lørdag aften trasker jeg ned af prisessegade på Christianshavn. Meget er ændret siden jeg sidst var forbi Christiania. Hjørnet “Sydområdet” er forvandlet fra skummel til en åben plads med toppede brosten, og de 10-15 taxaer, der tidligere holdt og ventede på at køre handlende kunder hastigt væk, er reduceret til to, der bare venter på at få pausen afbrudt.
Jeg ankommer på Loppen i alt for god tid, tænker at bruge tiden på at suge lidt på stemingen og deres egne øl imens der varmes op af en DJ med vinylplader. Daniel, som han hedder, er blevet booket i anledning af, at Loose Ends spiller deres nyeste album. Daniel har en yderst imponerende musiksmag og en pladesamling, jeg måske misunder lidt. Jeg misunder dog ikke at hans DJ-pult er placeret klos op af borde og stole, hvad der ender med at få forbipasserende til at skubbe til setuppet, så pickuppen hopper.
Taxidermy går på som første band. Deres noise rock/post-punk er teknisk velfungerende til det yderste. Trommerne bliver tæsket igennem, det hele køres stramt og fast, og uden nogle form for tvivl om, at forsangeren er fra kbh med en autentisk flad valby-vokal.
Jakobe
Bandet træder frem, der er kun få publikummer foran scenen – forsanger Carla råber forlangende hen mod baren “Så kom dog her hen, hvis I vil høre noget musik!” Og det gjorde de.
Hvad jeg ser, hører og oplever er punk i sin ægte rå form. Ikke som 80’ernes hanekam og piercinger, men nutidens, med ærlige tekster om svigt, overgreb og klamme mænd, der ikke kan holde fingrene for sig selv – for dem, der har oplevet dette, går det lige ind og rammer.
Bandets sammenhold, venskab og nul stjernenykker er så fedt at opleve, og selvom der er tekniske problemer med forstærkerne ødelægger det intet af oplevelsen. Det klares med en joke eller to.
Sidste nummer, ‘Big Girl’, bliver sunget af May. Det er en sang,hun har skrevet og som betyder meget for hende. Det er svært ikke at få gåsehud – stemmen og tekst er smerte, og jeg prøver ikke at blive revet med. Men det sker. alligevel
Jakobe skal opleves.
Loose Ends
Hovedpersonerne går på. Det er jo deres helt store aften, tredje udgivelse rammer gaden.
Jeg vil næsten kalde det for tre stadier i udvikling, for tidligere udgivelser stikker i noget andre retninger.
“I’m dying to tell you, I’m dying” er titlen på nyeste album. De spiller det hele, plus to af de gamle numre, der i dagens anledning er modificerede, så de passer til koncerten.
Front vokalen Holger Dybro er en slank ung mand med tilbagestrøget sort hår og en t-shirt med teksten Sonic Youth. Han indtager scenen med det samme og stjæler hele opmærksomheden fra publikum, mens resten af det aarhus-baserede band er lidt mere tilbagetrukne. Jeg beskriver ham, da det er ham, man ser.
Stemmen er kraftfuld, Dybro er konfronterende og på grænsen til at se farlig ud – det hele er så gennemført og teknisk i orden, at jeg virkelig ikke forstår der kun er ca. 60 gæster til stede med så fedt et band.
Loose Ends spiller til Røde Himmel i Odense 10. oktober, med City of Caterpillar på Ideal Bar d. 14. november og med Users på Harders i Svendborg d. 28. november.
