Anyway. Hun gjorde det rigtigt godt – og kastede mere glans over aftenen end det danske fodboldlandshold, der fik læsterlige tæsk mens vi var til en god koncert. Ingen tvivl om at aftenen var bedst brugt i Den Grå Hal.
PS: Ja, ja jeg ved godt de ikke spillede hele ‘Howl’– nummeret ‘Fault Line’ manglede. Så for at få det helt på plads; De spillede hele albummet minus 2 minutter og 57 sekunder.
