Det Usynlige Imperium
BLACKLANDS er en gruppeudstilling med fokus på farven sort arrangeret og kurateret af Mariam Zakarian siden 2023. Denne interviewserie retter fokus mod fascinerende kunstnere, der arbejder med de mørkeste nuancer.
This interview is also available in English.
Juha Arvid Helminen er en finsk kunstner, hvis fotografiske praksis jeg har fulgt gennem mere end ti år. Det er med stor stolthed og glæde, at jeg nu kan præsentere hans stærke og betydningsfulde værker for BLACKLANDS’ publikum.
Helminen har udstillet på kunstinstitutioner, gallerier og festivaler, medvirket i en række bogudgivelser og fungeret som chefredaktør for flere magasiner. Nogle læsere vil måske kende hans visuelle univers fra udgivelser af Author & Punisher og Apocalyptica.
Selvom Helminen er en produktiv og nysgerrig kunstner, der arbejder på tværs af flere medier og ofte skaber mere farverige værker, fokuserer denne artikel på hans ikoniske projekt Invisible Empire.
Fotografierne synes at destillere mørket fra nogle af de mest dystre øjeblikke i vores fælles historie. Samtidig er de udført med en bemærkelsesværdig elegance og en præcis, minimalistisk billedkomposition, som gør dem umiddelbart fascinerende. Intimiderende skikkelser klædt i sort, iført besynderlige masker, hatte og stramt formelle uniformer. Nogle peger tydeligt mod bestemte historiske perioder eller nationer, mens andre fremstår mere arketypiske – som universelle symboler på magt, undertrykkelse eller frygt.
Ansigtsløse. Navnløse.
“Vi bærer tøj, som er formet af religion, profession, politiske overbevisninger og traditioner, for at signalere autoritet, tilhørsforhold og vores syn på verden. Men ofte skjuler det vores sande jeg og skaber barrierer mellem os selv og de mennesker, vi møder.
Karaktererne i mine værker er fanger af disse traditioner og de mure, vi selv har skabt. Hvor tæt kan vi som beskuere komme på personer, der har fået så meget af deres personlighed taget fra dem?”
– Juha Arvid Helminen om serien “The Invisible Empire”, publiceret på hans hjemmeside.
De anonyme skikkelser synes alle at være fanget i tavse scener. Jeg kan næsten høre den svage klirren fra metalvåben, knirken fra militærstøvler og læderhandsker og åndedrættet bag maskerne – hvis de overhovedet er mennesker. Helminen viser aldrig selve volden eller kaosset, som figurerne uden tvivl kunne skabe. I stedet efterlades vi med deres ubehagelige tomhed, der stirrer direkte tilbage på os – hård og nådesløs.
Den imponerende sans for detaljer ses i kombinationen af teksturer og materialer, i gengivelsen af historiske dragter og i lyssætningen, som får dem til at virke virkelige uden at blive almindelige. Helminen laver selv mange af de bemærkelsesværdige masker, kostumer og rekvisitter. Billederne er så ikoniske.
Juha Arvid Helminen er født i Helsinki i 1977. Hans forældre arbejdede henholdsvis på en fabrik og i en daginstitution. I interviewet fortæller han om menneskehedens mørkere sider som en vedvarende inspirationskilde og beskriver, hvordan temaerne i Invisible Empire desværre er lige så aktuelle i dag, som da serien begyndte for mere end ti år siden:
“Da jeg begyndte på serien, var Europa i det mindste et mere fredeligt sted, og krig mod nord var kun noget vi kendte fra historiebøgerne. Men efter Ruslands invasion af Ukraine kom det hele pludselig tæt på og åbnede gamle sår.
Min bedstefar blev tvunget til at forlade sit hjem i Østkarelen som følge af Stalins sovjetiske imperialisme.”
Mens mange kunstnere vælger at holde sig “upolitiske” og bevidst undgår offentligt at tage stilling til emner, der splitter befolkningen, er Invisible Empire gennemsyret af skarp samfundskritik.
Serien føles som en slags universel skildring af menneskelignende skurke, der virker så foruroligende netop fordi vi kan se forbindelserne til både nyere historie og den politiske situation, vi oplever i dag.
Samtidigt rummer værkerne en kølig, brutal skønhed.
