Jeg er ankommet med firetoget til Københavns Hovedbanegård fra Slagelse og er fortsat med metroen til Nørrebros Runddel. Jeg skulle nok have taget noget varmere tøj på, for det er gået hen og blevet frysende koldt. Der er alt for mange mennesker til, at jeg kan tænke klart, og kulden gør det ikke nemmere for mig at finde det korte stykke vej hen til Møllegade 23A.
Endelig! Efter at min popcornhjerne har lokket mig i flere forskellige retninger, finder jeg skiltet hvor der står “Red Door”.
Syv trin ned ad en smal trappe, hen over et par rammer iskolde øl, der står klar til ferniseringen og bogudgivelsen ‘The Invisible Star’, som jeg er kommet for at opleve.
Jeg er den første!, hvilket også var min plan. Kunstneren, jeg skal møde, er en gammel ven – Nikolaj Jacobsen (f. 1971). Jeg tænker, at det må være over 20 år siden, jeg sidst har set ham, og det bliver jeg hurtigt bekræftet i. “Vi er blevet gamle,” siger Nikolaj, da han ser mig. “Ja, øh… det kan vi nok ikke løbe fra,” får jeg mumlet lidt akavet.
Nikolaj ligner sig selv: en høj mand med et smalt ansigt, sorte stramme bukser, nittebælte og armbånd, og en band-T-shirt med skriften Lou Reed. Ret passende, da det er hans yndlingsmusiker. I samme nu bliver der sat en vinylplade på af samme kunstner, ‘Transformer’. Stemningen er sat.
Nikolaj er tidligere musiker. Tilbage i nullerne var han frontfigur i bandet Suck a Bug (1993–2001), en musikstil, der nok bedst beskrives som en blanding af punk og jazz – meget typisk for den tid at blande og afprøve alt. Bandet holdt ikke, og blev til et nyt band, Pyroman (2005–2010). Hvis du leder lidt på YouTube, er det muligt at finde gamle koncertoptagelser fra deres øvelokale – en gammel nedlagt bunker ved Fælledparken.
Sidste band, Vampür, blev dannet i 2015 – et mørkt og dystert lydtæppe, hvis sidste tone døde ud i 2020. En lang karriere i musikken, kan man roligt sige.
Grunden til, at jeg er kommet som den første gæst, er ikke kun på grund af de mange kolde øl, men af den simple grund, at jeg gerne vil kunne stille et par spørgsmål, inden der kommer alt for mange mennesker, som vil flytte værtens fokus i anden retning.
Selvom Nikolaj er en mand af få ord, lykkes det mig at få lidt ord ud af ham. Han er i bund og grund et rastløst menneske, der har brug for at udtrykke sig. Om det er via musikken, eller, som nu, i den visuelle, todimensionelle verden på papir, kommer ud på ét. Der er kommet form og farver på hele det miljø, Nikolaj er en del af. Jeg vil selv mene, at det er en videreudvikling af renæssancens stilleben. Billederne i sig selv er ikke mere end 12 x 12 cm, men det er jo ikke størrelsen, det kommer an på. Ikke i dette tilfælde. Med simple streger har han formået at skabe et stærkt og karakteristisk udtryk, der rummer mange spørgsmål. Ingen detaljerede ansigter i skygger eller nuancer. Meget simpelt udtryk, men jeg er ikke i tvivl om, at billederne viser tydelige tømmermænd, melankoli, poesi og sløret syn bag mørke solbriller.
Der er klare farver i pastelnuancer, som giver et ungdommeligt udtryk og samtidig svaret på noget, der er glemt; gamle drømme og usagte ting, som er brændt fast på nethinden. Det er som mennesker, vi alle kender eller har mødt før. Alt sammen så fint på en rå og ubehandlet måde. Inspirationen til billederne kommer fra billeder Nikolaj har set, billeder han selv har taget, og minder fra dengang, han var fast gæst i Ungdomshuset på Jagtvej 69.
Som mange andre idéer begyndte Nikolaj på sine tegninger under coronanedlukningen. Ungerne havde tusser, farver og papir.
– Jeg lånte deres Instagram-konto og kunne hurtigt se, at folk kunne lide min afspejling af det miljø, jeg elsker.
Alle tegninger kommer med et citat eller en kort tekst, fx:
“You’ve had 11 beers and a Bloody Mary, and it’s about time you went home.”
De næste gæster ankommer, og det fortsætter i en lind strøm.
Nikolaj ser på mig, da en mindre flok unge studerende ankommer:
– Jakob, jeg aner ikke, hvem de er!
Jeg prøver at berolige ham med, at sådan går det, når ens udstilling ligger frit tilgængelig på Facebook.
Det lille galleri bliver hurtigt helt fyldt, og jeg kan hverken holde mit eget fokus eller Nikolajs. Det er tid til at finde toget tilbage til provinsen.
