Mercyful Fate var noget af det første reelle heavy metal, jeg lyttede til. Det er også stadig et af de eneste traditionelle heavy metal-bands, som jeg aldrig rigtigt bliver træt af. Debutalbummet ‘Melissa’ står som et af de stærkeste albums for mig – ikke kun i dansk musikhistorie, men i musikhistorien generelt. Det er ældet forbløffende godt og der kan trækkes tydelige tråde fra dét album til metalmusikken i dag.
Mange vil måske argumentere for, at det band, der kalder sig for Mercyful Fate i dag, ikke rigtigt er Mercyful Fate. King Diamond og Hank Shermann er stadig med, men ellers er alle fra det oprindelige lineup skiftet ud. Det samme gælder for medlemmerne fra den første genforening i starten af halvfemserne.
Jeg har altid syntes, at et bands formative år er de mest interessante fra et fanperspektiv. Både skraldede demobånd med necrolyd og dårlige liveoptagelser er fantastiske. Ofte er det her, man får den mest autentiske version af, hvordan et band egentlig havde tiltænkt sin egen lyd, før den blev besudlet af grådige pladeselskaber. Det er ikke en undtagelse for Mercyful Fate. De fleste kender sikkert til Michael Denner, Hank Shermann, King Diamond og Timi ‘Grabber’ Hansens fortid i punkbandet Brats, hvorefter alle fire dannede Mercyful Fate. I bandets første år, 1981, når de faktisk at have flere trommeslagere, inden Kim Ruzz bliver fast medlem i det originale lineup. Den ene er Ole Frausing, i dag Ole Lagroz, som jeg har fået glæden af at besøge og interviewe.
Efter et par måneders planlægning lykkedes det os at få kalenderne til at gå op, så jeg kunne køre til Falster og besøge Ole, som i dag er folkepensionist.
“Du kan bare komme over middag. Jeg bor lige overfor kirken.” har Ole fortalt i vores telefonsamtale forud for interviewet. Det er næppe i trods mod hans gamle bandboss, men stadig en pudsighed, som jeg smiler lidt over, da jeg parkerer ved kirken lørdag middag.
Ole, som i dag har noget kortere hår end han havde i 1981, stikker hovedet ud af vinduet og råber “Goddag – du skal ind omme bagved.” Jeg åbner havelågen og bliver mødt af Ole og hans hund Bonzo.
“Det er altid sjovt at møde nogen, som man ikke ved hvordan ser ud,” siger Ole og giver mig hånden.
Vi sætter os ved spisebordet i Oles stue. Der hænger flag i loftet og der er reoler fyldt med CD’er, DVD’er og LP’er.
– Det er Bonzos fødselsdag i dag. Derfor flagene. Han bliver otte.
Bonzo kommer over til mig for at hilse og blive kløet bag ørerne.
Der ligger en pæn stak med billeder, billetter og flyers på bordet. Ole fortæller:
– Ja, jeg har altså været i gemmerne og finde lidt frem til du skulle komme, så vi kan kigge lidt på det.
– Det første billede her, ja, som du kan se, så er det et fejlfoto. Men det er stadig meget sejt.
– Det er fra den første fotosession vi var til. Der har King jo heller ikke krigsmaling på.
– Det her billede er fra den sidste koncert jeg var med til. Det var i Herlev. Det mest flippede er, at det var en ungdomsskole, så publikum var jo ikke ret gamle. Det pudsige er jo, at jeg var musiklærer på Nysted Efterskole i to-tre år. Der var en af gutterne der, som kunne huske at han var der og at der var billeder derfra. Så han har taget billederne med til mig.
– Så har jeg det her Kerrang-blad, hvor vi også var med. Selvfølgelig står der ikke mit navn på, selvom jeg er på fotoet. Men sådan er det jo. Der står, at det er Nick, som jo var trommeslageren før mig.
Har du så spillet trommer på nogle af de officielle demobånd?
– Nej, men jeg spiller på det bånd, som vi laver i øveren, som skulle sendes til England. Det optog vi bare selv i øvelokalet. Men jeg har da alle tre koncerter optaget, plus lidt demoer hist og her.
I forhold til det materiale som så ender på nogle af pladerne, er du med i sangskrivningsprocessen omkring det?
– Det var jo mest Hank, som kom med de færdige numre. Jeg var med til ‘Shadow Nights’ og ‘Satan’s Fall’.
Det er altså også et vildt nummer…
– Ja, tak skal du have. Der er jo fjorten forskellige rytmer, eller sådan noget.
Jeg var jo faktisk med igen, efter de havde lavet mini-LP’en (‘Nuns Have No Fun’, red.).
