Døden og hendes besynderlige følgesvende
BLACKLANDS er en gruppeudstilling med fokus på farven sort arrangeret og kurateret af Mariam Zakarian siden 2023. Denne interviewserie retter fokus mod fascinerende kunstnere, der arbejder med de mørkeste nuancer.
This interview is also available in English.
Efter at have dykket ned i undertrykkelsens æstetik på BLACKLANDS sidste måned vender vi os nu mod et lidt lysere emne: døden!
Caroline Murta er billedkunstner og illustrator. Hendes værker kredser om et af de mest mystiske, skræmmende og universelle emner. Død og sorg, eksistentiel angst og grænsen mellem det fremmede og det velkendte udforskes gennem groteske og fantastiske, stiliserede kompositioner. Murtas kunst er kendetegnet ved dramatiske kontraster og minutiøse detaljer i blæk, med tydelige referencer til både art nouveau og gotikken. Det gør hendes udtryk særligt velegnet til værker som ‘Carmilla’, ‘Alice i Eventyrland’, ‘Bag spejlet’ og ‘Frankenstein’, som hun har illustreret.
Carolines Murtas fascination af døden begyndte med en forfærdelig personlig oplevelse, som hun fortæller om i interviewet nedenfor. Kunsten hjalp med at bearbejde oplevelsen, samt den efterfølgende sorg og traume.
Hun voksede op i 90’erne i en lille by på landet i Bahia, en delstat i det nordøstlige Brasilien, og hun husker, hvor lidt der skulle til for at blive betragtet som én, der stod uden for de etablerede normer på det tidspunkt:
‘Fra en tidlig alder blev jeg på en måde betragtet som “den fremmede”.
Jeg var ikke en pige, der levede op til de feminine normer, jeg var den eneste i min klasse uden en far, og den eneste, hvis familie praktiserede spiritisme frem for katolicisme.
Og oven i det var jeg ikke døbt, hvilket jo kun kunne betyde, at min sjæl var blevet solgt til djævelen,” fortæller hun med et grin.
Men netop den stærke følelse af ikke at høre til var med til at forme udviklingen af kunstnerens levende fantasi og markante personlige stil. Murta studerede billedkunst på universitetet, hvor hun stiftede bekendtskab med kunstnere, som hun fremhæver som nogle af sine største inspirationskilder: Aubrey Beardsley, Francisco Goya, Leonora Carrington, Harry Clarke, Louise Bourgeois og Käthe Kollwitz. Man kan bestemt trække en linje til hendes værker, men motiverne og stilen er tydeligt hendes egne.
Murtas fokus på døden, sorgen og lidelsen er gennemgående, men kunsten er samtidig vidunderligt finurlig, fuld af skønhed og poetiske, omhyggeligt tegnede detaljer, der afslører en kærlighed til det underlige og fremmede. Ikke som en advarsel, men som en accept.
Det er en rigtig rar og dog mærkelig oplevelse at møde kunst, der udspringer af traumer og dyb personlig smerte, men som alligevel efterlader et smil på læben og en følelse af at være omfavnet og inviteret indenfor. Der er noget næsten hjertevarmt over disse tegninger; de rummer det mærkelige, det mørke og det sørgelige og giver dem et trygt sted at eksistere.
Uhyggelige og samtidigt elskværdige figurer med fine ansigter og skikkelser i skarp sort står med trætte blikke, i lidelse, sorg eller vanvid. Monstre og skræmmende væsner er indrammet perfekt af vildtvoksende planter, edderkoppespind og minutiøst detaljerede tekstiler. De, der sørger over deres døde, vises med opspilede øjne og udmattede ansigtsudtryk, mens de udfører deres ritualer, men samtidig er forenet i sorgen. Hvor er det vidunderligt, at de får lov til at være sig selv i Murtas værker.
Jeg føler, at tegningerne afslører en enorm evne til empati hos kunstneren. Hun omfavner det mærkelige, det skræmmende, det ukomfortable og reproducerer disse emner på en måde, som gør dem smukke og charmerende. De efterlader mig med et vigtigt budskab, som stadig mangler i dagens forbrugskultur, hvor had og splittelse er blevet så normaliseret: Vær venlig og tolerant over for dem, du ikke forstår.
Jeg håber, I vil nyde det indsigtsfulde interview og sætte pris på de vidunderlige kunstværker nedenfor.
Er der bestemte temaer i din kunst, som du bliver ved med at vende tilbage til?
Caroline Murta: I lang tid har døden indtaget en plads i min kunst. Ikke uden grund; vi mødte hinanden meget tidligt.
Da jeg lige var fyldt ét år, blev min far myrdet.
Mange mennesker tror, at dem, der arbejder med dette tema, allerede har sluttet fred med det eller har fundet en eller anden form for svar. I mit tilfælde er det lige modsat: Døden har altid været blandt det, jeg frygtede mest, og paradoksalt nok udviklede den sig gradvist til en stor besættelse blandet med fascination. Jeg var på vej ned ad en mere morbid sti, indtil jeg en dag fik et så voldsomt panikanfald, at det blev et vendepunkt i mit liv. Meget af mit arbejde udsprang af forsøget på at hele de sår, som anfaldet efterlod.
