På en hyggelig café/hotelreception på Vesterbro, mødes jeg med KRØYER aka. Ditte Krøyer, for bl.a. at snakke om hendes nye album ‘TOWERING IRON’. I vores indledende samtale snakkede vi lidt om, hvorfor hun havde foreslået netop Coco Hotel, da det lidt var et spøjst sted at mødes. Hun kendte stedet fra dengang hun boede i Glasgow under coropandeminedlukningen og boede på Coco Hotel i de perioder, hun besøgte Danmark. Vi blev enige om, at det jo var ret mennesketomt og ikke så larmende som små københavnercaféer nogle gange kan være, og derfor måtte det være et godt venue. Bevæbnet med et par kopper kaffe, gik vi ellers i gang.
Til at starte med rundede vi det emne, der var i fokus sidst. Nemlig Vulvatorious, som for tiden holder en pause fra koncerter, med henblik på at skulle skrive deres andet album.
– Lige nu har vi en periode, hvor vi er lidt stille udadtil, hvor vi har meget fokus på at skrive næste plade, som forhåbentlig kommer til næste år. Så vi har haft brug for en lille pause fra koncerterne til at gå ind i os selv og virkelig kunne mærke efter, hvad den nye plade skal handle om. Der var sgu gang i den sidste år. Det var også derfor godt lige at prøve at trække vejret og sige: “Okay, hvad skal der til for at næste album bliver lige så sejt som det første?”
– Men ja, så har der været lidt tid til, at jeg så mit snit til at kaste mig ud i soloprojektet. Det gjorde bare, at der var noget tid til det, og jeg fik muligheden, da jeg mødte Sandra Vitayarat. Hun er blandt andet producer og har nogle vanvittige skills – et totalt geni efter min mening. Så gik vi ellers bare i gang med at lave de her numre, og hun var bare så god til at forstå mit univers og de temaer, jeg gerne ville arbejde med. Vi gjorde det sådan, at vi mødtes rigtig mange gange, hvor vi sad sammen, og jeg kom med nogle referencer, og vi snakkede om, hvad for nogle retninger jeg synes, det kunne være fedt at tage numrene eller bare prøve nogle nye ting af. Det var første gang, jeg har arbejdet på den her måde, og det er jo mit debutsoloalbum, så er det jo nyt at få lov til at bestemme det hele selv.
Jeg læste at pladen var en del af Sandra’s bachelorprojekt på Rytmisk Musikkonservatorium, hvor hun søger at skabe et “kreativt økosystem, hvor tekniske, relationelle og psykologiske greb skal styrke det musikalske output”. Hvad har det betydet for den kreative proces?
– Jeg mødte først Sandra på Instagram og Copenhell, da hun derefter rakte ud til mig i forbindelse med sit afsluttende bachelorprojekt på musikkonservatoriet. Der havde hun som opgave at udfolde et soloprojekt med et kreativt økosystem, hvor tekniske, relationelle og psykologiske greb kunne styrke det musikalske output. Det samarbejde gik så godt og jeg følte at ambitionen jeg havde haft i flere år om at skabe en soloplade, kunne blive til virkelighed. Så jeg slog til, og Sandra var heldigvis med på at fortsætte samarbejdet efter hun havde afsluttet sin uddannelse, hvor TOWERING IRON så blev skabt imellem os.
Selvom processen er en anden, understreger Ditte, at hun også holder af at arbejde kollektivt.
– Jeg elsker jo begge dele, både at arbejde med bandet og med mig selv og Sandra. Så ja, der har været tryk på, især her i de seneste måneder, hvor vi har gjort pladen færdig. Jeg er mega stolt af resultatet og glæder mig fucking meget til, at den kommer ud. Det var ikke fordi jeg savnede noget elektronisk i Vulvatorious, men det er bare noget, jeg også har i mig. På den her plade er jeg meget inspireret af Alice Glass, Rob Zombie, Peaches og Prodigy. Som jeg sagde til en den anden dag, føler jeg nærmest, at metallen afspejler min sjæl. Hvor at den her plade med min technomusik afspejler min hjerne, kan man sige. Der er gang i den. Udover det, så var det også en mulighed for at udfolde de temaer, jeg arbejder med i min billedkunstneriske praksis
Det har vel været lidt et hamskifte, også i forhold til at hanekammen er væk?
