Nogle gange sner det i april. Men ikke i dag. I dag skinner solen. For første gang sådan rigtigt. Jeg lader cyklen føre mig til Vesterbros musikalske hjerte.
I VEGA opdager jeg, at der findes endnu flere indviklede Escher-trapper, end jeg troede. Et nyt mysterium åbenbarer sig for mig, mens Jeppe Nygaard Christensen fører mig ad omveje – måske genveje? – til en tagterrasse, hvor han og Jens Back har slået sig ned. “Er det okay, vi sidder udenfor, spørger Jeppe. “Og vil du have noget at drikke? Vand, kaffe – eller vores nye A COLOSSAL WEEKEND-øl?”
C.R.E.A.M.
Det her tegner allerede til at blive det bedste interview i lang tid. Øllen er god.
En ting, der burde være tydelig for mange, men som jeg i hvert fald ikke havde tænkt over, er, at det nu er tiende version af A COLOSSAL WEEKEND (ACW), der løber af stablen, siden de startede tilbage i 2016 – ACW er en årlig, nonprofit og frivilligdrevet tredagesfestival i VEGA og Basement i København med genrekrydsende og eksperimenterende musik på plakaten – Og grunden til, at jeg burde have fattet det, er jo netop, at arrangørerne Jens Back og Jeppe Nygaard Christensen har taget fat i de navne, der startede det hele.
– Tilbage i 2016 fik vi tilbudt Cult of Luna, Pelican, Russian Circles og This Will Destroy You (som desværre ikke er på programmet i år) fra forskellige sider, men på samme tidspunkt. Og så var vi jo nødt til at arrangere en festival, fortæller Jeppe og løfter dermed ganske antiklimatisk sløret for festivalens oprindelse.
En prosaisk og dagligdags hændelse – ikke nogle eksploderende planeter eller bestrålede spindlere her – men blot to mennesker, der på grund af kærlighed til musikken valgte at stable noget på benene, som tusindvis af andre nyder godt af nu ti år senere.
Det gør de også selv, kan man mærke.
– Det første år gik jeg ind i Loungen, da Recitation spillede, og tænkte: “Wow. Det er alle de rigtige typer, der er her. Det er den rigtige stemning. Det bliver jeg ramt af hvert år, siger Jens og fortsætter:
– Det er vanvittigt at have en finger med i spillet her. Roskilde Festival bruger altid “Orange Feeling”-taglinen. Jeg synes godt, man kan tale om en “COLOSSAL feeling”.
Jeppe drikker en tår øl og erklærer sig enig.
– Det er vildt, at det er blevet til det, vi har nu. For mit vedkommende synes jeg, at COLOSSAL fylder et kæmpemæssigt hul for dem, der ikke har andet i Danmark. Det er blevet et fristed for mange. Så selvom jeg egentlig ikke havde nogen forventninger, da vi startede, har jeg i den grad fået dem.
Han fortsætter:
– Det er jo ikke, fordi det er nemt. Vi har aldrig haft et decideret overskud for eksempel, og det er da svært at få til at løbe rundt, men jeg ved og mærker, at der er opbakning.
Og det er virkeligheden. Festivalen har i sine ti års levetid ikke givet overskud på billetsalg. Jeppe og Jens forklarer, at det er gået op og ned, men at det aldrig har været en “forretning”.
– Vi har været heldige, at VEGA altid har været “sugar daddy”, griner Jeppe og henviser til den underskudsgaranti, hans arbejdsplads har stillet de sidste mange år.
– Så slår A COLOSSAL WEEKEND til gengæld ud på nogle andre bundlinjer, så det er ikke, fordi det bare er et sort hul. Men jeg håber da på, at det er i år, den går i nul. Men man siger jo, at det er almindeligt, at det tager 10 år for en festival, før den skaber overskud.
Og med det for øje må man lette på hatten for de to arrangørers kæmpemæssige indvortes isbeholdning. Det var en stor mundfuld at tage Store VEGA i brug, og det viste sig hurtigt at kræve mange og flere ressourcer – derfor var det en vital saltvandsindsprøjtning på 200.000 kr., der kom fra Københavns Kommune til årets festival.
