Fredag den 6. februar udgiver Puke Wolf deres første LP efter to fremragende EP’er i ‘Everything From Nothing’ og ‘Interstice’. Vi var meget glade for at kunne præsentere jer for ‘Blood‘ som de første – og endnu mere for at kunne fremvise hele pladen for vores trofaste læsere. Når du har læst lidt om bandets tanker, kan du læse vores lige her.
Imens du lytter, kan du følge med her i bandets egne tanker om hvert enkelt track.
Bær
Lasse:
– Første slag i Bær/Blood one-two punch combo’en.
Vi arbejder meget med skrøbelighed, inderlighed og nerve i vores numre. Når det bliver så bart, at nummeret er lige ved at gå i stykker, så opstår der tit magi. Sådan er Bær.
Emil:
– Nogle gange kan en simpel instrumentering give plads til en powerful vokal. Særligt vigtigt er det, når vokalen er så inderlig og godt leveret, som jeg synes Andrews er her. Overtonerne til sidst, der fører over i næste nummer, er indspillet hjemme ved mig selv på en akustisk, jeg stemte på en masse forskellige måder.
Andrew:
– En tekst om et forlist forhold eller måske bare et sammensurium af flere. Ikke nødvendigvis mit eget. Følelsen af at blive et sted, der ikke er godt for nogen. At sidde fast. Nætter fyldt med sorg og forvirring. Og alligevel fortsætter livet.
Blood
Lasse:
– Det kunne have været så godt, men kujonerne og kræmmerne sidder på magten.
Det er outroen, der sparker røv her. Do you still feel like you? Er dét spørgsmål, der bliver hængende, når den sidste akkord ringer ud.
Emil:
– Et ret godt eksempel på, hvordan vi skriver hver for sig og alligevel sammen tekstmæssigt. Min vokalpart i outroen er jeg selv ret glad for. Måske kunne det handle om forlist kærlighed, men det er også skrevet i kølvandet af en samtale med et meget selvskadende og destruktivt individ, der overvejede det, vi aldrig kan acceptere.
Musikalsk er nummeret vel egentlig lidt “grungy”, men jeg synes, vi laver et sceneskift og får det over i det, vi er bedst til. Samplet i midten er en meget interessant samtale mellem patient og terapeut, engang, somewhere.
Andrew:
– Dystert lydbillede. Folk, der hele tiden vil have noget, men som ikke giver tilbage. Alt er en transaktion.
Remnants
Lasse:
– Hele paletten kommer i brug her. Stemningsfuld intro. Et stille vers med en aggressiv vokal. Et c-stykke, der ligger og ulmer. Blastbeats. Og så en outro, der er helt oppe at ringe.
Emil:
– Pyha. Alle sider af Puke Wolf er vist i gang her. Nogle dage synes jeg, det er det bedste, vi har begået. Andre dage er det en lidt stor mundfuld. Et slags opus, men titlen røber også en slags efterladenskab fra tidligere udgivelser. En showcase af den dynamik, jeg synes, vi besidder.
Andrew:
– Venskaber er en svær størrelse, især jo ældre man bliver. Nye forpligtelser banker på. Det er rart at være noget for nogle. Bare man ikke glemmer sig selv.
Oh God, What Have We Done?
Lasse:
– Måske det mest aggressive nummer, vi har skrevet. En ordentlig lussing og så et lidt kælent vers, hvor Peter Clement Lund viser, hvor skabet skal stå. Shoutout til Tobias Munk Tønder for hjælp med at knække koden til instrumenteringen i verset. En lille genistreg af en outro, hvis jeg selv skal sige det.
Emil:
– Et nummer, der var igennem, hvad der føles som 25 forskellige udgaver og endelig landede der, hvor det skulle. Peter leverer en fantastisk vokal, der bryder lidt med vores trio-vokaler, og det giver Puke Wolf en ny dimension. Det her er lidt en slow burner, men giver man sig tiden (og lytter efter), opdager man måske de mange lag, der findes her i. Lasses jazzede bas fik mig åbenbart til at spille spaghetti-western guitar i introen. Oh well. Andrew får den lukket i outroen med noget, som er meget Andrewsk, men uforklarligt med beskrivelser.