Der ringede jeg til Ole Bang, som var manager. Der spillede de ude i Øresund, og bad mig om at komme ud. Det første nummer jeg så skulle spille med på var ‘Evil.’
– Jeg var faktisk officielt med igen, men Hank ringede så en uge efter og sagde “Ah, vi bliver sgu nødt til at annullere det…” Han sagde at det var fordi de skulle til England, og altså ikke mente at jeg kunne nå at øve op til det. De var nemlig irriterede på Kim Ruzz, selvom han jo var fed nok – bare ikke hans personlighed. Han glemte tingene, selvom de lige havde skrevet numrene.
Og han er jo så med på de første plader.
– Ja, han spiller på ‘Melissa’ og ‘Don’t Break the Oath’. Og så selvfølgelig Mini-LP’en, som jo i øvrigt er i virkelig dårlig kvalitet. Men nok om det.
Ole smiler stort, og viser flere billeder frem
– Det her er så et af de originale billeder, som er fra Herlev. Det fik jeg også af Ole Bang. Det var de eneste, han lige havde liggende, så jeg har taget nogle kopier af dem.
– Det her er så fra Saltlageret, hvor vi varmede op for Girlschool.
Er det den koncert, hvor Kim McAuliffe fik stød?
– Ja, det er det. Min daværende svoger var lydtekniker derinde. Han har det også på bånd.
Under koncerten på Saltlageret, gik der overgang i strømmen. Da Kim McAuliffe greb om mikrofonen, fik hun så voldsomt stød, at hendes krop gik i spasmer. Hun blev kørt på intensivafdelingen, men overlevede heldigvis.
– Så er der et billede af Hank her. Det er fra vores debutkoncert i Taastrup. Det er bare en skam, at jeg ikke har nogle af mig selv fra den koncert. Vi havde jo nogle fans dengang med rygmærker og alt det der. De købte nogle af billederne, så de er nok derude et sted.
– Da jeg kom med, kendte jeg Ken Anthony fra Bristol Music inde i København. Jeg havde handlet der i mange år. Jeg var lige blevet droppet af et andet band, så jeg spurgte ham om han kendte nogen, der manglede en trommeslager. Jeg havde spillet i otte år på det tidspunkt. Han sagde så, at han kendte et band der hed Mercyful Fate, så vi udvekslede telefonnumre.
– Lige pludselig ringer King Diamond klokken halv et om natten. Hold kæft, vi snakkede mand. Vi havde jo været til de samme koncerter, selvom han var et år ældre end mig. Så spørger han mig, om jeg var interesseret i sådan et “halvprofessionelt band, som kun spillede fire gange om ugen.” Det var jeg. Jeg boede i Taastrup dengang. Jeg ringer så til 3×34 og får kørt mit trommesæt til øvelokalet. Så jeg var bare med med det samme.
– Det var Michael Denner, der var med der. Men han gik jo så ud. Timi Hansen gik også ud efter den anden koncert. Så kom Benny ind over – og han er med på den ene smalfilm jeg har. Men de kommer jo så med igen, og jeg ved sgu ikke rigtigt, hvorfor de gik ud.
– Men jeg spillede jo så også lidt i band med ham Benny der, og så Michael Stützer (fra Artillery, red.). Men altså, det blev aldrig mere end lidt demoværk.
Ole har udlånt sine Mercyful Fate-film til Statens Kunstfond, hvor de er ved at blive digitaliseret i forbindelse med King Diamonds hædersydelse fra Statens Kunstfonds hædersydelse.
OIe finder en gammel flyer frem
– Nu skal du se. Jeg tror ikke at der findes flere end denne. 30/8/1981, laver vi jo sådan en musikfestival. Vores navn er skrevet forkert, med to L’er, ik’? Det var så meningen at vi skulle spille to dage i træk, men det blev ikke til noget. Det blev kun den ene dag.
– Jeg kan huske, at Carsten Nielsen (tidligere trommeslager, red.) fra Artillery ringede til mig, og sagde at de ville spille. De dukkede bare aldrig op. Men Michael Stützer, han var der. Det var dog før jeg kendte ham personligt.
Han finder også en gammel setliste frem
– Og så har jeg den her. Det er lidt af en klenodie, hvis man er rigtig hardcore. Ham Benni Bødker, forfatteren som jeg også har haft på besøg, var helt oppe at køre over det. Men det er altså setlisten fra Herlev. Og signaturen her er fra Timi Hansen. Han hed Dice på det tidspunkt.
– Mit favoritnummer var simpelthen ‘Return of the Vampire’. Og Lars Ulrich spiller jo på den version, der ender på pladen. Og så ‘Black Masses’ og ‘Shadow Nights.’ Der er også nummeret ‘Walking Back from Hell.’ Det spillede vi ikke her. Det var kun til den første koncert.