– Der var helt klart nogle læringsprocesser i det, siger Jens tørt og nipper til øllen.
Christensen har tændt en cigaret og nikker.
– Det handler jo om lineuppet i bund og grund. Hvis vi nu siger for eksempel, at vi ved, at Elder, Chat Pile og Oranssi Pazuzu hver især kan sælge LIlle VEGA ud, betyder det jo ikke, at vi kan lægge de tre gange 500 mennesker sammen. Så vi tænker i at trække folk til.
Et af tiltagene er Basements nylige renovation, der gør, at kapaciteten er steget med hundrede mennesker. Det har ført til, at flere partoutbilletter til festivalen er i salg.
Men vi befinder os stadig i nicheland. Det bliver svært at få til at give afkast, er vi alle tre enige om. Men hvad gør man?
– Vi har talt om sådan noget med sponsorer – vi har jo Tuborg gennem VEGA – men det er svært ellers. Vi var lige ved at skrive under på en aftale med et amerikansk whiskyfirma, men så begyndte det at gå helt skævt med USA, fortæller Jeppe og bliver afbrudt af Jens:
– Vi turde sgu ikke satse på et amerikansk kæmpefirma, da vi er ret sikre på, at vores gæster tilhører den politisk bevidste klasse.
Netop dette særlige publikum forestiller de to sig dog også skal blive svaret på spørgsmålet. Jeppe kigger ned på den efterhånden tomme ACW-IPA:
– Nu sidder vi jo her og drikker Mikkeller-øl. Det er Carlsberg, og det er sgu egentlig meget fedt, de har villet være med til det. Og det vil de måske, fordi vi er blevet lidt mere klare i mælet om, hvad vi repræsenterer.
– Vores publikum er loyale og fokuserer på fordybelse og indhold. Hvis vi kan blive bedre til at forklare kommercielle partnere, at vores produkt har så meget kvalitet, som vi synes, så kan vi måske få det flyttet fra at handle om at lange så meget over disken som muligt og i stedet til, at det er en værdi i sig selv at være associeret med A COLOSSAL WEEKEND.
Jeppe fortsætter:
– Vi ved jo, at vores kernepublikum er nogle, der bruger penge. Både på merchen, i baren og så videre. De kommer fra starten af og bliver hængende. Det er der en værdi i. I år er vi også helt oppe på 35% internationale gæster. Folk fra hele Europa, der er i København i tre dage. Det er også noget at måle sig på.
Og A COLOSSAL WEEKEND som brand er også noget, der efterhånden har banket sig på plads. Arrangørerne fortæller, at de er gået fra at have svært ved at få fat i bands – måske også fordi de var liiidt sent ude tilbage i 2016 – til at blive kontaktet på forhånd.
Jeppe fortæller, at han allerede nu har modtaget flere bud til 2027-udgaven.
– Vi er helt klart mere på radaren. Promotere og agenter skriver til os og spørger, hvornår datoerne kommer. Og det er fedt. Til gengæld forventer de også flere penge af os, griner han svedent.
Hvor man i tidligere år måske har kunnet se A COLOSSAL WEEKEND som den danske lillebrorversion af hollandske Roadburn, har danskerne nu bevæget sig op i en anden vægtklasse.
– Vi skal være noget særligt på vores egne præmisser. Hvor jeg for 15 år siden rejste til Primavera, fordi de havde et helt særligt lineup, kan jeg nu faktisk se det meste på Roskilde.
Og sådan vil vi ikke have det med Roadburn. Den er blevet en reel konkurrent nu, og vi kan ikke længere nøjes med at være eksklusive i Danmark, fortæller Jens.
Det er helt tydeligt noget, de to har drøftet før, og Jeppe supplerer:
– Selvfølgelig deler vi nogle bands med både Roadburn og Desertfest, men det, vi også kan præsentere, er hele underskoven og de lokale bands. Det kan vi virkelig mærke, at folk interesserer sig for. Selvfølgelig skal der hovednavne til at tiltrække folk, men jeg kan se, at vi sælger flere partoutbilletter i år, selvom man kan argumentere for, at vores headlinere måske står lidt svagere end tidligere.
