Nogle ting bliver først synlige, når man konfronteres med dem.
De færreste mennesker uden handicap tænker synderligt meget over, at de bevæger sig i en menneskeskabt verden, som er designet til dem. Det er der åbenlyse årsager til, men for mennesker, som på daglig basis konfronteres med det modsatte, har Rock & Rul Festival luret på noget. Hvad hvis de forskelle viskes godt og grundigt ud mens man er på festival?
Selvtægt har taget en snak med Andreas Truelsen, en af kræfterne bag Rock & Rul om idé og koncept for en festival som ikke fandtes, og som derfor måtte skabes.
Ideen skabtes hos Truelsen og vennen Sebastian Berke i kølvandet på Roskilde Festival for tre år siden. Berke har cerebral parese, men lader det ikke holde ham tilbage fra at kaste sig ud i de oplevelser, han ønsker sig. Festivaloplevelsen, hvor Truelsen agerede hjælper for sin ven, havde gjort det tydeligt, at tilgængelighed handler om mere end ramper og handicaptoiletter, og i ægte DIY-ånd satte de to sig for at skabe hvad ikke fandtes.
– Vi elsker Roskilde Festival, fortæller Truelsen.
– Det er et fantastisk sted. Men vi oplevede også, at Sebastian enten sad på et podie, hvor han kunne se koncerten, men var adskilt fra resten af festen, eller også kunne han være nede blandt folk og være til gene, når de gik igennem publikum. Det føltes, som om han hele tiden skulle vælge mellem at være med og faktisk at opleve koncerten.
Det er ikke ment som en kritik af Roskilde Festival, understreger Truelsen, tværtimod. De mennesker, de mødte, var hjælpsomme, og festivalen gør allerede meget for mennesker med handicap, men der var alligevel en åbning. Allerede året efter var første omgang Rock & Rul banket op fra bunden og foldede sig ud som en endagsfestival, hvor tilgængelighed var tænkt ind i alle aspekter af arrangementet, helt fra starten.
Festivalen blev første gang afholdt i 2024 på Godsbanen i Aarhus. Ambitionerne var større end erfaringen, indrømmer Truelsen med et grin. Programmet voksede hurtigt, opgaverne gjorde det samme, og da det hele var overstået, endte han med en længere stresssygemelding.
– Vi havde nok gabt over lidt mere, end vi kunne tygge. Men vi gjorde det. Der kom fem-seks hundrede mennesker, alle bands spillede gratis, og vi fandt ud af, at idéen faktisk kunne lade sig gøre, selvom vi blev kørt lidt over. Men det var megafedt, og det viste os, at vi godt kunne satse på det.
Året efter skruede holdet bevidst ned. Én dag på Train, én dag på Copenhagen Distillery med mindre afvikling og færre ting, der kunne gå galt.
I år har de så skruet fuldstændigt op igen med to dage, to scener og 22 bands i Volume Village i Aarhus.
Holdet har to tilgængelighedseksperter, Nikolaj og Jonathan, der selv sidder i kørestol, som tjekker alt fra bunden. Det er ikke kun for kørestolsbrugere, men også gangbesværede eller blinde, samt alle mulige usynlige handicaps. Der er med andre ord fokus på de detaljer, langt de fleste festivalgæster aldrig vil bemærke. “Rock & Ro” er for eksempel et sted, man kan være under festivalen, hvis man nemt bliver overstimuleret. Omvendt gakkes der også helt ud med en moderniseret Hot Rod, som man kan ræse af sted i med hjælperen på bagsædet. Der er også plads til noget, som kun er for sjov.
– Vi kørte med det sidste år, og det var bare pissefedt at se. Det var sådan noget folk aldrig havde prøvet før, så det kører vi videre med.
Det bliver tydeligt gennem vores samtale, at nøglebegrebet for visionen er øjenhøjde. Der opsættes publikumsplatforme foran scenen, hvor kørestolsbrugere kan opleve koncerten side om side og i øjenhøjde med deres ledsagere fordi det er tænkt ind. Ved baren er der opsat en rampe, som kørestolsbrugere kan køre op ad og bestille deres øl i øjenhøjde med bartenderen. Et aspekt, jeg godt kan blive lidt ramt over aldrig at have overvejet, og altid bare taget for givet.
– Sidste år var der en gut, som sad i kørestol og var midt i fyrrerne, som sagde, at det var noget, han aldrig før havde prøvet i sit liv. Det har jeg aldrig tænkt over, kunne være en oplevelse. Men det var det. Så det festivalen skal, det er at prøve at give nogle unikke oplevelser, og så selvfølgelig have nogle megafede bands på.
En rampe eller et podie ændrer ikke verden, men grundkonceptet kan måske nok lykkes med at skabe en anden form for bevidsthed om den måde, mennesker møder hinanden på. Da jeg bemærker, at det lyder som om, at tilgængelighedsproblematikker vendes på hovedet på forhånd nikker Truelsen og breder det ud.
– Ja, rent fysisk, ikke? Det kan være et meget dehumaniserende aspekt ved at leve et liv med handicap, hvis du er kørestolsbruger eller enormt lav, at folk læner sig ind over dig og taler ned til dig som om du er et barn. Nogle taler til hjælperen, som om personen ikke er et menneske og spørger måske “hvad skal han høre på festivalen?”. Spørg dem selv! Det er et menneske og ikke en hund. Det er som om, de normale sociale spilleregler forsvinder når folk står overfor en person med et handicap. Hvis jeg møder dig på gaden eller til en festival, så går jeg jo ikke hen og lægger armen om dig eller rører ved dig med det samme, men det er ikke ualmindeligt for en kørestolsbruger. Det er nogle af de oplevelser, vi også forsøger at skrælle af.