Og nogle billetter
– Ja, det er så Hank som spillede med i “Zozer Mez”.
Her var Michael Denner faktisk også med, samt Morten Nielsen, som spiller trommer på bandets Mercyful Fates tredje album, ‘In The Shadows.’
– Og Girlschool her.
– Der var i øvrigt engang, at der var en, som ringede ind til spillestedet for at fortælle at han var King Diamond og måtte aflyse. Jeg ringede så til King Diamond for at høre om det nu var rigtigt. Det var det selvfølgelig ikke. De spillede koncerten, men der kom altså ikke så mange. Det var så efter jeg ikke var med mere.
– Der var også en af koncerterne, hvor han satte ild til sit kors. Der havde vi bare ikke tænkt over, at alt det der bomuld ville brænde. Det osede simpelthen så meget, så det var næsten umuligt at trække vejret.
I er jo muligvis også det største metalband vi har haft i Danmark. Er det ikke en sjov følelse at vide, at man har været en del af det?
– Jo, det er en underlig følelse. Dengang var det virkelig hårdt. Jeg var den eneste i bandet som havde job, så jeg arbejdede fra syv til halv fire, og så skulle videre ud for at øve. Til sidst, så endte vi faktisk med at øve seks gange om ugen. Tre timer hver gang. Hold kæft, en kondi jeg fik.
– Jeg glemmer aldrig King Diamonds ansigtsudtryk, da jeg fortalte at jeg stoppede i bandet.
Men så begynder du så at spille med Stützerbrødrene i Missing Link i halvfemserne, ikke?
– Jo, men altså, det her var jo i 1981. Allerede i 1982 spillede jeg lidt med Michael Stützer. Vi spillede et helt år med Morten Stützer. Der var ikke nogen sanger. Jeg har så mange optagelser med det i suveræn lyd. Det var ret blueset, og noget af det har de faktisk brugt senere hen. Jeg gik så ud, for jeg gad sgu ikke spille i et band, der ikke havde en sanger.
– Jeg fandt et band som hed Evil. Der var jeg dog ikke med i ret lang tid, fordi jeg forstuvede knæet. Men det var egentlig også meget godt. Derefter fik Artillery jo så selv en pladekontrakt omkring 1985. Michael går ud af Artillery i 1987, hvor vi så danner Missing Link med en masse demoer og tonsvis af optagelser.
– Så kommer Artillerys tredje plade, der i 1990. Men vi spiller sammen fra 1991, hvor vi laver to demoer og et album. Det gjorde vi i tre-fire år, og det var en fantastisk tid med Michael Stützer. Han var jo egentlig stoppet med at spille musik mens jeg stadig spillede i fire bands. Da jeg fyldte 50, inviterede jeg Michael, hvor han så tog sin guitar og Marshall-forstærker med. Så spillede vi så – og det er selvfølgelig også optaget.
Nu har han så fået smag for det igen, og spiller jo hele tiden.
Ole taler videre om musikken:
– Jeg har hele tiden sagt til Michael, at jeg bedst kunne lide metalmusik, hvor der også er noget melodi i det. F.eks. sådan noget som Metallica.
Men det er vel netop også noget af det, som Mercyful Fate havde. Også selvom at det inspirerede noget af det, som var endnu hårdere
– Ja, for helvede da. Da jeg kom ud i øvelokalet for første gang, fik jeg et chok. Der havde de vendt alle forstærkerne ind mod væggen – simpelthen for at få en tungere lyd. Det var helt sindssygt.
– Men altså, i dag er det slet ikke mig, det der med at skulle ud at spille. Min daværende svoger er som sagt lydtekniker. Han var med i USA den måned hvor de indspillede, og har også selv optagelser derfra.
Har du så selv pladerne stående?
– Jeg havde ‘Melissa’. Der fik jeg King Diamond til at skrive en hilsen til mig på pladens inner sleeve. Jeg har derefter været så dum at låne den ud til en kollega. Jeg har aldrig fået den tilbage igen.
King Diamond havde skrevet “Thank you Ole for all the good times.”
Den havde sgu nok været lidt penge værd i dag…
– Nå, jaja. Men jeg har da de tre bootleg-LP’er, hvor jeg selv er med på den ene. Den ene gav jeg sgu 450 kr. for i starten af firserne. Jeg har ikke nogen pladespiller længere, men den er da meget sjov at have.
– De to første numre er fra Herlev. Det er mig, der spiller, men der står selvfølgelig Kim Ruzz på coveret. Jeg så faktisk for nylig, at der var en fra Brasilien, som havde den. Jeg får jo alle mulige henvendelser på nettet og sociale medier, efter folk har fundet ud af hvem jeg er.