– Det er rigtigt. Det var på tide. Ja. Jeg følte bare, at den her nye plade og det nye musikprojekt er en ny æra, jeg træder ind i, og jeg kan rigtig godt lide at udvikle mig. Jeg gider ikke rigtig have, at min identitet skal stå stille, og vil for alt i verden ikke have, at folk føler sig for trygge ved mig eller føler, de ved, hvor de har mig. Det er rart bare at kunne sige fuck it og surprise, nu er det noget nyt. Så lidt kill your darlings-agtigt, fordi jeg jo elskede hanekammen, og den var hele vejen med Vulvatorious, så på den måde var det også lidt spændende at barbere den af.
– Men det var bare på tide. Det var fandme vildt. Det var ligesom at skære sin arm eller sådan noget af. Jeg gjorde det jo i forbindelse med musikvideoen til min første single ‘Gas Station’, hvor vi var nede på Lolland, mig og Cille Hannibal, og filme, at den skaldede version jagter hanekamversionen. Det var også spændende at begynde at lave musikvideoer og se, om man kan holde folks opmærksomhed i tre minutter.
– Det var sjovt at være ude og filme i Nakskov og på landet. Jeg har familie i landbruget og har arbejdet i flere generationer i sukkerindustrien – både i landbruget og på sukkerfabrikken i Nakskov. Jeg var også ude og ligge i en bunke roer i musikvideoen. Sådan en bunke, som de ligger i, inden de skal på sukkerfabrikken. Så kravlede jeg op og lagde mig og fik et vildt smukt shot, synes jeg. Og det var faktisk også ret rørende på en eller anden måde at ligge i de her roer, fordi der også er meget sorg forbundet med den her plade – både personlig og sådan lidt kollektiv sorg. Personlige tab og dødsfald i mit liv i de senere år og forbindelsen til Lolland, som man har et ret stærkt had-kærlighedsforhold til, når man er vokset op i provinsen og skiller sig ud. Det er der nok mange, der kan genkende. Men også den sorg, vrede, frustration og desperation over klimaforandringerne.
– Og så er det lige så meget et ønske om at tilbagetage nogle landskaber og også bare nogle steder og nogle minder, tilføjer hun.
Det er meget kontrastfyldt i forhold til al den industri, der jo også er. Man forbinder jo Lolland-Falster med virkelig flotte naturområder, men også kold beton og små affolkede landsbyer, ikke?
– Ja, det er også noget, jeg synes er interessant. De her liminal spaces (grænseområder, red.), som er mennesketomme, nostalgiske, halvt eerie steder, som for eksempel der hvor jeg er vokset op mellem industrikvarteret og tanken i udkanten af Nakskov.
Så det var ligesom der, man hang ud?
– Ja, det gjorde jeg i hvert fald nogle gange. Især ‘Gas Station’ handler om at slippe fri fra de her steder, som kan føles ligesom et backroom1 med at man ikke rigtigt kan slippe ud af alle de her steder, men at man samtidig finder en form for tryghed i det. Nogle gange finder jeg mere tryghed i de her områder, fremfor, for eksempel, naturlandskaber.Jeg søger altid mere hen i de her industrielle steder, også nede på havnen og skrotpladsen i Nakskov, hvor jeg er henne og finde materialer til noget af min billedkunst.
Ja, når man er vokset op på landet, må man ofte selv finde et eller andet at lave.
– Haha, præcis. Ja, det var primært at drikke sig i hegnet, jo, i hvad man nu lige kunne få fat i!
Du vil gerne reclaime området, siger du, men hvorfor nu?
– Jeg tror måske det især er kommet af noget tab og sorg, og en trang til, et behov for at huske. Det er også bare en meget personlig plade – også det her med, at min slægt går tilbage mange hundrede år til Vestlolland. Ja, hvis ikke for evigt tilbage. Jeg er også meget inspireret af stormfloden i 1872 hvor rigtig mange mennesker omkom. Det var noget, der gjorde et stort indtryk at få læst den historie op som barn i skolen, og gennem min egen slægt, der var vidner til den på havnen i Nakskov. Det skete så igen hundrede år senere og er blevet kendt som hundredårsstormfloden, og den er begyndt at komme oftere. Selvfølgelig har det ikke været så omfattende, fordi vi har digerne nu, men det er en reminder om, at man skal passe på det, man har kært, fordi det vil komme igen.
Hun uddyber:
– Vand er også bare noget, der altid har fulgt mig – også på pladen. Det der med at vokse op tæt på vandet er også noget, jeg tit drømmer om. Mareridt om vand og flodbølger, sådan en angst for vandet på en eller anden syret måde. Jeg kan læse mig til, at drømme om store mængder vand handler om det uvisse, der kommer mod en.
