Morbid Skønhed i Tegneseriekunst
BLACKLANDS er en gruppeudstilling med fokus på farven sort arrangeret og kurateret af Mariam Zakarian siden 2023. Denne interviewserie retter fokus mod fascinerende kunstnere, der arbejder med de mørkeste nuancer.
This interview is also available in English.
Sommeren er landet hos BLACKLANDS, og det gør den med et brag.
Nogle gange har man bare brug for en pause fra den tunge, filosofiske kunst, og lyst til at se noget, der rammer den del af hjernen, som nyder det dynamiske, det vilde, det mærkelige og det visuelt spektakulære.
Denne måneds kunstner er en lokal stjerne, som ønsker at holde sin identitet privat og arbejder under pseudonymet Dahmu.mu. Hvis du ikke bryder dig om monstre og splatter, insektmennesker og provokerende nøgenhed, så er det her måske ikke noget for dig. Hvis det derimod lyder spændende, så hop med ned i kaninhullet.
Tegneseriekunst er ikke en genre, som traditionelt har fået meget plads i kunstverdenens finere kredse. Ligesom illustrationer, konceptkunst til film eller politiske tegninger er den ofte blevet stemplet som “lavkulturel” kunst – altså kunst, som de fine kulturelle institutioner har haft en tendens til at se lidt ned på.
Andre vil dog argumentere for, at tegneseriekunstens rødder kan spores helt tilbage til de forhistoriske hulemalerier i Lascaux. At fortælle historier gennem billeder er trods alt en af tegningens mest grundlæggende funktioner. I Europa opstod de første former for tegneserier og billedfortællinger i Italien i det 17. århundrede, mens mediet for alvor blev udbredt i det 20. århundrede gennem aviser og magasiner. I Japan kan traditionen spores helt tilbage til det 12. århundrede.
Ser man nærmere på Dahmu.mu’s værker, bliver det hurtigt tydeligt, at de er alt andet end simple. Kompositionerne er energiske og flydende. Kroppe synes at sprænge sig vej ud af billedfladen. Detaljemængden er imponerende, men uden at billederne mister deres klarhed. Figurerne vrides, fordobles og formes til stærke, ikoniske silhuetter, som bliver siddende i hukommelsen.
Og så er der det groteske. Blod, indvolde, organer, sygdomslignende gevækster og enorme insektvæsener står side om side med skøn, hyperfeminin nøgenhed. Det hele er ekstremt, men også mærkeligt dragende. Personerne vikles ind i levende skove, fortæres af parasitter eller er selv i gang med at fortære noget.
Selv uden de talebobler, som normalt forbindes med tegneserier, fortæller billederne historier, der vækker nysgerrighed. Hvert værk fremstår som et øjeblik fra en film eller en roman. Man begynder at spekulere over, hvad der skete før og efter scenen.
Dahmu.mu er oprindeligt fra Filippinerne, men bor og arbejder i dag i København. Hun har gennemført kunstskoleforløb, aftenkurser i billedkunst og studerede i en periode på den internationalt anerkendte uddannelse The Animation Workshop i Viborg.
Blandt hendes vigtigste inspirationskilder nævner hun den polske maler og fotograf Zdzisław Beksiński, den franske kunstner og tegner Jean Giraud (bedre kendt som Moebius), skaberen af det biomekaniske mareridtsunivers i filmen Alien, H.R. Giger, samt den japanske mangakunstner Tsutomu Nihei. Deres indflydelse kan spores i værkerne, men Dahmu.mu formår samtidigt at skabe sit helt eget lukkede univers og sit eget visuelle sprog. Særligt fascinationen af multiplicerede lemmer og insektlignende figurer er et gennemgående motiv.
Hun arbejder med en bred vifte af medier: tusch, farvekridt, farveblyanter, finelinere, akvarel samt digitale tegneprogrammer. Resultaterne er konsekvent iøjnefaldende, fulde af energi og svære at se væk fra.
Nyd dette underholdende udvalg fra Dahmu.mu’s morbide univers i sommervarmen, og dyk længere ned i kunstnerens arbejde gennem hendes egne ord nedenfor.
Er der bestemte temaer, som du vender tilbage til i din kunst? Hvorfor?
Dahmu.mu: Temaerne i mine værker er svære at formulere med ord, og derfor vælger jeg at udtrykke dem visuelt gennem tegninger og malerier. Der er en særlig ro i forbindelsen mellem mine tanker og hånden, når den arbejder. Jeg kan lade processen føre uden nødvendigvis at kende destinationen. Jeg er tiltrukket af det mørke og mystiske i et råt udtryk og i processen med at dekonstruere sig selv som menneske.
“Jeg gav udtryk for al den undertrykte vrede,
– Dahmu.mu
den kvælende femininitet,
og jeg vansirede mine piger.”
Kan du fortælle mere om det at dekonstruere sig selv? I dine værker ser jeg ofte monstrøse figurer, særligt kvinder. Hvor kommer de fra, og hvad betyder de for dig?
– Jeg var et andet menneske dengang jeg studerede på The Animation Workshop. Jeg overlevede ved at være vred; jeg saboterede mine egne følelser og mine egne præstationer. Jeg vidste, hvad jeg ville, men ikke hvorfor jeg ville det. Det påvirkede de mennesker, som oprigtigt holdt af mig og min kunst. I sidste ende krævede det flere års terapi og en total genstart af mit liv. Jeg følte mig alene, men havde samtidig fred med det. Jeg lærte også sundere måder at skabe følelsesmæssig distance til andre på, og det begyndte jeg også at implementere i mit arbejde. Jeg er dog stadig ved at lære og tage det hele ind. Det er en del af min kunstneriske rejse.
