Voldsomme Labyrinter af Kaotiske Fragmenter
BLACKLANDS er en gruppeudstilling med fokus på farven sort arrangeret og kurateret af Mariam Zakarian siden 2023. Denne interviewserie retter fokus mod fascinerende kunstnere, der arbejder med de mørkeste nuancer.
This interview is also available in English.
Alle, der har forsøgt sig med grafisk design, ved, hvor svært det er at skabe noget, der føles professionelt uden at blive sterilt og uden nerve. Alt for mange perfekt designede layouts ender med at fremstå livløse, sjælløse og alt for polerede. Det er netop her, denne måneds BLACKLANDS-interviewperson skiller sig ud.
Jeg opdagede først Tobias Holmbeck som musiker, da en ven tog mig med til en koncert med noise rock-bandet Narcosatánicos for et årti siden. Jeg husker, at jeg var imponeret over, at noget så raffineret og komplekst kunne komme fra en gruppe fyre i starten af 20’erne i den (dengang) noget udtørrede danske undergrund. Den aarhusianske konstellation havde fanget noget urovækkende og samtidigt forførende voldsomt, som jeg reagerede helt instinktivt på.
Det var først senere, jeg oplevede de tilhørende visuals, skabt af designer og videokunstner Tobias Holmbeck, hvis arbejde jeg har fulgt med i siden, mens det har udviklet sig både stilistisk og tematisk og er blevet stadig mere præcist og intenst.
Holmbeck har i dag base i København. Han er en usædvanligt produktiv skaber, involveret i et væld af musikalske konstellationer og ansvarlig for grafik og live visuals for endnu flere. I dette interview har vi først og fremmest rettet blikket mod hans grafiske arbejde, som tager form af omfattende collager sammensat af scannet og kopieret råmateriale.
Han begyndte at engagere sig i sit lokale musikmiljø i 2009 med koncertflyers og artwork. Han peger på “den stilistiske udfordring og udviklingen af fællesskaber” som en vedvarende drivkraft og beskriver, hvordan arbejdet med at “afkode og mestre forskellige stilarter for et stadigt voksende felt af musikprojekter” langsomt tog form gennem årene. Denne udvikling kulminerede i, at han efter sin uddannelse fra Designskolen Kolding kunne arbejde fuld tid. Selvom han let kom til at kede sig af skolens faglige indhold og var mindre interesseret i det kommercielle, erkender han i dag, at han alligevel fik meget ud af designteori og metode og har fået en større respekt for grafikere, der “går den anden vej og tilfører nuance og karakter” til deres arbejde.
Holmbeck ser sig selv primært som designer og understregede tydeligt gennem interviewet, at hans arbejde “i høj grad er styret af temaerne hos den klient, jeg designer for, snarere end noget personligt udtryksfuldt”. Alligevel oplever jeg, at nogle af disse kreationer er lige så stærke og stemningsmættede som nogle af de fineste værker, jeg har set på gallerivægge. Uden kontekst kan deres gennemslagskraft være svær at få øje på for iagttageren. Det er et af de tilfælde, hvor jo mere man kigger, desto mere opdager man.
Billedsproget fremstår ofte tæt, slidt, støjende og forvrænget. Og tungt.
Der er noget næsten foruroligende over, hvor præcist de er sammensat. Hvor metodisk og omhyggeligt elementerne er kombineret, med stor opmærksomhed på typografi, flow, negativt rum og tekstur.
Formerne er umiddelbart smukke i skarp kontrast til det til tider brutale indhold, der træder frem, når man studerer de enkelte billeder i disse enorme visuelle mosaikker.
Der er fragmenter af kroppe, bygninger, eksplosioner, abstrakte dele, murbrokker og ulæselige, obskure symboler.
Linjer, der gentager sig og bliver afbrudt.
Silhuetter af tiltalende former sammensat af noget, der ligner uidentificerbart organisk materiale.
Hver collage rummer en mesterligt udført tvetydighed. Man kan næsten se, hvad man vil her, hvilket gør, at Holmbecks designs balancerer perfekt mellem det kommercielle og det eksperimenterende.