De seneste år har Rock & Rul også arbejdet som konsulenter for andre arrangører og kulturspillesteder. Blandt andet har de været med til at etablere toiletter med lift på Copenhell og rådgivet festivaler om alt fra adgangsforhold til skiltning. Det er arbejde, der ofte begynder med noget så simpelt som en kabelbakke; noget de fleste mennesker træder hen over uden at tænke nærmere over:
– På Roskilde fik vi blandt andet lavet markeringer på kortet, så man kunne se, hvor kabelbakkerne lå. Hvis du sidder i kørestol, kan sådan en kant på tyve centimeter være forskellen på, om du kan komme frem eller ej.
Der er tale om blinde vinkler, og ikke problematiske konflikter. Det er ikke, fordi festivalerne er ligeglade, understreger Truelsen. De tænker bare ikke nødvendigvis over det.
– Det gjorde jeg heller ikke selv, før jeg begyndte at arbejde som handicaphjælper.
Der er til gengæld rigeligt med detaljer at dykke ned i, når først man er opmærksom på det. Et handicaptoilet med en rampe kan være fint, men hvis du eksempelvis er lam, har du ikke mulighed for at bruge et toilet uden en lift. Så skal du holde dig hele dagen, og så bliver du væk. Og så er der det forhold, at danskere er ret gode til at bruge handicaptoiletter til andre ting end at gå på toilettet, fortæller Truelsen mig. Han hører fra venner med handicap, at de må vente længe på at komme til, før døren endelig går op og der kommer to mennesker ud, som har været i gang derinde. Han griner lidt, men der ligger en alvor under det komiske i det, som er enormt præsent. En løsning kan i det tilfælde være koder til dørene, som kun gives til dem, der rent faktisk har brug for at kunne benytte dem. Pointen er, at der er for mange steder, man som menneske med handicap konfronteres med ting, der står i vejen for, at alle kan være med, og selv hvor der findes løsninger, kan tankeløshed hurtigt geninstallere udfordringer.
Truelsen står selv for bookingerne til festivalen og når realistisk set ikke at få set ret store dele af koncerterne, fordi han får travlt med at afvikle. Så er det heldigt nok at trives i en blæksprutterolle, hvor man konstant løser hvad der kommer ind fra højre. Når jeg beder ham om at fremhæve et par navne fra programmet, kommer svaret prompte:
– Det er jo et frygteligt spørgsmål til en booker! Han griner lidt, inden han alligevel begynder at remse op.
– Der er jo en del af bandsene, som jeg har set før, som jeg glæder mig til at se, og som jeg har booket, fordi de er gode. Men der er blandt andet bandet Henge. Britisk, syrerock-agtigt med catchy omkvæd og i fuld alien-dress. Superunderligt og virkelig sjovt – dem glæder jeg mig vildt meget til. De spiller som sidste band den første aften, så jeg tænker at der godt kan være en mulighed for at jeg kan nå at se dem. Så er der Fancy Lee, som nærmest er sådan lidt witch rock-agtige, og hun synger bare helt guddommeligt. Cryptic Shift, fordi de teknisk set er helt vanvittige. Og så spiller Morbid, som jo er legendariske.
Dén booking har jeg også bidt mærke i på forhånd og spørger nysgerrigt ind: hvordan lykkes man bare lige med at få dem til at tage turen fra Sverige til så forholdsvis ny en festival uden ubegrænsede midler i ryggen? Særligt når der er tale om deres første koncert i Danmark overhovedet. Truelsen blev opmærksom på gendannelsen samtidig med at han kæmpede med at få den sidste headliner på plads, og skrev og præsenterede bookeren for konceptet. Tilfældet ville, at hun tilfældigvis selv havde en tryghedsservicehund og syntes, at det var verdens bedste idé med sådan et koncept, og så kan mange ting pludselig gå op i en højere enhed.
Man har forsøgt at lave en musikprofil, som fortrinsvis er i den hårde ende af respekt for Aarhus’ status som gammel dødsmetalby, men samtidig prøver at præsentere publikum for ting, som de ikke kender. Her fremhæver Truelsen det skotske party slam-band Party Cannon som noget, der har været sjovt at få på. I den anden ende kan det godt være, at elitisterne får ondt i øjenbrynene over bookinger som Trold og Skullclub, men håbet er, at man måske kunne gå fra sådan en koncert over til Grave, blive positivt overrasket og få lyst til at udvide paletten.
Rock & Rul er et non-profit arrangement, og nu hvor du har hørt om det, er det bare at komme af sted, ven. Sådanne foretagender er logistiske mareridt, typisk drevet af ildsjæle i fare for at brænde ud – enhver, der eksempelvis nogensinde har søgt fonde ved, at det kræver mere end bare en god idé og et hurtigt pitch. Ret ofte løber man ind i større eller mindre kløfter mellem tilsagn om midler og tidshorisonten for hvornår de udbetales og så deadlines for konkrete udgifter. Rock & Rul har oprettet en GoFundMe, som man kan støtte, hvis man har overskuddet. Men vil man sørge for at så vidunderlig en festival som Rock & Rul får etableret sig som en blivende faktor, køber man sin billet allerede nu.