Ikoniske billeder er effektive og fascinerende, fordi de er genkendelige, interessante, og nemme at huske. Helminens fotos giver os anledning til at reflektere over faren og tiltrækningskraften ved stærke symboler og slående æstetik i politik og propaganda. Fra Nazitysklands Hugo Boss-klædte monstre til nutidens kampuniformer båret af amerikansk uropolitis styrker, der rykker ind mod fredelige demonstrationer, har beklædning og visuel æstetik altid været et effektivt værktøj til at udstråle magt og dominans. Derfor er diskussionen om kunstnerens ansvar for, hvordan et værk bliver brugt, og hvad det kommer til at bidrage med i verden, fortsat både væsentlig og højaktuel – måske mere end nogensinde i en tid hvor vi konstant forbruger medier og er dybt afhængige af teknologi og skærme.
Helminen studerede grafisk design i Tikkurila i Finland, hvor hans interesse for Photoshop opstod, og fortsatte senere med en bachelorgrad i fotografi fra Lahti Institute of Design. “Jeg tror ikke, jeg ville være den kunstner, jeg er i dag, uden Institute of Design,” fortæller han. “Det var dér, jeg fandt balancen mellem at følge mine interesser og at stille kritiske spørgsmål til mit eget arbejde.”
Invisible Empire-serien begyndte i skolens fotostudie, der tilfældigvis var opbygget med sorte vægge, og projektet er siden blevet udstillet på tværs af kontinenter.
I dag bor og arbejder Helminen i Helsinki, hvor han blandt andet nyder at lave legetøj til sin nevø. “Mine tegninger, noget af det legetøj jeg laver, og mine animationer er fyldt med farver. Jeg er ikke min kunst,” siger han. Set i lyset af de mørke temaer, som præsenteres i denne artikel, er det en lettelse.
Hvis du befinder dig i Moldova i oktober, kan du opleve Juha Arvid Helminens næste soloudstilling, “Anatomy of Authority”, på Galeria Plai i Chișinău. Nyd den stærke foto-kunst og det spændende interview nedenfor.
Er der bestemte temaer, som du vender tilbage til i din kunst?
Juha Arvid Helminen: I størstedelen af min kunstneriske karriere har jeg arbejdet med én fotografisk serie, “The Invisible Empire”, som handler om magtmisbrug. Ved siden af laver jeg indimellem noget helt andet, såsom magasiner eller animation, fordi jeg godt kan lide at udfordre mig selv.
Men temaerne omkring menneskets mørkere sider vender jeg altid tilbage til. Desværre mangler der aldrig inspiration inden for det område. Det er virkelig svært for mig at skabe kunstværker med positive og behagelige temaer. Men misforstå mig ikke: jeg nyder at se andres farverige værker.
Jeg finder nogle af dine værker dybt foruroligende, fordi de så tydeligt afspejler menneskehedens mest skræmmende sider: undertrykkelse, jagten på magt og så videre. For en kunstner, der arbejder med sådanne temaer, kræver det så, at man konstant forholder sig til historien og bevarer en politisk bevidsthed?
– Det er godt at læse historie, men det er også vigtigt at se på det, der sker lige nu, og vælge sine kampe, uanset om det handler om Rusland/Ukraine, Israel/Palæstina eller Sudan. Når det gælder Sudan, er tavsheden næsten øredøvende, selv om det er en af de største tragedier i vores tid. Det er svært ikke at undre sig over, hvorfor nogle konflikter fylder alt i den offentlige debat, mens andre stort set bliver glemt. Hvis vi ikke kan sætte ordene “kolonialisme” eller “imperialisme” på en konflikt på en måde, der føles tilfredsstillende, så er vi (Vesten) ganske enkelt ligeglade. Det er så trist.
I Finland har historien lært os at leve i fred, men altid at være klar til krig, fordi vores østlige nabo aldrig holder op med at være en bølle. Efter Den Kolde Krig, mens andre europæiske lande solgte deres kampvogne, gik Finland på indkøb og købte flere. Det er en meget anderledes mentalitet heroppe.
Der er derfor denne mærkelige dobbelthed i min kunst: Jeg afskyr ideologierne, men jeg fascineres af den facade, som disse forfærdelige idéer bliver pakket ind i og solgt igennem.
“Der er derfor denne mærkelige dobbelthed i min kunst:
– Juha Arvid Helminen
Jeg afskyr ideologierne, men jeg fascineres af den facade,
som disse forfærdelige idéer bliver pakket ind i og solgt igennem.”