Det var netop fra dette relativt trygge sted, at jeg blev i stand til at konfrontere mine indre monstre og traumer og at forstå, at jeg også selv er disse monstre. Siden da har jeg oplevet, at hver gang jeg arbejder mig igennem et aspekt af døden, vender den tilbage i en ny skikkelse, som om den inviterer mig til at møde den fra en anden vinkel og afslører en ny form.
“Døden har altid været blandt det, jeg frygtede mest,
– Caroline Murta
og paradoksalt nok udviklede den sig gradvist til en stor besættelse…”
Opstår dit arbejde intellektuelt eller intuitivt? Arbejder du ud fra en filosofi eller en kunstnerisk erklæring?
– Jeg tror, mit arbejde i langt højere grad udspringer af en måde at sanse og betragte verden på og af mit forhold til min skyggeside. Jeg har været udsat for fremmedhed fra en meget tidlig alder, og den har i høj grad formet den måde, jeg opfatter mig selv og tingene omkring mig på.
Når jeg for eksempel udforsker det fantastiske, ser jeg det ikke som en form for eskapisme, men som en troværdig måde at udtrykke, hvordan jeg ser verden på. Denne måde at betragte verden på går igen i alt, både i mine personlige projekter og i bestilte illustrationer. Det almindelige og det ekstraordinære sameksisterer og flyder sammen hele tiden, og det er i sig selv en uudtømmelig kilde til forundring og fortryllelse for mig.
Hvornår og hvorfor begyndte du at skabe på den måde, du gør i dag?
– Jeg tror, jeg altid har haft et meget stærkt behov for at fornemme, at de følelser, jeg illustrerede, var lige så sande, som jeg oplevede dem. Som barn kunne jeg fordybe mig i eventyr i timevis og jeg var fascineret af de sort-hvide illustrationer. Jeg tror, det var dér, ønsket om at fortælle historier gennem tegning opstod, og om at føre alting hen til et lidt mere overdrevet og dramatisk sted. Lidt efter lidt gik det op for mig, at det grafiske sprog og illustrationerne rummede netop denne kraft.
Mine største inspirationskilder kommer fra ekspressionismen, i måden den forskyder virkeligheden over i det subjektive, og fra art nouveau med dens slyngede og organiske former. Men de kommer også fra mine mest levende mareridt. Fra den tætte, blålige tåge, der fremkalder en nostalgisk magi på kirkegårdene i film fra 1980’erne. Fra gotisk arkitektur, der er blevet ødelagt, men stadig er overvældende og sublim. Fra post mortem-fotografier, hvor de dødes øjne synes at have fået adgang til en eller anden sandhed på den anden side. Jeg tager mig selv i at spekulere over, hvad de så.
I sidste ende var det en meget organisk udvikling, og den fortsætter stadig. Jeg opfatter ikke mit visuelle sprog som noget færdigt, men som noget, der hele tiden er i udvikling.
“[H]ver gang jeg arbejder mig igennem et aspekt af døden,
– Caroline Murta
vender den tilbage i en ny skikkelse.”
Er der inspiration fra din barndom eller ungdom, som stadig lever videre i dit arbejde i dag?
– Helt bestemt. Barndommen er faktisk måske en af mine største inspirationskilder. Selvom den ikke nødvendigvis er forbundet med udelukkende lykkelige minder, er den stadig et meget levende sted for mig, hvor rødderne til næsten alt det, jeg har udviklet gennem tiden, findes, og meget af den legende side, der kommer til udtryk i mit arbejde, udspringer af en direkte forbindelse til barndomsminderne og til den fine grænse mellem virkelighed, drømme og fantasi.
Når jeg for eksempel legede, var det også de andre, jeg søgte at give en stemme. Jeg kunne bruge timevis på at tegne påklædningsdukker og skabe fortællinger mellem dem. Det var faktisk noget, der fulgte mig ind i ungdomsårene, og mine hovedkarakterer var altid plagede, afvigende og groteske, blandt andet påvirket af handlingerne i de sæbeoperaer, film og den litteratur, jeg så og læste.
Allerede som barn søgte jeg at give en stemme til dem, der blev misforstået. Denne kunstneriske praksis har altid fulgt mig. Jeg har indset, at jeg ikke havde nogen mulighed for at undslippe den, jeg er blevet i dag.
Selvom jeg kan se mørket og døden i dine værker, og de udspringer af en ægte og voldsom oplevelse, ser jeg også humor og en fantasifyldt finurlighed i dem. Er det en rigtig observation, eller er værkerne ment som gennemført alvorlige?
– Det er en rigtig god observation. Mange af mine værker er faktisk gennemsyret af en form for humor, men det tog mig lang tid selv at opdage det. På universitetet lagde jeg mærke til, at når jeg viste nogle af mine værker til en professor (ofte væsner med opspilede øjne og rædselsslagne ansigtsudtryk) slap der en slags akavet latter ud af hende. Andre gange påpegede hun, at mine værker virkede barnlige. På det tidspunkt forbandt jeg i høj grad udtrykket af rædsel med min egen oplevelse af panik, så jeg tog det hele meget alvorligt, og hendes kommentarer nagede mig i et stykke tid.
