Hands of Goro transmitterede eminent heavy metal fra en anden dimension til Studenterhuset i Odense en søndag aften med lilla trompetbukser og en kulisse af papskrald. Det er ikke urimeligt at ønske sig, at alle søndag aftener var sådan.
Der er ingen grund til, at Hadrons sanger har en amulet mod onde øjne om halsen. Det er ikke til at begribe, at nogen skulle have noget imod et band som dem. Enhver dansk by burde have sit eget heavyrock-band med paisleymønstrede skjorter, slangeskindsstøvler, svaj i bukserne og langt garn. Tænk sig at gå aftentur med hunden i parcelhuskvarteret og komme forbi den der ene lidt overgroede have med en opklodset bil ude foran, og inde fra garagen kan man høre bandet øve mellem ølrammer, kummefryser, værktøj og en rusten håndskubber, som lige skal have noget fedt, før man kan få klippet det græs, som egentlig nærmere skal bruge en le, og det har en af de andre, den blev bare væk, sidste gang de havde den med på scenen, og det var også en lidt dårlig idé, men de var skæve.
Hadron er med andre ord enormt hyggeligt og super sympatiske som band. Man skal lige forberede sig mentalt, hver gang man kan se Martin Pedersen lægge an til et hyl, for det er ikke, sådan, hver gang, han rammer tonen helt rent. Man må også bare sætte pris på, at nogen faktisk er villige til at bevæge sig derud og strække deres evner. Ligeledes kan man godt have det sådan, at Michael Nielsens trommespil sagtens kunne tweakes med en smule finesse, ligesom Tom Giorgi Huusom kunne vise lidt mere guitarhelteri for at matche Martin Schjoldager med det suveræne Fabulous Furry Freak Brothers-looks adrætte basspil. De kritikpunkter tager bare ikke noget fra den helt basale glæde, det er, at nogen lige gider at stille sig op søndag aften og spille 70’er-heavyrock med afsæt i Pentagram, Grand Funk og Rainbow. Specielt ikke, når de danske tekster i halvdelen af sangene får det til at minde en om 00’ernes og 10’ernes svensk doom-revival.
Hands of Goro er noget knald.
Det er i hvert fald utrolig svært at beskrive dem, uden det kommer til at lyde som ren kitsch: De baserer sig på mytologien fra Mortal Kombat, som jeg ved så meget om, at det er et bip-bip-spil. Deres koncert er løseligt bygget op som en forestilling, hvor de modtager transmissioner fra en anden dimension, deres kulisser er papskrald sprayet med sølvmaling for at ligne krystalbjerge, og trioen er klædt i matchende lilla trompetbukser og lilla T-shirts med hhv. “Hands”, “Of” og “Goro” påtrykt. De har spraymalet deres navn på et stykke pap, de klistrer henover Hadrons scenetæppe, inden de starter.
Jeg tror måske nok lidt, at de ikke er 100 % drønseriøse omkring det, de laver. Jeg kan ikke lade være med at tænke på powerviolence-speedmetal-bandet Crom, der kørte en tilsvarende maksimalt udkokset rammefortælling med noget ‘Sværd og trolddom’, tog ufatteligt mange stoffer og spillede kaotiske koncerter.
Det her er topklasse heavy metal, helt vildt tilbageskuende og fuldkommen tidløst.
Det er bare slet ikke der, Hands of Goro er, og det redder dem fra ren kitsch. De tre medlemmer med base i Los Angeles og San Francisco har hver især spillet med bands som The Lord Weird Slough Feg, Angel Witch, Nite og Carcass, så at sige, at de har styr på det, er en heftig underdrivelse. Det her er topklasse heavy metal, helt vildt tilbageskuende og fuldkommen tidløst. Gode sange, også den, der ripper ‘Seek and Destroy’, for det er eddermame en god sang at rippe. Helt vildt stærke guitar- og basparløb fra Tom Draper med de smukke krøller og den tykke britiske accent og Adrian Maestas, forrykt stærk bund fra Avinash Mitturi. Det er de chops, der gør, at de kan tillade sig at lade, som om det hele bare er for sjov, mens Hadron er nødt til at lade, som om det er ramme alvor.
Enhver dansk by burde have et band som Hadron. Det er ikke noget urimeligt krav, det kan sagtens lade sig gøre. Der skal en helt anden indsats og professionel indstilling til for at få bands som Hands of Goro. Det synes jeg godt, vi som samfund kunne sætte os som mål. Det ville optimere fremtidens søndag aftener maksimalt.
