Town Portal markerede deres tilbagevenden med en koncert lørdag sammen med de musikalsk beslægtede Antistatic. Til november udkommer Town Portal med deres første album i seks år, Antistatic spillede udelukkende nyt materiale – men hvad kan vi egentlig bruge mere instrumental mathrock til? Åbenbart mere, end vi troede, viste det sig.
Der er venner, man snarere regner for bekendte. Man er ikke på parmiddage og kaffeaftaler, den slags, og alligevel har man en dag kendt hinanden i ti år, opdager man, tilfældigt stødt på hinanden til koncerter med måneders, års mellemrum, oplevet hinanden få kærester, børn, eks-kærester, depression og penge, og man indser, at man har en indforståethed med hinanden, et fælles sprog og erfaringer, på den der måde, man har sådan noget med venner.
Sådan har jeg det med mathrock.
Vi har fælles rigtig gamle venner i postrock, gik begge på uni med postmetal (som stadig er akavet at støde ind i), bare hver sit år, og indrømmede engang i merchboden overfor hinanden, at nogle gange hører vi playlister med midwest emo, når vi er alene og ikke orker at være i vores egen længsel. (Seriøst, jeg møder faktisk en gammel bekendtven ude foran Alice, som udlever sin midtlivskrise gennem at forsøge at lære at spille midwest emo på guitar i de uger, han ikke har børnene.)
Sådan har jeg det dermed også med Town Portal. Et af de bands, der også er der. Som man fra gang til gang glemmer, hvor fedt det egentlig er at se, hvor velkendt og betryggende det føles, at nogen deler alle de referencer med én. Som man egentlig ikke tænker som nogle, der definerer én, men alligevel er en del af det kompleks, man udgøres af. Som det nok først gik op for mig har været væk, da de for nylig annoncerede deres første album i seks år. ‘Grindwork’ kommer til november, en Europaturné i vinteren ‘24 blev brugt til at banke rusten af, og så står vi der på Alice til trioens første koncert i over et år.
Og det føles så rigtigt som den helt tilpas afmålte håndtryks-skulderklaps-krammer fra en gammel bekendt.
Town Portal er lige så smidigt kantede, som de altid har været. Man skal lige ind i det: Stå der og vippe med, indse, at man overhovedet ikke kan finde rundt i taktarten, selvom de får det til at lyde så straight og ligetil. Hvilket for mig at se næsten er det højeste, man kan nå i mathrock: At få noget komplekst til at lyde som noget, man kan rocke til, mens sangene vrider og slår sig i deres egen struktur, mens de akkumulerer en enorm energi, der konstant er på nippet til at eksplodere kedlerne.
Da Town Portal for seks år siden udgav deres seneste plade, ’Of Violence’, var min største anke mod den, at det hele var så kontrolleret og tilbageholdt, at jeg savnede en forløsning på det. Den kommer gang på gang i aften til koncerten. Og det føles så meget desto bedre, fordi aftenen er blevet indledt med trioen Antistatic, hvis musik er så knugende tilbageholdt, at det er helt vildt frustrerende at lytte til. Der er et tydeligt kunstnerisk sigte med det, når antyder og dæmper enhver ansats til crescendo, men når de to guitarister gang på gang palm muter sig henover antydningsvise polyrytmer, lyder det også bare lidt som Korn, der spiller Tool.
Det giver til gengæld supergod mening, når Antistatics koncert tydeliggør, hvor meget Town Portal bagefter lader deres musik åbne sig. De forfalder stadig ikke til lette løsninger eller unødig pompøsitet, men de vil godt give dig et riff at hægte din begejstring på og en rytme, du kan headbange akavet til.
For de kender dig. Jo.
