Tre aftener, tre koncerter. Den første, mest rå, mest intime foregik i Ideal Bar, som Orm rev i stykker.
Når jeg tænker på Orm, tænker jeg på høje ambitioner, pompøse numre og store spillesteder. Det runger altid mere, end man lige forventer, black metallen rent faktisk kan. Det er netop den fremadskuende og altomfavnende kraft, Orm besidder, som gør dem så hamrende dygtige.
I dag er det anderledes. De høje ambitioner er stadig evidente, men ellers er der skåret ned på eksorbitansfaktoren og indlevelseskonceptet i lange, sammenhængende numre over en livshistorie med dybe eksistentielle temaer. I dag i Ideal Bar dekonstruerer Orm sig selv og viser, at de rent faktisk godt kan den ting, som jeg efterhånden gik og undrede mig over, om de overhovedet stadig kunne. De spiller nemlig et råt, intimt – og hvad der ikke kan beskrives bedre end – voldsomt show.
Man kan ikke tage det storslåede væk fra Orm, men epikken fra albums som ‘Intet Altet’ er i aften fjernet helt fra ligningen og i stedet byttet ud med en aggressiv udadvendthed som på aftenens vanvittige deep-cut af et åbningsnummer ‘Temple of the Deaf’. Samme kan siges om det nye semi-progressive og altflænsende nummer ‘Af magt’, der også bliver fremført til absolut konfrontatorisk perfektion.
Essentiel kontrast
Det er en vigtig kontrast, Orm formår at vise i aften. De viser, hvad genren egentlig kan. Det minder mig også om, at jeg jo faktisk godt kan lide black metal. Når det ublu fræseri bliver leveret med sådan et kæmpe overskud og legende lethed, kan man godt stå og undre sig over hvornår solbrillerne kommer på, patronbæltet spændt om hoften, og læderjakkerne bliver til læderveste – men det er ikke det, Orm er. Heldigvis. De formår snarere at indkapsle essensen af den form for smadrethed og forfine den til noget uimodståeligt tight.
Overraskende nok bliver ‘Klippens Lyse Hal’ fra albummet ‘Ir’ også spillet, hvilket i min optik nok er deres allerstærkeste nummer. Det er mageløst, og måden, Orm formår at flette sig ind og ud af hinandens strukturer ved at hæve og sænke intensiteten i form af nedbrud, mellemstykker og ekstremt tight samspil, er enormt effektivt.
Dog har nummeret også nogle mere dronede tendenser, hvilket jeg normalt ikke ville have noget imod, men det modvirker også den aggressive præmis, Orm har skabt i løbet af aftenen. Det er selvfølgelig ærgerligt, men samtidig er det også uundgåeligt, da det jo engang bare er sådan, numrene er blevet skrevet. Orm kræver en vis kontrast til sig selv, hvilket disse trancefremkaldende stykker står for – og det er med til at gøre, at Orm ikke bare er endnu et black metal-band.
Når black metal som regel vil ses som et rebelsk modsvar på de velplejede tilgange ved bare hele tiden at ville være skramlende ucharmerende, chokerende og vulgært i alt fra egen lyd til tematik til udtryk, så er Orm den vigtige påmindelse om, at det også kan gøres anderledes uden at miste sin udadreagerende essens.