Hvordan ser din arbejdsproces ud?
– Det begynder ofte med pen og papir, hvor jeg skitserer ting, jeg har set i historiebøger eller film. Nogle af karaktererne i mine billeder kan genkendes direkte fra historien, men jeg tilføjer altid mit eget præg.
Nogle af fotografierne kræver, at jeg bruger lang tid på at samle dragter og rekvisitter. Og fordi jeg selv fremstiller nogle af mine masker, tager det også tid. På den måde udvikler karakteren sig gradvist, og derefter de genstande, der omgiver den. Det er en langsom proces sammenlignet med blot at fotografere, men traditionelt fotografi har aldrig rigtig interesseret mig. Jeg har brug for at bruge hænderne og bygge ting.
Kan du påpege kunstnere og/eller andet, som har påvirket din egen kunststil?
– Min æstetiske interesse for uniformer opstod i mine ensomme år i starten af mine 20’ere. Interessant nok førte isolationen under Corona-pandemien til, at jeg lærte en masse nye færdigheder. Først begyndte jeg at lave plastikmasker til mit projekt med pandemifiguren, og senere skabte jeg masker i 1:1-skala til mine modeller. I samme periode så jeg også dokumentaren ‘Daddy and the Muscle Academy’ (1991) om Tom of Finland og forelskede mig i hans måde at tegne sort læder på. ‘Cindy Sherman: Nobody’s Here But Me’ (1994) havde også en stor indflydelse på mig.
Den måde, jeg lyssætter mine billeder på, har meget at gøre med gyserfilm fra 1980’erne. Jeg bruger ofte den samme tilgang i mine sorte fotografier, blandt andet fordi jeg ofte kombinerer billeder fra forskellige år og forskellige fotosessioner. Derudover er der malere som Vilhelm Hammershøi, hvis værker jeg elsker på grund af den poetiske stilhed i dem. I mine billeder sker der egentligt aldrig noget konkret. Alt bygger på karaktererne og beskuerens fantasi.
Stilheden i sig selv er også en inspirationskilde for mig. Det er vel en meget finsk udtalelse.
“[T]emaerne omkring menneskets mørkere sider vender jeg altid tilbage til.
– Juha Arvid Helminen
Desværre mangler der aldrig inspiration inden for det område.”
Er der et særligt område inden for kunsten, hvor du ønsker at forbedre dig?
– Jeg fik en symaskine under pandemien, og jeg vil virkelig gerne blive bedre til at bruge den. De fleste af mine mere avancerede kostumer bliver lavet af venner, eller også køber jeg dem færdige og ændrer dem enten fysisk eller i Photoshop. Derfor vil jeg gerne udvikle mine evner inden for det område, for jo mere jeg selv kan skabe, desto større frihed har jeg til at fremstille værkerne præcis efter min egen vision.
Jeg er også meget glad for, at jeg begyndte at bruge laserskæreren på biblioteket. Det er en fantastisk måde at skabe rekvisitter til mine værker på. Ting, som ellers næsten ville være umulige at få fat i. Det giver mig også en stor frihed til at udvikle mine egne designs. Jeg har lavet rekvisitkameraer, våben, knive og forskellige former for radar- og radiosystemer. Selvom baggrundene ofte bliver lavet i Photoshop, synes jeg, det er vigtigt, at modellen har noget fysisk i hænderne, i stedet for at man bare tilføjer det bagefter i efterbehandlingen.
Det, jeg nok prøver at sige, er, at jeg som kunstner altid ønsker at udvikle mig. Hvis man bliver for komfortabel med noget, man allerede er god til, er der en risiko for, at man begynder at kede sig. Man skal aldrig være bange for at lære noget nyt eller for at være dårlig til noget i starten.
“Når det handler om at være fordomsfuld, er kunstnere ikke bedre end alle andre.”
– Juha Arvid Helminen
Hvorfor vælger du at bruge sort i dit arbejde?
– Oprindeligt var det nok af praktiske årsager, da jeg brugte noget af mit eget gamle tøj samt en kjole, som mine skolevenner havde lavet. Senere fandt jeg ud af, at sort fungerer virkelig godt til at vise former og teksturer, når der ikke er farver.
