Før år 2006 vidste alle – i hvert fald dem, der var store nok til at lytte til statsradiofonien – at når der blev sagt “2860” fulgte bynavnet “Søborg”. Der lå Danmarks TV og radio dengang, og det københavnske forstadsområde skal jeg besøge her til aften.
Richter hedder spillestedet, og det er tredje gang, jeg besøger det. Et yderst nydeligt sted, der skriger af, at det ikke er gammelt nok til at virke som et Stengade eller Pumpehuset –for der er pænt! Der er rent, ryddeligt og stadig uden skrammer af nogen art.
Jeg er der som altid i alt for god tid. Jeg kan lide at komme i god tid, især for at se hvilke gæster, der kommer, høre hvad der bliver snakket om og falde helt til ro i hovedet inden musikken starter. Oftest med en fadøl eller to, men jeg er i bil i dag, og er så fornuftig bare at springe denne fadbamsedel helt over.
Første band i aftenens trekløver hedder Permanoia – tidligere kendt som Rottefænger, hvad jeg personligt ikke forstår, de har skiftet ud, da Rottefænger er et fedt bandnavn.
Det er nogle søde unge gutter, der står på scenen. En forsanger, to guitarister og en trommeslager. Jeg kan virkelig fornemme, at de kender hinanden godt, for der er god dynamik mellem alle medlemmerne.
De er teknisk superdygtige, især trommeslageren fanger min begejstring, da der bliver tæsket igennem nummer efter nummer uden tegn på træthed.
Setlisten byder på ret stor variation, og stikker i mange musikalske retninger fra 90’er-indierock, tonstung sort metal og melankolsk tungsind i form af et helt stille nummer, der fik salen til at gå i stå, nyde teksten og falde hen.
Bandet spiller godt, og jeg vil normalt ikke sammenligne nogle med andre, men eftersom der kun ligger to numre tilgængelig til streaming, vil jeg kalde dem en blanding af Psyched Up Janis og Deftones – dog har forsanger Frej Hestbæk en langt lysere stemme end de to nævnte, og optræder åbenbart i strømpesokker.
Afdød: et kært band fra Danmarks svar på Detroit – Slagelse.
Jeg har fulgt dem i lang tid, set dem fire gange og kender dem efterhånden rimelig godt.
Bandet går på – forsanger Anton Floystrup træder frem med mikrofonen oppe under næsen og skriger alt hvad han kan! Det er dog kun de forreste, der kan høre det. Han fortsætter et stykke tid, før det går op for ham, at der overhovedet ikke er nogen vokal, der rammer salen gennem lydsystemet. Lydteknikeren kommer op, skifter et par ledninger ud, og Afdød må starte forfra. En start, der for mange er et søvnløst mareridt.
Setlisten er velkendt, og dermed bliver der også ret hurtigt gjort plads til en 90 graders vask med centrifugering og moshpit i den store sal. Det er virkelig noget Afdød kan – sætte fuld gang i en ellers halvdød sal.
Dog, og jeg skriver dette med alt respekt for en dårlig dag, men den gejst og sammenhold jeg tidligere har oplevet i selskab med Afdød, trådte ikke tydeligt frem denne dag. Der var ikke samme glimt, glam eller lysten til at spille. Hvad der går forud for dette ved jeg ikke, men der må arbejdes på det – for hvis ingen ellers har sagt det, er Afdød virkelig dygtige, og de kan nå langt, hvis de vil.
Med 110 solgte billetter plus en ret lang gæsteliste inklusive undertegnede, er spillestedet Richter rimeligt fyldt op, når Split går på. Ikke helt, men det gør intet, da der skal være plads til rytmiske bevægelser og de specielle Split-dansetrin.
Der er næsten stille i salen da et intronummer går i gang – Joey Valance & Brae med ‘Punk Tactics’. Hele bandet kommet luskende ind på scenen uden at gøre noget specielt ud af situationen, men forsanger Benjamin Jeppesen står og tripper med mikrofonen, lige til det helt rigtige tidspunkt opstår inden første nummer ‘Sunk Cost Fallacy´, hvor alle går på. Det er så godt timet, det er så perfekt, at beatet fra de to sange rammer samtidig i råbet “Ama´r Hardcore!” fra Benjamin, og folk går fuldstændig amok, og jeg kan genkende Split som de altid fremstår – fucking fede!
Der var en stor overraskelse i setlisten, nemlig det helt nye nummer ‘The Shepherd.´ der lød ret lovende for en måske helt ny form for Split – et nummer udelukkende bestående af instrumenter, det vil sige helt uden deres ellers kendte samples og breakdowns. (“The Shepherd” og “Sunk Cost Fallacy” er Begge fra den kommende EP “A Thousand Reflections” )
Det skal ikke være en hemmelighed, at jeg har oplevet Split et par gange, og selv på Forbrændingen i Albertslund hvor der kun var 25 mennesker inklusive de frivillige, var der samme energi fra både band og de fremmødte koncertgæster.
Der er nogle helt specielle dansetrin der hører med til en Split-koncert, hvad der går ud på at sparke det ene ben frem foran det andet, og man har let bøjet knæ og ryg! (Vores skribent beskriver two-step, red.) Jeg prøvede, men med mine 54 år måtte jeg se i øjnene, at andre kan gøre det langt bedre.
for ikke at trække denne koncertanmeldelse i langdrag, vil jeg bare sige – oplev Split, hvis du kan – Uanset hvilken musik du ellers lytter til. De kan det hele, også med at være temmelig ligeglade og råbe ud til alle “Lav noget hærværk, jeg er fucking ligeglad – Ama´r Hardcore!”
Der skete dog ikke noget – hverken med møbler, mennesker eller andet interiør den aften.
