For mange, mange år siden stødte jeg ind i en post på r/sludge. Den omhandlede et dansk band, og jeg blev straks interesseret – der er trods alt en grund til, at jeg laver det, jeg gør. GRAVA var navnet, og det første, jeg gjorde efter at have lyttet til sangen, var at finde dem på sociale medier og spørge, om ikke jeg måtte lave en lille artikel om dem.
Det blev den her.
Siden har jeg lyttet til begge plader adskillige gange, set dem live og mødt dem både hid og did, og heldigvis er det ikke kun mig, der kender til dem i det herrens år 2026.
Med deres støttekoncert med Kollapse vel overstået og med blikket stift rettet mod en tredje LP, viste tiden sig også moden til, at vi skulle snakke lidt sammen. Atli Brix, Niels Asger Svensson og den ellers lettere eremitiske trommeslager Casper Axilgård var blevet enige om at mødes med mig en tirsdag aften på Rosengårdens Vinstue, hvor jeg heller ikke har sat mine ben i over et årti.
Men det er hyggeligt. Og det er måske sigende for bandet, at det var vigtigt at finde et sted, man kunne ryge cigaretter, selvom det kun var halvdelen af os, der har den last. GRAVA er bulder og brag, javist, men først og fremmest er de helt utroligt søde.
Som det jo altid er, er tiden fløjet forbi, og GRAVA kan snart fejre syv års jubilæum. Det er pudsigt med den slags. Men på en eller anden måde føles det, som om det er tid til at gøre status. Også fordi bandet jo rent faktisk er lykkedes. Lykkedes på en måde, mange kun kan håbe på.
For bandet startede i den fjerne fortid. Før masker, lockdowns og ikke mindst ignorerede, pågående sygdomsepidemier og forkrøblende langtidsfølger var en del af vores verdensbillede.
Tilbage i 2019 var Brix og Axilgård nemlig gået i gang med at jamme lidt sammen igen. De to havde kendt hinanden fra hedengangne Whelm, der havde været en god oplevelse, men som også havde efterladt dem med en lyst til at gå helt anderledes til sangskrivningen.
Som Brix sagde det:
– Casper og jeg har jo stået og spillet 10-12 minutter lange numre og tænkt: “Skal det her riff virkelig spilles 24 gange?” Maratonriffs er som regel fedest for dem, der spiller dem.
Casper bød også ind:
– Det var sgu også lidt antiklimatisk kun at kunne nå fire numre på de 45 minutter, vi havde til rådighed. Det blev lidt kedeligt.
Derfor var det også naturligt for de to at gå efter noget minimalistisk. De hev Niels Asger Svensson ind til at hjælpe med at producere en demo og måske lægge et par baslinjer på. Niels’ syre-/cowboyrock-band var lige gået i opløsning, så uden at de to andre anede uråd, skyndte han sig at øve metalvokaler og de pågældende basgange.
– Så kunne jeg jo sige, “jeg kunne jo også liiiige hjælpe lidt mere,” fortalte han, om da han lavede sin egen optagelsesprøve.
Og sådan gik det. GRAVA var født.
Og man var faktisk ikke i tvivl om, at det var erfarne mennesker, der skabte bandet. Niels Asger Svensson fortæller sådan her:
– Vi holdt et helt strategisk møde i starten for at undgå alle børnesygdommene. Vi blev enige om et bandnavn, om at vi skulle synge på engelsk – vi ville ikke følge med hypen på det tidspunkt – om hvordan vi skulle spille sammen og så videre. Og så skrev vi ‘Waves’ næsten med det samme. Selvom vi havde talt om at spille lidt covers for at finde hinanden musikalsk, blev det slet ikke nødvendigt.
Kommunikation var i højsædet for de tre. Niels fortsætter:
– Der er rigtig meget i det at tale sammen, som kan gøre det svært. Alene det at nå frem til at tale om problemet kan være præget af forsvar. Det vidste vi fra tidligere. Men vi var ældre, vi kunne mere, havde været i flere parforhold, flere bands og så videre.
Ambitionsniveauet var naturligvis også noget, der stod på dagsordenen i dette indledende arbejde. Mange bands har oplevet at blive revet fra hinanden, når medlemmerne havde forskellige forventninger. Men også her kunne de blive enige. Brix siger:
– Vi ville skrive sange, der var fede at spille nede i øveren. Vi skulle ikke erobre alle mulige scener. Vi talte om, at man kan komme til at sætte en barre, der gør, at man ikke går med det, man har i hånden. Så vi besluttede at skære helt ind til benet. Fuck alle de store, højtflyvende riffs. Helt ind til benet.
Han fortsætter:
– I stedet for at bruge fem år på at skrive den helt perfekte plade blev vi ret hurtigt enige om, at vi havde det, vi skulle bruge. Vi bookede studie i tre dage, og så måtte det briste eller bære. Hvis vi ikke syntes, det var godt nok, kunne vi jo bare lade være med at udgive det.
Bandet fortalte, at de alt for ofte havde set andre gå i opløsning efter debuten, alene fordi de havde brugt al energien. Men for GRAVA var det vigtige bare at bygge et solidt fundament. Det var godt nok.
– Less is more, siger Casper sardonisk som kommentar til Brix’ fortælling.