Resultatet fremstår ofte som noget industrielt eller mekanisk, sprængt ud, slidt, klaustrofobisk og tæt pakket. Den sorte farve er falmet, brugt, ældet og medtaget. Kopieret ind i en flad uklarhed. Billederne er løftet ud af deres oprindelige kontekst og brutalt splittet i knap genkendelige strukturer, korrumperet og nedbrudt til primitive udtryk, for derefter at blive presset sammen og tvunget til at sameksistere.
Nyd dem nedenfor, og læs tankerne bag værkerne i designerens egne ord.
Er der bestemte temaer i din kunst, som du vender tilbage til?
Tobias Holmbeck: Mit mere personlige udtryk ligger primært i musikken. De værker, der er udvalgt til dette interview, er mere ensartede for at stemme overens med den kuratoriske helhed [i BLACKLANDS serien].
En gennemgående tendens er nok en trang til at komprimere noget, der ellers ville flyde ud; at samle højkontrast-fragmenter og teksturer i tætte, abstrakte flader, som i princippet kunne fortsætte ud over formatets grænser. Nogle projekter kræver ro og luft, men jeg er ofte draget mod det kompakte, tvetydige og forvrængede. Labyrinter af fragmenter.
Hvordan ser din arbejdsproces ud?
– Meget afhængig af klienten. Nogle gange kan selv ret komplekse værker tage form i løbet af få dage, mens mere enkle udtryk kan kræve uger at få helt på plads. Jeg foretrækker at arbejde så meget som muligt med fysiske materialer (xerox, teksturer osv.), men ofte er tiden så presset, at det må foregå digitalt. Hvis jeg kunne give hvert projekt seks måneder eller mere uden afbrydelser, ville det være ideelt, men måske er det også meget sundt, at det ikke er tilfældet.
“[J]eg er ofte draget mod det kompakte, tvetydige og forvrængede.
– Tobias Holmbeck
Labyrinter af fragmenter.”
Opstår dine værker intellektuelt eller intuitivt? Arbejder du ud fra en overordnet filosofi?
– Jeg har nogle metoder, men jeg følger dem ikke rigidt. Designvaner er vigtige, men jeg prøver at undgå at falde tilbage på de samme løsninger hver gang. Målet er altid at repræsentere kunstneren eller organisationen så naturligt som muligt, samtidig med at jeg gerne vil tilføre noget, der giver dem nye perspektiver på deres eget arbejde.
Når jeg laver visuals til projekter, jeg selv er en del af, føler jeg mig ikke nødvendigvis mere fri – udtrykket er allerede formet af musikken. I projekter som Seizure Room eller 绞刑 Lichtgedärm manifesterer det sig i en højkontrast, kropslig og sanselig æstetik i forlængelse af traditionen inden for industriel elektronisk musik. I mit noise rock-band Narcosatánicos handler det lige nu meget om forvrænget urbant forfald.
Det er altid spændende at starte et nyt projekt og se en visuel stil vokse frem parallelt.
Filmet og redigeret af Tobias Holmbeck
Hvorfor vælger du at bruge sort i dit arbejde?
– Først og fremmest fordi det passer til mange af mine klienters æstetik. Samtidig er meget af mit grafiske arbejde bygget op af fragmenter fra bøger, onlinearkiver, zines og fotografi, som bliver samlet i collager, og her giver et monokromt, højkontrastudgangspunkt ofte bedst mening, før scanning og farve kommer ind.
Hvis arbejdet udelukkende var for min egen skyld, ville jeg formentlig vælge det samme det meste af tiden. Det gælder også mine live visuals, hvor det ofte er en direkte måde at binde ellers usammenhængende kilder sammen på.
“[D]et meningsfulde for mig opstår et sted mellem
– Tobias Holmbeck
den ekspressive drift og behovet for at løse åbne problemstillinger…”
Kan du påpege kunstnere og/eller andet, som har påvirket din egen kunststil?