Andrew:
– Jeg skriver ofte ud fra små observationer, der i mit hoved bliver til små historier, der så bliver destilleret til få linjer igen. For mig opsummerer det her nummer også hele Descends præmis: At befinde sig i en deroute på grund af alt den generationelle arv, man render rundt med – om det så er de helt tætte bånd, eller det er på et universelt plan. Noget, som Peters lyrik hjalp med at løfte.
De sprukne åndehuller i den tavse hævn
Lasse:
– Viser en anden side af Puke Wolf. Emil er jo – totalt ukendt for de fleste i screamo-DK – både rapper og hiphop-producer med 20+ års erfaring fra den danske undergrund. Så for ham er det ingen sag at skrue et fedt beat sammen med nærmest kun to toner fra en violin og en knitrende synth. Bringer tankerne tilbage på vores “Surf”-remix fra EYES’ Reperformer fra 2021.
Emil:
– Andrew fik en vokal-idé, da vi indspillede violin. Så vi samplede, programmerede og fyldte på, til den føltes, som den skulle. En af de hurtigste, men også mest effektive ting, vi har lavet. Go with the flow, you know. Hvis du ved, hvad der er vand …
Andrew:
– Jeg har lånt linjerne “Hvis du ved, hvad der er vand/ved du også, hvad det ikke er” fra Marie Højlund, som er en af de musikere, jeg ser op til. Jeg kan ikke engang huske, hvor det kommer fra. På en plade, hvor teksterne er meget indadvendte, så er det her den mest udadvendte. En vrede over de få mennesker, der ødelægger så meget for så mange.
Hyena Laugh
Lasse:
– Blev nok spillet live første gang i 2020. Tæt på at gå til De Evige Demoers Jagtmarker, men med eminent violin fra Sophia og ligeså guitar-dubs, vokal og kaos fra Demersal så fandt nummeret sin endelige form. Det bliver grineren at spille det sammen med Demersal på Gallows i år.
Emil:
– Igen et nummer, der har været igennem et hav af udgaver, nogle af dem prøvet af live – og også et nummer, der har været tæt på at komme på hylden, indtil vi fandt ud af, hvad nummeret er. I Puke Wolf er løft mere eller mindre forbudt, men indimellem kan det løfte noget til nye højder, no pun. Sophia definerer retningsskifte med sin violin, og Demersal hjælper med at lukke det ned. Et af de numre, der lyder simpelt, men klart har været sværest at få til at “føles” rigtigt. Hvornår er for meget for meget og for lidt for lidt? Et sted i kaosset løste vi den.
Andrew:
– Apropos mennesker, der ødelægger andre.
Flowers
Lasse:
– Afslutteren på pladen. Indgyder lidt håb i en ellers håbløs verden. Tak til Mai for det.
Emil:
– Åbningen er klassisk Puke Wolf: Mol-dissonans, sample, build up and what have you.
Men denne gang ændrer vi til at spille i dur og holder den. Det er næsten forbudt, men det føles så godt. Andrew gjorde nummeret personligt, lod det hvile, hvor det skulle, og jeg gav mig selv lov til at spille noget nær country-twang blandet med new wave build ups og store akkordflader i outroen. Lasse gør det, han er mester til; at være stabil, når jeg svæver rundt. Med tiden er dette blevet en af mine favoritter i vores katalog. Ikke mindst takket være Mai fra Meejah, der forstod 110 procent, hvad vi ledte efter. Nummeret afslutter pladen – og dét både med håb, åbninger og afrunding.
Andrew:
– Min mest personlige tekst til dato. Mai gav den en ny dimension, som jeg er virkelig glad for.
