Tålmodighed er en dyd i en accelererende kultur, der vægter den hurtige mikrobelønning, som det næste nye giver kulturforbrugeren, frem for den tilfredsstillelse, det giver at holde ud og blive ved med at forsøge at forstå. Den erkendelse gælder såvel Sumacs musik som den koncert, trioen skærtorsdag spillede i Aarhus – men også den årelange udvikling, de som kunstnere er gennemgået for at nå frem til det udtryk, de har nu.
Forleden interviewede jeg i en anden sammenhæng den danske sanger og direktør for HUN SOLO Nana Jacobi, der kom ind på det, hun kalder alderisme: Musikbranchens evindelige fokus på unge kunstnere, der bliver brugt op og kasseret uden at få mulighed for at udvikle sig som kunstnere. “Hvad kan man få, når man får en moden musiker på scenen, som har et helt livs erfaringer bag sig? Hvad er det for en slags sange? Hvad er det for en slags udtryk? Hvad er det for noget levet liv? Hvad er det for en kropslig erfaring? Hvad er det for nogle fortællinger, vi får der, som vi ellers ikke får, hvis vi kun hører de 23-årige?” sagde hun.
Det kommer jeg til at tænke på, da jeg står på Radar et par meter fra Aaron Turner, der med årene mere og mere ligner Dave Allens studievejleder fra ‘Freaks & Geeks’, Brian Cook med gråsprængt skæg og vårharen Nick Yacyshyn på blot 40. For den musik, de tre spiller sammen i Sumac, er netop et resultat af de erfaringer, de hver især har med sig fra så forskellige bands i metallens og hardcorens randområder som Isis, Botch, Genghis Tron, The Armed, Baptists og Russian Circles. Det er svært at forestille sig et ungt og uprøvet band komme på den perverse blanding af fusionsjazz, sludge metal, no wave og southern rock, Sumac spiller, og så lykkes med det. Det kræver både en meget tydelig bevidsthed om egne evner, en enorm lydhørhed overfor hinanden trænet i årevis og en trang til at bryde med de paradigmer, medlemmerne i andre bandsammenhænge har ligget under for.
Sumacs udtryk er egensindigt, men det er ikke et miskmask: Jeg oplever det som en meget følt musik, meget intuitiv og enormt tro mod det væld af lyd, der findes i hovedet på én, når man åbner sanserne for alverdens musik.
Så meget desto mere ender det faktisk med at ærgre mig lidt, at de spiller koncertens to første numre, ‘Arcing Silver’ og ‘Yellow Dawn’, så tro mod albumversionerne. For mig er der vidtstrakte rum at udforske i de sange, de burde kunne strækkes og vrides i alle mulige andre retninger end lige den form, de på et tidspunkt er blevet fastfrosset i på plade. Det undrer mig, at den nysgerrighed, der præger den mildest talt uortodokse sangskrivning, ikke kommer til udtryk i en afsøgning af, hvad de sange ellers ville kunne holde til.
Midtvejs i koncerten er det alligevel, som om der sker noget med min måde at lytte til musikken på: I ‘Attis’ Blade’ bliver jeg opmærksom på Yacyshyns afrobeat-rytme, da jeg opdager, at jeg står og klapper mig selv hårdt på lårene i en uskolet modrytme. Jeg er simpelthen endelig så opslugt, som jeg havde håbet på, at jeg ville blive, da jeg gik ind til koncerten. Jeg tror, det er det, jeg ser spejlet i ansigterne hos de andre hengivne på forreste række, da Cook som indledning til den afsluttende ‘Image of Control’ lægger sin bas oven på forstærkeren og lader den feede nogle minutter, mens Turner holder sin gennemsigtige baritonguitar ind mod sin egen forstærker og istemmer den dybe, bølgende summen. Det er den her udrensning, vi trænger til, det er den oplevelse af at trække musikken modvilligt ud af sværmen, Sumac giver os.
Det kan virke som en besynderlig form for belønning at stile efter: At al den tålmodighed bare leder til nogle minutters intens dronen, inden Sumac tungt fremadstræbende lukker sangen ned over 10 minutter, indtil Turner stemmer helt ned og lader alt flapre løs. Men det er så givende en oplevelse, fordi den kræver, at man investerer så meget af sig selv i den. Finder det sted, hvor man begynder at klappe en rytme, det sted, hvor man lukker øjnene og lader det bruse gennem en, det sted, som det tager årevis af tålmodig lytning og spillen sig ind på hinanden at nå frem til.