– Først og fremmest er det altid dem, jeg designer til. Jeg forsøger virkelig at dykke ned i materialet, før jeg går i gang. Selv hvis noget føles rigtigt med det samme, er det vigtigt at forstå, hvor det hører hjemme i deres samlede praksis og at finde de små nuancer mellem linjerne, der skaber en bedre dialog og gør resultatet mere interessant. Hvis man senere skal argumentere for et valg, som en klient ikke umiddelbart er enig i, er det også en stor fordel at kunne vise, at man faktisk har sat sig ind i deres univers.
Mere generelt henter jeg selvfølgelig inspiration fra både nye og ældre designere, jeg ser op til, men i endnu højere grad fra de fælles idéstrømme i mindre musik- og kunstscener, politiske miljøer og subkulturer.
Den her uge har jeg for eksempel kigget en del på Stockholms elektroniske scene, nogle kollektiver fra Centraljava og Tempe, Arizona, i 2010’erne som referencepunkter.
Er der et særligt område inden for kunsten, hvor du ønsker at forbedre dig?
– Det lyder måske som et nemt svar, men jeg vil egentligt gerne forbedre alle dele af min proces. På det seneste har jeg især været optaget af live visuals og videoprojekter for kunstnere som Lueenas, Francesca Buratelli og Rylan Gleave, hvor jeg har arbejdet med at bygge fysiske, abstrakte objekter. Det er noget, jeg virkelig nyder at blive bedre til.
Har du et drømmeprojekt, du ville kaste dig over, hvis du havde ubegrænset tid og ressourcer?
– Kender jeg mig selv ret, ville jeg nok bare starte på én ting og så blive ved med at gøre den større og mere kompleks, indtil solen brænder ud.
“Vi lever i en tid, hvor censur af forskellige bevægelser imod undertrykkelse
– Tobias Holmbeck
accelererer hurtigt, og det er en langt mere akut bekymring.”
Hvad synes du om den kommercielle side af kunst? Udstiller du dine værker i gallerier?
– Meget sjældent. Jeg har aldrig rigtig følt, at mit arbejde passer ind i det format, når jeg er blevet inviteret. Det hører nok mere hjemme blandt brugte, slidte objekter end på rene gallerivægge. Mit designarbejde er kommercielt i den forstand, at det i sidste ende er med til at sælge noget; et fysisk album, tøj, en festival, en bog, en performance eller noget andet.
Når det er sagt, kunne det godt fungere i en gruppeudstilling med beslægtede kunstnere, fælles grundidéer, og en lignende tilgang til hvordan man undersøger dem, og hvordan de bliver formidlet.
Har du erfaringer med censur? Hvad tænker du om det, og hvordan påvirker det dit arbejde?
– Ikke mere end andre i professionel forstand, vil jeg tro. Nogle projekter med voldeligt eller seksuelt eksplicit indhold ville sikkert blive fjernet af platformene, men jeg har ikke behov for, at alt, jeg laver, nødvendigvis skal ligge online – udover når det handler om at promovere klienten.
Samtidigt er det klart, at vi lever i en tid, hvor censur af forskellige bevægelser imod undertrykkelse accelererer hurtigt, og det er en langt mere akut bekymring. Det er frustrerende, at hvis man bruger sin platform til at skabe opmærksomhed omkring det, så falder ens egen synlighed – men det er vel konsekvensen af at være afhængig af nogle af de mest ekstreme kapitalistiske systemer.
Søg andre kanaler, hvor det er muligt.
Til sidst – hvorfor skaber du kunst?
– Jeg skal jo betale min husleje! Men det meningsfulde for mig opstår et sted mellem den ekspressive drift og behovet for at løse åbne problemstillinger, på en måde der ikke kun er baseret på ren logik. Det er en gave at blive introduceret til så mange dygtige kunstnere, jeg ellers aldrig ville have mødt, og at kunne støtte de miljøer og bevægelser, jeg selv ser op til.
Og så er samarbejde inden for musik og kunst blevet en ret central del af mine personlige relationer – måske nogle gange lidt for meget.
Find mere af Tobias Holmbecks designs på Instagram.
Hvis det her faldt i din smag, så bør du også læse interviewet med den formidable trommeslager
og designer fra Ulcerate, J Saint Merat.
Og kig også på sidste måneds interview om dyster arkitektur og arkæologi med kunstneren Pierre Barraud de Lagerie.