– Men jeg ser det også som noget kraftfuldt, også på det nummer der hedder ‘HYDRO’, som jeg har lavet sammen med Matt Kochaba, der spiller i Dybet og også selv laver noise. Det nummer tager udgangspunkt i fascimen i USA og den modstand mod den, der er behov for. Han skrev meget af teksten, ude ved ishavet, der er ved Maine, hvor han boede i løbet af vinteren, og beskriver det store hav og flodbølgen som en forenet styrke, som et forenet folk, der forhåbentlig bekæmper det, der foregår derovre. Jeg har selv boet i USA i et år, og det fylder bare meget derovre. Det gør det jo nok for os alle sammen, men der er også en sorg forbundet med det. Jeg fløj hjem lige inden Trump blev valgt, det er svært at se på.
Jeg er meget interesseret i at høre mere om ‘Mein Bruder’, hvor du har din bror Rasmus med inde over.
– Vi tager udgangspunkt i at have den samme opvækst på det samme sted,og at vores drømme og ambitioner ligesom er vokset ud af samme sted. Vi har så skabt et abstrakt talerum sammen med Sandra, hvor vi kan bearbejde nogle ting i det her nummer, uden nødvendigvis at sætte direkte ord på det. Det er lige så meget en kærlighedssang til min bror, og så var det også bare et ønske jeg havde om at lave det her nummer. Det er første gang Rasmus indspiller growls og screams, og han er også guitarist, så han spiller også guitar på nummeret, og det var bare totalt fedt at have ham med på sangen.
I har jo delt meget den samme opvækst, er jeres liv gået i lidt forskellige retninger siden?
– Jo, det gør man jo, som alle andre i livet, tror jeg. For eksempel har han fået sin egen familie også. Men vi holder os stadig sammen og er meget tætte. Vi lavede en video med Sandra, hvor vi ligesom står i det her røde røghav, og ender med at have en kamp imod hinanden med bind for øjnene.
Det er ret imponerende, hvordan du har indkapslet alle de her aspekter fra dine formative år. Det var vel en oplagt vinkel at tage og skrive ud fra et andet perspektiv?
– Ja, så det ikke blev det samme som med Vulva. Hvis man skal dele det op, er Vulvatorious rettet mere mod samhørigheden og sammenholdet, hvor at soloprojektet tager udgangspunkt i de personlige ting. Det var også meget ensomhed i at vokse op på Lolland, når man skilte sig ud.
Som en langhåret skater-type, der er vokset op i det småborgerlige Sydsjælland, kan jeg virkelig godt relatere til det Ditte beskriver – ligesom mange andre i scenen nok også kan. Der er foruden Matt og Rasmus en anden MEGET særlig gæst på pladen, som vi også snakkede om, men det er desværre en hemmelighed, så du bliver nødt til at høre pladen for at finde ud af det.
Er der en speciel grund til, at pladen ikke udkommer på vinyl?
– Ja, altså i starten var jeg sådan “Selvfølgelig skal den også på vinyl!” Men så stoppede jeg lige op og tænkte “ej, hvordan kan den her plade egentlig blive præsenteret bedst muligt som et helt værk?”
– Og det synes jeg, at CD-formatet bare underbyggede godt. Og så er jeg jo selv vokset op med tonsvis af cd’er. Den kommer også digitalt, hvor jeg har valgt at droppe Spotify. Og ellers har jeg bare en ambition om at lave musikvideoer til alle numrene på pladen. Så man kan gå ind og opleve hele pladen på en anden måde også. Det er meget forskellige videoer, men stadig sammenhængende synes jeg.
– Der er også gjort meget ud af CD-coveret, hvor forsiden er et foto taget af William Søndergaard, der spiller i Vulva. Han tog det, da jeg spillede i Nikolaj Kunsthal, men jeg synes virkelig bare, at det indfangede hele essensen af den her plade. Så kommer der også en plakat med indeni, hvor teksterne er på, og så har jeg valgt at få det lavet med papcover, fordi jeg ikke rigtig kan forsvare at producere en hel masse plastik, når jeg synger om klimaretfærdighed, så det var lidt et kompromis.
– Nu glæder jeg mig bare til, at pladen skal fucking fejres her på Hotel Cecil den tredje, og jeg skal spille på Spot i Aarhus, og jeg har valgt ikke at have et band med. Så jeg går all in på stage- og lysdesign.
Du spiller så med backing tracks?
– Backing tracks, ja, så er det bare mig. Jeg har åbenbart et eller andet behov for at kaste mig selv ud på så dybt vand som muligt og stå helt alene og have ansvar for det hele selv. På Cinemateket spillede jeg to numre fra min plade, og det var et ret specielt sted at spille.