Før jeg lærte at leve igen, tegnede jeg [de monstrøse figurer] uden nogen særlig grund. Jeg syntes bare, det var smukt og sjovt at fortabe sig tankeløst i detaljerne. Men i de hårde perioder i mit liv stoppede jeg. Jeg havde ikke lyst til at tegne. Når jeg havde energien til det, begyndte jeg langsomt at fordybe mig i dette tomrum; jeg gav udtryk for al den undertrykte vrede, den kvælende femininitet, og jeg vansirede mine piger. Deres øjne afslører deres sårbarhed, men menneskets urenhed hænger stadig ved dem. Jeg pakker alt dette ind i hvert eneste værk, jeg skaber. Da jeg begyndte at få det bedre, begyndte tomrummet at omfavne mig.
Opstår dine værker intellektuelt eller intuitivt? Arbejder du ud fra en bestemt filosofi eller kunstnererklæring?
– For mig handler det mere om processen og det intuitive flow i hvert værk. Jeg kan godt lide at give kunsten tid til at udvikle sig ved at vende tilbage til de samme værker flere gange, enten i en stor bunke eller side om side. Det, der giver det mening, er både rejsen i at skabe det og handlingen i at give slip på det bagefter. Mit kunstnerstatement ville nok være: “selvtilfredsstillelsen i det uperfekte”.
Hvordan ser din arbejdsproces ud?
– Jeg forsøger at lære mig selv værdien i at arbejde langsomt med mindre projekter. Det giver mig fleksibiliteten til at bevæge mig mellem flere værker på én gang og holder processen levende. Jeg starter som regel med flere løse værker fyldt med tilfældige linjer eller skitser, og arbejder derefter videre på dem parallelt, mens jeg kigger på delvise referencer og skitserer enkelte elementer fra dem.
“Jeg er tiltrukket af det mørke og mystiske i et råt udtryk
– Dahmu.mu
og i processen med at dekonstruere sig selv som menneske.”
Er der et særligt område inden for kunsten, hvor du ønsker at forbedre dig?
– Der er stadig ting, jeg gerne vil forbedre, som klassisk realisme, anatomi, lys og kontraster. Nogle gange har jeg overvejet at starte helt forfra og vende tilbage til de grundlæggende øvelser. Lige nu prøver jeg at forbedre min farvelægning.
Er der nogle bestemte værker (som du har skabt), der betyder mere for dig end andre?
– Med tiden har jeg lært at give slip på mine værker. Min eneste egentlige tilknytning til dem er, at jeg har lagt et øjeblik af min tid og energi i dem.
Er der inspirationer fra din barndom eller ungdom, som stadig er tydelige i dit arbejde i dag?
– Når det gælder tegneserier, er det især de japanske og franske, der inspirerer mig. F.eks. BLAME! eller Moebius. På det seneste har horror og surrealistiske indie-horrorspil været ret dragende. Jeg samler også på kunstbøger fra spil og monsterskulpturer inspireret af Super Sentai-figurer, lidt i stil med Power Rangers. Hvis tiden tillod det, ville jeg vende tilbage til at skabe monsterpige-skulpturer.
Har du et drømmeprojekt, som du ville udføre hvis du havde uendelig tid og ressourcer?
– Jeg drømmer stadig om at vende tilbage til de gamle tegneserier og skitser, jeg lavede som 13-årig, og udvikle dem til flere fuldlængde bind. Jeg kunne også bruge timevis på igen at arbejde med mine mørke skulpturprojekter.
“Jeg bruger sort på grund af den kontrast, det kan skabe,
– Dahmu.mu
samt de lag af fine detaljer, den giver plads til.
Det skaber en visuel tyngde og holder blikket aktivt.”
Hvorfor vælger du at bruge sort i dit arbejde?
– Jeg bruger sort på grund af den kontrast, det kan skabe, samt de lag af fine detaljer, den giver plads til. Det skaber en visuel tyngde og holder blikket aktivt.
Der er stor uenighed omkring definitionen af kunst. Hvordan definerer du kunst?
– Jeg ser det som en form for morbid nysgerrighed. Det fascinerer mig virkelig at se og høre fremmede menneskers personlige reaktioner på kunst, især min egen. Kunst er noget grundlæggende menneskeligt, som hvert individ bærer i sin kerne.
“Det giver mig en form for ro,
– Dahmu.mu
og jeg får lov til at slippe tankerne ud.”
Hvad ville du ønske, du vidste, da du begyndte at lave kunst?
– Det er ikke gratis at lave kunst. Man skal passe på sig selv og arbejde med de ressourcer, man har.
Hvad synes du om AI-genereret “kunst”?
– Jeg synes, situationen omkring AI er ret skuffende. Jeg ser konstant tech bros og AI-“kunstnere” gå i struben på hinanden. Lad dem slås. Jeg vil bare have en AI, der kan hjælpe med det kedelige og tidskrævende arbejde: finde referencer, organisere filer, automatisk fritlægning af motiver eller udfyldning af baggrunde, så jeg kan fokusere på selve kunsten. Men hvis man træner generativ AI på sin kunst for at skabe en “bedre” version af den, så mister processen sin betydning.
Hvad var så formålet med hele den kunstneriske rejse?
Hvorfor skaber du kunst?
– Jeg elsker, hvordan dette medie gør det muligt for mig at få mine tanker ned på papir på en måde, som næsten ingen andre medier kan. Det giver mig en form for ro, og jeg får lov til at slippe tankerne ud.
Find mere af Dahmu.mu’s værker på Instagram og Artstation.
Læs sidste måneds kunstnerinterview om kaos og kontrol med Bahrull Marta fra Indonesien, som skaber foruroligende malerier.
Og hvis du er interesseret i flere vilde femme fatales, så læs det allerførste BLACKLANDS-interview med Monica Hee Eun.
This interview is also available in English.
