Det ene riff tager det andet, og alt kan strækkes til en evighed, når odenseanske Causa Sui først har jammet sig varme. Der blev danset, hujet, hyldet og råbt besynderlige kommentarer, da de torsdag aften spillede en af deres sjældne koncerter på hjemmebane.
For der er bands, der spiller i hjembyen, hver gang nogen kommer forbi og skal bruge opvarmning. Bands, hvor det føles, som om man ikke kan gå ned med pant, uden de spiller ude ved flaskeautomaten. Sådan nogle, hvor man tæller efter og finder ud af, at man har set dem 10-15 gange, men det er aldrig sådan rigtig dem, man er kommet for at høre, de har bare også været der, fordi det er dem, der er der i den by.
Og så er der Causa Sui, der nøje doserer koncerterne i hjembyen Odense, så der fra gang til gang går flere år, og sådan en koncert torsdag aften på Postens lille scene bliver en decideret begivenhed, der trækker folk af huse.
Det er faktisk lidt af en bedrift. Ikke mindst, når man tager det lidet sensationelle ved deres musik i betragtning. Eller bare udadvendtheden: Det er fire fyre, der har spillet sammen, siden de var teenagere, og kan gå på scenen, spille sig ind i et groove og så ellers holde det, mens de giver hinanden plads til at tone det med hver sin klang – dobbeltslag på trommerne, en krøllet basfigur, rumlyde fra synthesizeren, den store, fede Kirk Hammett-wah-wah, når det hele peaker. Et ellers kulturelt begavet menneske i min udvidede omgangskreds konstaterede om kvartettens koncert på Loppen sidste år, at han endte med at stå og røvkede sig over, at de bare jammede løs i én uendelighed, uden han kunne mærke, at det ledte nogen vegne hen. “Det er jo bare noget, de finder på!” som en anden engang sagde om jazz.
Jeg kan sådan set godt sætte mig ind i det. Causa Sui er ren vibe hængt på et skelet af en melodi at jamme ud fra. Nogle gange er det ovre i fusionsjazz med lette, boblende anslag, sådan som det kom til udtryk på deres ‘Summer Sessions’ i slutningen af 00’erne, hvor de netop var blevet en instrumental kvartet efter de første par pladers Kyuss-worship. I de senere år har guitaristen Jonas Munk i stadig højere grad fundet tilbage til de sprødt knasende stonerrockriffs, der i sin tid fik ham til sammen med trommeslageren Jakob Skøtt, bassisten Jess Kahr og keyboardisten Rasmus Rasmussen at starte Causa Sui som et sideprojekt til deres postrockband Limp. Det er ikke i sig selv særlig meget. Men det er mere end rigeligt til at begynde at svaje og danse med kæmpe smil over hele skærmen, når de rammer den helt perfekt igen og igen.
Mellem de lange sange klappes og piftes der, en granvoksen mand oppe foran lægger sig på knæ og hylder bandet, en anden nede ved baren råber “I skulle have en hoplanål!” og alle ser lige paf ud, hvor fanden kom det fra, men det er sådan noget, Causa Sui får til at give mening.
“Vi kan vist godt nå at spille én til,” siger Jonas i erkendelse af, at det så nok er i hvert fald ti minutter mere, og omme bagved er der én, der råber “Spil indtil i morgen, vi har meldt os syge,” og en skolelærer bakker ham op: “Jeg har allerede bestilt vikar!”
Så langt strækker de den trods alt ikke. Efter at være blevet klappet på scenen til et ekstranummer, er det slut. Syv sange, en lille halvanden time i en sær tidslomme, hvor Grateful Dead aldrig begyndte at spille ballerock i stedet for at jamme til nøgendans. Eller en alternativ tidslinje, hvor det der band, der begynder at jamme instrumental fuzzrock – sådan som opvarmningsbandet Vestjysk Ørken gør det trægt og plumpt, men ikke uden charme i specielt deres sidste nummer – udvikler sig langt hinsides riffing og indser, hvor meget de kan fylde i musikken, når de ikke skal bekymre sig om traditionelle strukturer eller en sanger, der også gerne lige vil fylde.
Det skulle Causa Sui faktisk have en hoplanål for. Eller knæfald. Eller bare tak. Tak, Causa Sui. Jeg gider godt igen, næste gang I spiller herhjemme.
