Lige om lidt ophører Danmarks vist nok ældste eksisterende hardcoreband med at eksistere: War of Destruction er i gang med at spille deres sidste shows efter svimlende 44 år on/off med ætsende et-minuts-vredesudbrud. Lørdag gjaldt det sidste show i Odense, og det var på én gang en fejring og en bevæget afsked.
“Jeg var tre år gammel, da de skrev den sang,” siger én bag mig.
“Jeg mødte dem første gang, da jeg var 16, og der var de allerede granvoksne mænd,” siger en granvoksen, gråhåret mand til mig.
War of Destruction har altid været der, i hvert fald siden 1981, der er bare ikke så mange, der har opdaget det. For mens deres samtidige i den første bølge af punk og hardcore i Danmark søgte over i lighter-hymner, heavy metal, garagerock og hvor de ellers kunne finde ny inspiration og vinde nyt publikum, kørte War of Destruction på med de samme, bitre, eksplosive sange om et lorteliv med lortemennesker. Deres indflydelse på den bølge af dumklog, bevidst primitiv hardcore, der kom ud af hjembyen Aarhus i 00’erne, er tydelig, og det er al ære værd, at nogle af dem, der var med på den bølge, sørgede for, at War of Destruction fik indspillet nye sange og udgivet en sidste plade, ‘Angst’, i 2018.
Men nu skal det være slut: I midten af maj annoncerede War of Destruction lakonisk, at nu var det nu, hvis man ville nå at se dem, inden de stopper helt. Der er et par shows linet op, der er lidt flere på vej, det sidste er vist nok i Aarhus d. 13. september, siger nogen. Så i aften er publikum mødt op for at se dem for første gang, for sidste gang, for første af de sidste gange. Oppe foran scenen går de unge moshere grassat, en langhåret metaller med grå bakkenbarter signalerer flere gange til forsanger Hans for at få lov at råbe med på et omkvæd, et hvidt fuldskæg i læder får lov at brøle vers, bandet kører usentimentalt på med korte, hurtige, fræsende sange i rap.
“To sange tilbage,” råber Hans flere gange, indtil det passer, indtil de to sange er spillet, og det er slut, War of Destruction har spillet deres sidste koncert i Odense, proklamerer han. Og mens klapsalverne gjalder i flere minutter, står Hans forrest på scenen og er tydeligt mærket af det her. Han kan ikke holde tårerne tilbage, og publikum går på skift op og krammer ham og de andre i bandet. Det her betød noget. For dem, for os. Man kan godt tænke, at hvis det skal føles så meget hver gang de næste måneder frem mod den uomgængeligt allersidste koncert i Aarhus i september, bliver det en lang, lang vej fra maj til december, som det lyder i den sang, The Young Gods, Lou Reed, Ian McCulloch, Liberace og andre gamle punks har fortolket. Men dagene vokser sig korte, når vi når til september.
Den utaknemmelige support
Med så mange følelser involveret er det svært for aftenens tre andre bands at matche intensiteten i War of Destruction-koncerten. Det er decideret synd for Tear Them Down fra Göteborg, der bagefter spiller virkelig sympatisk melocore for et mæt publikum. Jeg konstaterer, at det godt nok er lang tid siden, jeg har hørt et band, der fik mig til at tænke på Millencolin, bare i det hele taget siden jeg sidst har tænkt på Millencolin. Det er ikke som sådan en dårlig ting, jeg har bare lidt svært ved at rumme det lige nu. Og så spiller de et ska-nummer. Det er også OK, men igen: Det er slet ikke der, nogle af os i rummet er.
Som aftenens første band har Discoskollaps fra København spillet den slags synthpunk, der altid er en gruppe unge med godt hår, der synes, det kunne være overdrevet heftigt at spille. Guitar, trommer, synth, sang, noget doomy, en del hurtigt, ikke så meget af det, der bliver siddende i hovedet, men det er også et helt nyt band, de kan vokse ind i det.
Stjernevask er til gengæld gode til at vinde publikum over på deres side. Jeg har det ret meget, som om jeg var til min del af koncerter i 00’ernes København med den her Cramps-inspirerede rock’n’roll tæt på at kamme over i psychobilly med højt hår, flammer på tøjet og masser af campen rundt i UFO’er og fuckfingre.
“I kender nok allesammen Lemmy, ikke? Han blev så rig af sin musik, at han kunne købe sig en Rickenbacker. Det er jeg ikke blevet, så jeg har i stedet bygget min egen Poorbacker,” fortæller Troels Spiderfinger og finder en bas frem, som publikum får lov at tæske med trommestikker, mens de to andre i bandet sjasker lidt rundt om et tomgangsbeat. Det virker som en del arbejde for så lidt vits. Der er også noget med nogle fehårshaler, nogle fra publikum skal have på og danse oppe på scenen med, mens Madelin Wilain af en eller anden grund synger på tysk. Ja, jeg ved fandme ikke.
Men hvad jeg ved er, at det gør mig enormt positivt stemt overfor Stjernevask, at de starter med at spille en fordanskning af Gun Clubs ‘Sex Beat’. Det er faktisk også en aldeles rørende udgave af Bob Dylans ‘It’s All Over Now, Baby Blue’, de spiller som ‘Det er alt sammen slut nu, Baby Blå’ i en blanding af Gories og Lone Kellermann.
Det er alt sammen slut nu, War of Destruction. I hvert fald i Odense. Se dem i Horsens d. 30. august. Se dem i København, når der bliver offentliggjort en koncert der. Se dem i Aarhus for allersidste gang, når dagene bliver korte i september.