En person beskrev engang min kunst som “kompliceret minimalisme”, og det synes jeg faktisk passer meget godt. Nogle gange er det interessant at se, hvor meget man kan skabe med meget få elementer, selvom mine nyere billeder efterhånden er blevet mere detaljerede og komplekse.
De første fotografier i “The Invisible Empire” havde faktisk brune og grønne baggrunde, men derefter besluttede jeg mig for at gå helt over i sort.”
Er der nogle bestemte værker, som du har skabt, der betyder mere for dig end andre?
– Det er virkelig vigtigt for mig altid at skabe et nyt billede, som føles klassisk, i hvert fald for mig selv. Det ville være lidt forfærdeligt, hvis jeg altid tænkte, at et billede fra min første fotosession eller noget, jeg lavede for fem år siden, var det bedste. Jeg har arbejdet på nye billeder til min udstilling i Moldova, og der er mindst ét, hvor jeg tænker:
Det her er virkelig noget særligt.
Jeg laver altid min kunst først og fremmest for mig selv og derefter for publikum. Jeg håber bare, at de kan lide det, og at de kan mærke noget i mødet med værkerne.
Har du oplevet censur? Hvad synes du om det og påvirker det din kunst?
– En kunstner brugte antisemitiske stereotyper i en usammenhængende kunstnertale, og da jeg kritiserede det, blev jeg bedt om at censurere mit svar. Hele oplevelsen viste mig, at der i samtidskunsten findes kunstnere, som bearbejder personlige eller familiære erfaringer gennem deres værker; mennesker, der ofte er oprigtige, nysgerrige og åbne over for verden. Og så findes der dem, der bare følger trends og fylder deres kunst med noget, der ikke rigtig betyder noget. Selv had kan have trends, og nogle mennesker følger dem bare for at få mere kunstnerisk status, selv hvis det betyder, at de bare bliver en del af en stor, intern bekræftelsesboble.
Når det handler om at være fordomsfuld, er kunstnere ikke bedre end alle andre. Jeg lærte også, at hvis man vil hade en gruppe mennesker, skal man ofte tilføje absurde elementer til hadet, fordi de mest fanatiske tilhængere ikke vil stille spørgsmål ved dem.
Dét er ret skræmmende.
Hvad synes du om det kommercielle aspekt af kunst? Deltager du i udstillinger og sælger du dine værker?
– Det meste af min husleje bliver dækket af mit kunstneriske arbejde: salg af prints, bestillingsopgaver eller kunststøtte. Jeg har ikke et “rigtigt job”, som man siger. Jeg har været heldig at kunne rejse meget på grund af min kunst og udstille mine værker på gallerier og museer.
Jeg blev kunstner, fordi jeg gerne ville møde spændende mennesker, og det må jeg sige, at jeg har været ret heldig med.
Hvad ville du ønske, du vidste, da du begyndte at lave kunst?
– Åh, hvor forbandet svært livet som kunstner kan være! Det giver en enorm frihed og fantastiske oplevelser, men samtidig kan det også slide på én. Jeg håber ikke, jeg lød alt for negativ.
Har du et råd til yngre kunstnere, der overvejer at vælge denne livsbane?
– Hmm, jeg tror, det største, jeg har lært, er, at det ikke helt passer, når man siger: “Du kan blive, hvad du vil!” Du kan komme meget længere, hvis du bare husker at bede om hjælp indimellem.
“Stilheden i sig selv er også en inspirationskilde for mig.
– Juha Arvid Helminen
Det er vel en meget finsk udtalelse.”
Arbejder du i stilhed eller lytter du til noget?
– Jeg lytter ofte til film-soundtracks, når jeg arbejder i Photoshop med mine værker, fordi det hjælper mig med at finde den rette stemning. Når jeg laver albumcovers for bands, (som oftest er metalbands), har jeg en lidt sjov vane med at lytte til ABBA, fordi jeg faktisk ikke hører særlig meget metalmusik. Jeg ved godt, det lyder fjollet, men nogle af mine bedste albumcovers er blevet skabt, mens jeg lyttede til ABBA’s ‘Dancing Queen’.
Find mere af Juha Arvid Helminens værker på Facebook og på Instagram.
Læs sidste måneds kunstnerinterview med Dahmu.mus tegneseriekunst med hyperfeminine, groteske figurer.
Og hvis du er interesseret i dystre, kaotiske portrætter, så læs interviewet med den indonesiske kunstmaler Bahrull Marta.
This interview is also available in English.