Er det også første gang du har spillet solo?
– Jeg spillede på MONO GOES METAL i Aarhus i november, og så har jeg spillet et par gange i udstillingen , jeg lavede i Nikolaj Kunsthal, og så var jeg i Oslo og spille i januar.
Er det første gang du har spillet i udlandet?
– Vulva spillede i Malmö på et tidspunkt, men det tæller ikke rigtigt som udlandet. Så ja, og det var bare fucking fedt. Nikoline Spjelkavik fra Witch Club Satan og nogle fra deres witch-choir kom forbi. Det var virkelig fedt, sådan lidt community hang out. Og så var Nikoline og jeg dagen efter i sauna, hvor vi fik snakket om mit soloprojekt og Witch Clubs planer i fremtiden og om kunst og hinandens ambitioner og sådan noget. Hun kommer selv helt oppe fra Nordnorge, – der er lidt mere dramatisk landskab end der er på Lolland – men man kunne forbinde det en lille smule. Det var sindssygt fedt. Vi havde totalt black metal location-weekend.
– Nu er sauna ikke lige det, jeg dyrker allermest, men jeg var også sådan ‘why not?’ . Ja, det var lige lidt varmt, men så var vi jo udenfor hvor Nikoline var i vandet – det sprang jeg over, for det var så koldt, at vi gik rundt på is – Men så kunne jeg gå ind i saunaen igen bagefter, og så var jeg også lidt med.
I forrige uge deltog Ditte bl.a i en paneldebat forinden Cinematekets visning af ‘Hex’, der er en dokumentar om Witch Slub Satan. Under debatten var der et uventet indslag, som vi morede os meget over.
– Vi sidder og snakker om nøgenhed og kvindekroppen, og hvor træt man er af ikke at kunne gå i bar overkrop og bar røv som en mand. Og så er der en på forreste række, der rejser sig op og begynder at knappe sine bukser op. Så tænker jeg bare, nu sker der noget, som ingen af os har givet samtykke til.Jeg blev ikke engang overrasket.. Så pludselig står han bare og viser os sin bare numse til en udsolgt sal. Jeg kender en som sad ved siden af ham, og han havde også bare snakket mega højlydt og haft en vildt dårlig attitude under hele filmen. Det er lidt ubehageligt, men også lidt trist.
– Jeg tror virkelig ikke, der foregik så meget oppe i hans hjerne, andet end at det var på tide, vi skulle se på ham og hans bare mås. Det fik heldigvis ikke rigtig nogen reaktion fra publikum, folk var bare sådan; hvad har du gang i? Så valgte han at gøre det en gang til, hvor han vendte sig mod os og seriøst stod og klappede sig selv på ballerne. Så pinligt. For alle.
– Ingen anede hvad der foregik – der var en, der sagde, at han troede, at der var en, som begyndte at klappe midt i det hele. Men det var der ikke; det var ham, der stod og klappede sin mås. Ja, det er den der audacity, som man også oplever i det daglige liv. Seriøst, at man konstant skal fucking afbrydes.
Nu er der endelig tre timer, hvor vi kvinder kan sidde og tale sammen om de her mega vigtige emner, og så skal det afbrydes af en eller anden fremmed mands røv. Altså bogstaveligt talt. Det understregede virkelig lige præcis det, vi sad og snakkede om. Det var en interessant oplevelse.
Men var det ellers en positiv oplevelse?
– Ja, det var det helt sikkert. Det ville være fedt, hvis der var flere af sådan nogle arrangementer. Det er også bare fedt at sidde i et rum, hvor man kan tale sammen om de her ting. Sofie Angen fra Vulva var med, samt Stine Omega og Hanna Ella Sandvik, og det er jo fantastiske mennesker. Vi mødtes også inden, og det der med, at man faktisk sætter sig ned og taler om de her ting og om sine personlige oplevelser, er bare så vigtigt, fordi man bare er vant til ligesom at overleve og navigere i nogle kulturer og nogle oplevelser, som ikke er okay. Så er det rart lige at få et frirum til rent faktisk at bearbejde de her ting.
‘Towering Iron’ er ude på CD og streaming den 3. April, og der er releaseparty med koncert på Hotel Cecil. Det synes vi, du burde tage til.
1. Backroom(s) refererer til en internet‑skrækhistorie (en creepypasta), der handler om at “glitche” ud af virkeligheden og være fanget i et uendeligt tomt kontorlandskab.