Men mit forhold til min kunst ændrede sig med tiden, og jeg indså hurtigt, at humor, overdrivelse og endda en vis barnlig dimension slet ikke var en svaghed. Tværtimod afslørede det lag af mig selv, som jeg tidligere ikke helt forstod. I dag er det måske netop dette samspil mellem modsætninger, der interesserer mig mest. Så nej, jeg har egentlig ikke noget imod, hvis min kunst fremkalder rædsel, ubehag eller latter. Faktisk betyder det allerede meget for mig at opdage, at den kan vække noget i beskueren.
“Allerede som barn søgte jeg at give en stemme til dem, der blev misforstået.
– Caroline Murta
Denne kunstneriske praksis har altid fulgt mig. “
Hvordan ser din arbejdsproces ud?
– Hvert værk har sin egen rytme. Det afhænger i høj grad af, hvor meget det udfordrer mig, og hvor længe jeg er i stand til at holde fokus på det samme værk. Det kan tage alt fra én dag til en hel måned.
Selvom jeg begynder med en præmis eller en indledende idé, opdager jeg først for alvor, hvor værket er på vej hen undervejs i processen. Derfor laver jeg aldrig meget definerede eller fastlåste skitser. Så snart jeg har et groft omrids af idéen, går jeg direkte til blækket og opdager resten undervejs. Det er som om det oprindelige syn bliver opslugt af en tæt tåge og først langsomt bliver tydeligere, efterhånden som jeg bevæger mig fremad og tingene tager form. Jeg nyder følelsen af langsomt at finde vej gennem kompositionen og de enkelte elementer og opdage, hvordan det hele til sidst samles og forbindes på en måde, der får det bedste frem i værket for mig.
Hvorfor skaber du kunst?
– Det er gennem kunsten, at jeg finder trøst og en vej gennem mine traumer, og lader mit sande selv tage form. Nogle gange har jeg en følelse af, at hvis jeg ikke skaber, risikerer jeg at dreje om et hjørne og aldrig finde tilbage til mig selv igen. Og jo mere jeg skaber, desto mere opdager jeg, at mine spørgsmål også er andre menneskers spørgsmål. At genkende det hos hinanden har været noget af det smukkeste, kunsten nogensinde har givet mig.
“[D]en dybe kontrast mellem lys og skygge intensiverer alting, når farverne forsvinder:
– Caroline Murta
teksturer, former, stemningen og den dramatiske tyngde i en scene. “
Hvorfor vælger du at bruge sort i dit arbejde?
– Jeg elsker, hvordan den dybe kontrast mellem lys og skygge intensiverer alting, når farverne forsvinder: teksturer, former, stemningen og den dramatiske tyngde i en scene. Jeg har en fornemmelse af, at opmærksomheden flyttes over på ansigtsudtrykkene og billedets følelsesmæssige tyngde, og det er netop det, jeg er mest interesseret i at udforske.
Hvad er din holdning til AI-genereret “kunst”?
– Jeg er ret kritisk over for generativ AI, og selvom jeg ikke betragter det som AI omformulerer på baggrund af andres værker, som kunst, mener jeg, at det største problem ikke er, hvorvidt noget, der er skabt med fuld eller delvis hjælp fra AI, er kunst eller ej, men snarere den økonomiske og uetiske logik, der ligger bag.
Det generer mig enormt at tænke på, at disse systemer er afhængige af at blive fodret med menneskers indsats og arbejde, blot for derefter at bidrage til selve udslettelsen af denne menneskelige indsats og dette arbejde. I sidste ende: Hvem producerer dette råmateriale, og hvem tjener på dets værdi?
Det er betryggende at se, at modstanden mod AI stadig står stærkt inden for det kreative felt, og at der på trods af al den tiltrækningskraft, dette værktøj har, stadig er rigtig mange mennesker, der kæmper for og værdsætter den menneskelige, uperfekte og intuitive skabelsesproces.
Er der en bestemt karakter, du føler et stærkt slægtskab med denne sommer?
– Lige nu ser jeg mig selv som en edderkop med otte adrætte, potentielt dræbende arme, men inderst inde er jeg ikke andet end en zombiepige, der langsomt slæber sig gennem timerne, med en arm eller et ben for lidt, fuldstændigt lappet sammen, med udtørrede øjne og ødelagte negle. Men det vigtigste er at blive ved med at slæbe mig selv videre, selv hvis jeg efterlader et fedtet spor af blod og kød efter mig.
Og måske er det også kunst.
Find mere af Caroline Murtas værker på Instagram og på hendes hjemmeside.
Læs sidste måneds kunstnerinterview om Juha Arvid Helminens fotografier, som udforsker magt og undertrykkelse.
Og hvis du er interesseret i grotesk tegneseriekunst med hyperfeminine figurer, så tjek interviewet med den københavnske enigma Dahmu.mu.
This interview is also available in English.
