Forleden spillede jeg noget black metal for en kollega, der i sin ungdom har dyppet ørerne i metal, for sidenhen at vende den ryggen igen. Vi havde haft en samtale om yacht rock som fænomen, og han var blevet nysgerrig på hvad, jeg havde erstattet anbefalingen af The Doobie Brothers med. Da vokalen satte ind (der var tale om Gris for de interesserede) rynkede han brynene, og udbrød “puh, han er vred, hva’?”
Men han er jo netop ikke vred; han er desperat. Fortvivlet. Selvom vi med Amenra er ovre i post-metal snarere end black, er det også sådan det er her. Bygget op rundt om desperation og afmagt, der skriges ud. Eller, det vil sige, det var bygget op rundt om det. For de tog en ny retning med ‘De Doorn’ i 2021, og hvor gamle Amenra ville designe et ildevarslende build up med langsommelighed, tyngde og doomede træk for at følge det op med et af Colin van Eeckhouts afmægtige skrig (som han gør så fremragende), så er de nu mere tilbøjelige til at følge det op med et stykke spoken word – på modersmålet flamsk, ikke mindst.
Selvom Amenra flere steder har fået ros for at forlade mørket for at søge mod lyset, er det ikke nødvendigvis et synspunkt, jeg deler. Den nye lyd er ikke dårlig, men når man gør mørket så godt som Amenra gør, er der god grund til at blive der. Om ikke andet så for at forløse det for alle os, for hvem en underliggende tristesse er et grundvilkår.
Selvom de har spillet adskillige gange i Danmark, har jeg endnu ikke haft anledning til at se dem, og det er derfor med kip med hatten og ærbødig taknemmelighed rettet mod Vegas booker (som generelt har gjort det godt i år), at jeg tager pendlerturen fra Odense mod hovedstaden for anden gang på tre dage. På redaktionen er vi adskillige, som er begejstrede for Amenra, og som er enige om, at det er den helt rigtige måde at bruge denne tirsdag på, så det gode selskab er sikret.
Med sig som support har bandet Youniss, og det er hverken noget, man ser hver dag, eller ueffent. Men det er også forholdsvist stillestående, og for at være ærligt, en anelse fejlcastet. Er man kommet for at holde Amenra-fest kan det være svært at give sig hen til Youniss’ avantgardistiske genreblanding. Lidt noiset, lidt hip hoppet, lidt dystert, men ikke rigtig så meget post-metal. Det lyder lidt ligesom hvis man forestiller sig, at den britiske kunstner Ghostpoet havde taget en guitar og en masse knapper med på scenen og ikke var bange for at skabe sig lidt. Ikke dårligt, men bare heller ikke sådan rigtig godt – i hvert fald ikke i konteksten.
Efter en god halv times ventetid belønnes vi for vores tålmodighed til de metalliske anslag, som indvarsler ’Boden’. Man stoler på sit publikum, når man lægger ud med den, for oplevelsen bliver omgående lagt ned, hvis nogen vælger at tale hen over de stille passager. Til gengæld er der megen ros at give til publikum i aften, for de er sindssygt dygtige til at tie stille, og det er en kvalitet, man efterhånden ikke kan tage for givet (indsæt selv min rystende næve i bedste gammelkonestil her). De enkelte gange nogen overtræder koden, er man i dag ikke bange for kollektiv opdragelse, og der tysses. Mere af det.
Amenra leverer en tight og velspillet koncert med god lyd, og Amy Tung Barrysmith, som er ny bassist fra i år, bidrager ubesværet til bandets dynamik og udtryk. Det medbragte udpluk fra diskografien spænder over 20 år og demonstrerer fint, at de for længst har cementeret sig på scenen. Sjovt nok bliver det netop ‘Am Kreuz’ fra 2005-pladen, der kommer til at fungere som aftenens peak for bandet, som kollektivt leverer en mærkbar energiudladning på det nummer.
Alligevel får jeg hurtigt fornemmelsen af, at koncerten vil kunne dele publikum. Der vil være dem, der har set bandet før, og for hvem det dermed heller ikke er nogen overraskelse, at Colin Van Eeckhout optræder størstedelen af showet igennem med ryggen til publikum. Og så vil der være dem, der ikke nødvendigvis havde set den komme, og ikke nødvendigvis er vilde med udtrykket. Og selvom jeg må indrømme, at jeg godt på forhånd var klar over, at det var et træk, så ender det med at distancere mig fra hvad jeg oplever. Publikumskontakten lider under det, og det er næsten som om, at det faktum at Eeckhout indimellem vender sig ”den rigtige vej” næsten højner afsavnet, for det tænder klart en gnist af publikumskontakt, som omvendt også dør ud igen når han igen vender sig fra os – det føles faktisk, som om noget mangler.
Jeg begynder at overveje, om man mon tænker over, hvor tit man bliver klippet, hvis man står så meget med ryggen mod publikum. Vælger man med omhu sine underbukser, når nu man ved, at bukserne sidder lavt, og man i øvrigt bukker sig meget ned?
Vælger Amenra bevidst et esoterisk udtryk frem for at forbinde sig med publikum?
For de virker forbundne – men mere med hinanden end med publikum. Eeckhout bevæger sig med en smadret knækkethed, som også indeholder en klædelig sårbarhed. Man kan godt æstetisere sig ud af ægte, radikal kontakt, og det er jo ikke fordi, jeg ønsker mig at de skal skifte helt over i en metalcore-grøft. Valget synes bare kontraintuitivt, særligt når netop bandets frontmand faktisk vægter publikums oplevelse enormt højt.
Det er selvfølgelig også en smagssag og et spørgsmål om, hvornår man oplever sig forbundet. For nogle vil det måske snarere være når bandet spiller, som om det intet publikum er, hvortil antitesen vil komme til at føles som om, de skal bevise noget frem for at være autentiske.
Frem for et bagtæppe akkompagneres koncerten med billeder og video projiceret op på bagvæggen. Æstetikken er gråtoneskala og den gennemførthed, der præger både albumcovers og bandfotos. Der er en klar form for visuel repræsentation af spiritualitet med særligt natur, kirkelige rum og en kvinde, der hænger frit som udspændt mellem trækronerne. Alt andet lige en fin tilføjelse til det introspektive aspekt ved en sådan koncertoplevelse. Det meste er smukt ad helvede til – inklusive musikken – men det rammer bare lige nøjagtigt forbi solar plexus i dag. Tilbage står oplevelsen i sin helhed og kan betragtes inden den begynder at bundfælde sig helt, og det er spændende, hvordan den vil lagre sig. Isoleret set er der ikke meget at sætte en finger på; tværtimod kunne man nærmest skoles i musikalsk levering ved koncerten her, for rent lydligt var det godt. Det kan være en svær øvelse at se et band, man har lyttet intenst til i mange år for første gang, for risikoen for at de ikke møder tårnhøje forventninger er evigt til stede. Gid, jeg havde følt mig forbundet.