– Men ja, det er så fra den sidste koncert i Herlev, på ungdomsskolen der. Lyden er ikke så god, men den er da meget sjov.
– Jeg har jo også Brats-albummet, men altså. Det er jo ikke rigtigt noget, hvis jeg skal være helt ærlig. Men man kan jo ikke diskutere smag.
Ole er ét stort grin.
Ole finder også lidt billeder fra tiden i Missing Link.
– Jeg sagde jo til Michael Stützer i starten af firserne, at han aldrig måtte få langt hår.
Det lyttede han ikke til.
Spillede du noget, inden du var med i Mercyful Fate?
– Ja, men altså, det var jo mest sådan noget kopiband. Det var meget godt, men heller ikke rigtigt noget.
– Det sidste jeg har spillet i for nylig, var et eller andet bluesband som hele tiden bad mig om at dæmpe mig. Det gad jeg sgu ikke. Det er bare svært at finde nogen at spille med hernede (på Falster, red.). Og så er jeg sgu træt af at spille blues.
Du skal ikke spille heavy metal igen?
– Jo, men så skal det være med Michael Stützer. Men jeg gider sgu ikke at tage så langt.
Har du kontakt med nogle af de gamle?
– Nej, ikke rigtigt. Altså, jeg taler med Michael Stützer af og til, men de fleste har jo ikke rigtigt tid. Jeg fik selvfølgelig et chok da Morten (Stützer, red.) døde, men ellers får vi ikke snakket så meget sammen.
– Men det kunne da være fedt. Jeg ville sagtens kunne spille – også i Mercy. Også selvom at det er fyrre år siden. Måske ikke til perfektion, men jeg ville godt kunne det.
– Jeg ville nok ikke kunne spille det efterfølgende, men jeg synes at det er rigtig godt.
– Sidst jeg snakkede med nogen fra Mercyful Fate er nok ti år siden. Der havde jeg set et eller andet på nettet, som ikke passede omkring at jeg var blevet smidt ud dengang. Jeg ringede til Ole Bang, mens de var i USA. Jeg endte med at snakke med King Diamond i fire timer over Skype.
Hvordan havde du det egentlig med alt det sataniske i lyrikken?
– Han er jo helt nede på jorden. Der er intet der. Men altså, nej, det er ikke noget jeg gør mig i.
– Jeg kan huske, at han råbte: “Who am I?” “What’s my name?” til koncerterne, i håb om at publikum ville råbe “Lucifer!” tilbage til ham.
– Men det var jo bare sådan det var. Men der var en masse sjove ting. F.eks. så er alt det der med kraniet Melissa lidt skørt. Det er faktisk et mandekranie, selvom det skulle være kraniet på en heks. Men lige der omkring, så var der alt muligt med folk, der begyndte at grave ting op på kirkegårde. Det var selvfølgelig ikke så smart.
Hvad lytter du så egentlig til i dag?
– Jamen, det er egentlig alt muligt. Jeg skulle til koncert med min søn, hvor vi skulle ind og høre Nightwish. Jeg havde glemt min pung, så han måtte tage afsted alene. Men jeg kan godt lide, når de blander det hårde med det melodiske og operavokalen.
De næste to timer bruges i Oles selskab, hvor vi drikker kaffe og hører alt fra Jimi Hendrix til Savatage. Det er tydeligt, at musikken har en stor plads i Oles liv. Den ældre herre lyser op og lufttrommer på livet løs, mens vi hører den ene plade efter den anden. Jeg siger tak for i dag, og ser Oles køleskab på vejen ud.
Der hænger en SMS-korrespondance mellem Benni Bødker og King Diamond, som er videresendt til Ole. King Diamond beder Bødker om at hilse Ole mange gange, og kalder ham for en skidegod trommeslager.
Der er ikke meget offentligt materiale fra Oles korte tid i Mercyful Fate, som jo egentlig kun var tre shows på tre måneder. Men koncerten i Taastrup ligger på YouTube – endda i ganske udmærket kvalitet. Bemærk i øvrigt de uudgivne numre, samt de tidlige demoversioner af ‘Curse of the Pharaohs,’ samt ‘Walking Back to Hell,’ som jo senere blev til ‘A Dangerous Meeting,’ på ’Don’t Break the Oath.’
Man kan også høre King Diamond introducere Melissa på valbyengelsk her: “This is Melissa. She was my girlfriend and a witch. And I killed her.”
Om koncerten her, fortæller Ole også, at han tydeligt husker hvordan King Diamonds stemme blev ved med at knække. Det var i en periode, hvor han stadig øvede sig på sin falset, og ikke havde den korrekte teknik endnu.