Den anden bundlinje
Præcis 200 kunstnere har gæstet A COLOSSAL WEEKEND gennem tiden, og det har ført til lidt statistisk interesse hos bookerne. Især i forbindelse med de andre bundlinjer, Jeppe nævnte tidligere.
– Første år optrådte nul kvinder. Og selvom det er helt bevidst, at vi i år har booket nogle af de samme headlinere, så rammer vi alligevel omtrent 50/50, fortæller Jeppe.
– Det er jeg sgu egentlig stolt af. For vi har ikke længere haft fokus på kvoter og den slags, men har bare sørget for at booke det bedste program, vi kunne. Tidligere har det været lidt mere en øvelse, men nu er udbuddet så meget større, mener Jens.
Jeppe fortsætter:
– Vi har overvejet, om det var noget, vi skulle være eksplicitte omkring, men vi ville hellere bare vise det end fortælle om det. Vi gider ikke være sådan nogle, der finder “rekvisitter”. Og så synes jeg også bare, at når man tager noget ind på scenen, som har haft sværere kår, så bliver det sjovere.
VEGA har sine egne retningslinjer for diversitet og repræsentation og er desuden medlem af Liveurope, der fremmer europæiske kunstnere, og det gør, at det bliver mere muligt for A COLOSSAL WEEKEND at finde sted år efter år. Jeppe og Jens har selv spillet post-rock i forrige årti og har sofasurfet Europa tyndt, så de kan mærke, at det er blevet nemmere at arrangere, som de gerne vil.
– For selvom A COLOSSAL WEEKEND sætter kryds i en masse af de rigtige bokse for VEGA, så er det jo som sådan ikke en del af min jobbeskrivelse, siger Jeppe.
– Der er det ret fedt, at Liveurope giver støtte, når vi booker europæisk. Det ved promotere, agenter og bands også, så vi får en del af den slags henvendelser. De ved, at vi har den profil, vi har.
Med profilen menes naturligvis den slagside hvis man kan kalde det det) festivalen har til det progressive. Da Ravenna Hunt-Hendrix fra Liturgy var artist in resident i 2023, var det også med det element in mente.
– Det kan måske kalde subtil aktivisme. Vi mente helt klart, at Ravenna havde en hel masse kunstnerisk at byde på, og det var samtidig også noget, vi gerne ville støtte. Det er vigtigt for os at sørge for, at også fx queer-fællesskabet føler sig set og hørt. Og kan komme og være sig selv i fred og høre musik, siger Jeppe.
Jens byder også ind, da jeg spørger ind til den efterhånden årelange værdikrig, der raser på internettet:
– Vi er ikke som sådan bekymrede for at være en del af det. Folk kender os efterhånden og ved, hvad vi står for, men vi er da opmærksomme på, at vi ikke tages som gidsler i den. Vi booker jo først og fremmest for musikken.
I samme åndedrag siger han også:
– For mig handler det også rigtig meget om at give en større platform til nogen, der fortjener det, men som ellers ikke får det.
Jeppe er enig:
– Der er ikke nogle nedskrevne kriterier eller den slags, men der er nogle ting, vi ved, vi har et medansvar for at vise og sætte frem. Ingen kommer foran i køen, men vi er helt klart opmærksomme.
– Da Respire sidste år spillede og lykkeligt sagde “We love this place. Just a buncha freaks playing music on stage,” følte vi os meget set. Det vil vi gerne være.
Vi talte også om fremtiden. Vi talte om at invitere kunsten indenfor igen. Vi talte om Enghaveparken, om skaterbanen på Enghave Plads, om floor shows, om A COLOSSAL X-MAS, om opvarmningsfest på Loppen, om quiz og øl-lancering i Lövendahl og en masse andet. Men af frygt for at ende som en anden Kassandra lader Selvtægt fremtiden stå i det uvisse indtil videre. Men den kolossale fornemmelse kribler i undertegnede allerede nu.