Da ‘Weight of a God’ var færdig, var de allerede halvvejs igennem ‘Great White Nothing’. Det var vigtigt for dem, at der skete noget.
Casper forklarer:
– Det var ikke, fordi vi besluttede os for, at vi ville lave noget andet end ‘Weight of a God’, men det blev til noget andet. Den er bedre, fordi vi er blevet bedre. Vi gik bare ned i øveren og gjorde det, der føltes rigtigt. Ligesom nu.
Niels nikker:
– Det handler rigtig meget om tryghed. Vi står aldrig og diskuterer om, “det her er noget, vi gør.” Vi gør det bare, og så er det åbenbart noget, vi gør.
Casper fortsætter:
– Hvis jeg viber med det, og det sidder fast i skallen, så er det noget, vi gør. For eksempel blev det lidt poppet, da vi skrev ‘Red Furnace’, men jeg synes sgu ikke, det gør noget, at det bliver catchy. Der skal være lidt hooks. Jeg gider ikke spille musik til andre musikere.
Og netop deres samarbejde med Kollapse var jeg interesseret i at høre mere om. Min kollega Jon havde en god samtale med Thomas Martin Hansen og Atli Brix om den, men jeg ville gerne spørge lidt ind til det. Særligt er GRAVAs version af ‘Hæmatomets Filosofi’ ‘Blóðtøka’ spændende.
Tidligere nævnte de netop, at de havde valgt at synge på engelsk. Her tager Atli Brix sit færøske modersmål i munden og forsøger at få Peter Clements bundlitterære tilgang til at give mening i GRAVAs minimalisme. Og det skulle vise sig at være lidt af en udfordring.
Casper forklarer, hvordan de havde skrevet deres sang på fjorten timer i øveren, og hvordan der havde været tre uger til studiebooking, da de to sange, der skulle skrives, var udvalgt. Og så begyndte rettelser og ændringer at trille ind.
Niels siger:
– Det var sjovt at være en del af det her panikprojekt. Allerede da jeg fik Thomas’ (Martin Hansen, red.) lyrik, kunne jeg se, at han både skriver og synger meget mere, end jeg gør. Så jeg måtte vælge ud, hvad jeg kunne se mig selv i. Det prøvede Brix også at gøre.
Niels griner skævt ved sidste sætning, og Brix tager over:
– Peter Clement skrev en helt ny tekst, efter jeg havde oversat den første. Han er meget litterær, så det var almindeligt for ham at lave ændringer til sidste øjeblik. Men min sang er altså en færøsk version af en gammel udgave.
Udfordringerne var dog, hvad de var, og samarbejdet gik strålende. Men der er også forskelle imellem de to bands. Tilgangen til udtrykket går for eksempel i hver sin retning.
– Thomas understregede, at det skulle være noget, jeg føler lige her og nu, fortæller Brix og fortsætter:
– Men det er ikke det, jeg har lyst til. Jeg vil gerne sætte mig i andres sted og forklare, hvad de siger. Det er også derfor, vi har skrevet alle disse dødsscenarier på vores plader. Når jeg synger om et forlis, skal det helst føles som at drukne.
På mange måder kan det føles, som om GRAVA er i mål. For et band uden ambitioner er det ret flot at have spillet på både Copenhell og Roskilde Festival og et udsolgt Pumpehuset. Men som Niels siger:
– Ambitionen er den samme. Vi vil stadig gerne være et øvelokaleband.
Casper byder ind:
– Der er en stor portion held og netværk i det her. Selvfølgelig vil vi gerne fortsætte stimen, men vi har også haft samtalen om det her. Vi vil blive ved med at lave nye plader, blive ved med at spille noget spændende. Selvfølgelig kunne det være fedt at spille på Copenhells store scene, men det er ikke målet. Det er ikke derfor, vi gør det. Nogle går til tennis eller croquis, vi går til heavy metal et par gange om ugen.
Brix erklærer sig enig:
– Selvfølgelig var Roskilde en drøm, og selvom det kunne være fedt at gøre de her ting bare som GRAVA, så er det vigtigste, at jeg brænder for sangene i øveren. De muligheder, vi har fået, er også kommet, da vi holdt op med at tænke på det.
Niels supplerer:
– Vi giver ikke rigtigt et klart svar på, hvor vi vil hen nu, men det kommer sig også af vores samtale om børnesygdomme, som vi nævnte tidligere. Hvis det bliver vigtigere for os at spille på en stor scene end at spille vores sange, så er det ikke det værd. Containeren på Copenhell, hvor der absolut ikke var plads til flere, var fedt. Det var det også i den berlinske kælder, hvor der ikke kunne være mere end tyve mennesker.
Han fortsætter:
– Vi er blevet forkælet. Alle vore ambitioner er blevet overgået – slag i slag. Uhørt, Byhaven, Colossal. Det var det mest vanvittige forår, og vi havde nærmest ikke anstrengt os. Jeg synes ikke, vi er blevet hypet, men der er nogle ting, der bare er lykkedes for os.
Der er det vigtigt at passe på. Man kan ikke læne sig tilbage.
Casper afslutter:
– Selvom vi ikke er et punkband, er vi ikke for fine til at spille på en bodega i Kolding. To måneder efter showet på Roskilde stod vi og spillede til en knallertfest i Sydhavnen.
