De ukronede konger af kompromisløshed! Swans er alt det, ingen andre bands er. De kender ikke til kompromiser, hvilket de gentagne gange har vist helt fra 1981 til i dag.
Hvis du nogensinde har mødt mig i virkeligheden, har du nok set mig i en Swans-trøje . Det er et band, jeg ofte holder op mod andre bands i forhold til kvalitet, og de er et af de stærkeste fundamenter i min musikalske dannelse. Derfor måtte den mest logiske konklusion på det være, at skrive 15 Google-docs sider om, hvorfor jeg kan lide Swans, og i hvilken rækkefølge jeg ville rangere deres udgivelser.
Swans er et eksperimentende rockband som blev dannet i New York i starten af 1980’erne af frontmand Michael Gira og etablerede sig hurtigt som et af de mest kompromisløse bands på den eksperimentelle scene. Deres tidlige albums var kendetegnet ved en brutal og klaustrofobisk no wave-lyd. Senere i 1980’erne fik de musikeren Jarboe Devereaux med i bandet, som ville være en stor hjælp for Swans i at gendefinere sig selv. I 1990’erne begyndte de derfor at inkorporere mere melodiske og atmosfæriske elementer, hvilket kulminerede i deres opløsning i 1997. Da de gendannede i 2010, omfavnede de mere en monumental postrock-stil, hvor lange, transcendentale kompositioner blev centrum for deres kunstneriske vision. I dag står de stadig stærkt, kendetegnet af deres intense liveshows, der indimellem kommer helt op på 130 dB samt deres genkendelige og unikke tilgang til musik.
31. Swans EP (1982)
I betragtning af hvor meget materiale, Swans har udgivet de sidste 40+ år, er det imponerende, hvordan det aldrig er blevet værre end det udgangspunkt, de havde tilbage i 1982. Det er måske grundet forudindtagelse, men fra Swans’ enorme katalog er det kun meget, meget få udgivelser jeg ville klassificere som dårlige. Der er et par betydelige udgivelser, der objektivt ikke er lige så gode som andre, men selvom det ikke er deres bedste udgivelser, har mange af dem været vigtige hjørnesten i Swans’ dannelse. På sidstepladsen kæmper deres første EP nogensinde sig ind. Det kan godt være, det er under navnet Swans, men det føles ikke specielt meget som Swans. Mange af de karaktertræk, jeg forbinder med dem, kan jeg ikke finde her. Det føles mere som en retningsløs post-punk gruppe, der prøvede at være anderledes. Mange år efter, hvor man kan sidde og spejle udgivelsen i senere materiale, er den måske mere sammenhængende(?), men som udgangspunkt ville jeg mene, at der mangler en alvorlig mængde struktur, og at det i sidste ende går hen og lyder som en fortyndet udgave af Glenn Branca. Ikke ligefrem deres stærkeste udgivelse.
30. Feel Good Now (1988)
Andensidstepladsen er deres andet livealbum Feel Good Now fra deres Europa-turné i 80’erne i forbindelse med Children of God-albummet. Den hovedsagelige ting, der giver Feel Good Now noget positivt af snakke om er, at numrene er taget fra førnævnte album. Havde dette været et album med numre af samme kvalitet som deres første EP, havde det nok været deres dårligste. Der er ikke mange ting, der spiller her – i hvert fald ikke når der skal snakkes om et godt livealbum. Numrene i sig selv er som sagt fine, men det bliver hurtigt en uregelmæssig sammenfletning af numre, der plejer at være sammenhængende, men nu ikke er det grundet albummets format. Den dårlige produktion, som ellers plejer at gå hånd i hånd med Swans’ formål om brutalitet, virker heller ikke på denne plade, og trækker lytteoplevelsen betydeligt ned.
29. Anonymous Bodies In An Empty Room (1990)
Dette er deres tredje livealbum, og mange af de samme ting kan siges her. På dette tidspunkt har Swans allerede bevæget sig rundt mellem diverse genre og udforsket deres lyd mere, end andre bands nogensinde kommer til. Dog formår den hverken at ramme samme råhed i sit udtryk eller skønhed i selve musikken, som andre af deres samtidige plader gør. Numrene på dette livealbum har mere fokus på melodi og udtryk, end forrige Feel Good Now, hvilket virker til, at Swans fungerede bedre i sådan et format. Det lyder mere storslået end deres forrige liveplade, også selvom numre ikke er deres bedste.
28. Kill The Child (1985-1987)
Endnu et livealbum. Ja, endnu et. Og ja, der kommer flere. Dette er deres femte livealbum og er en kompilation af forskellige numre fra forskellige shows optaget over en periode på tre år. Den eneste grund til, at dette album er rangeret højere end Anonymous Bodies In An Empty Room, er grundet de to første numre ‘Like A Drug (Sha La La La)’ og ‘Beautiful Child’. Pladen åbner voldsommere med tungt samspil på ‘Like A Drug (Sha La La La)’, hvorefter den skifter over til intensitet på ‘Beautiful Child’. Selvom kvaliteten på resten af albummet falder i sammenligning, indeholder det stadig numre som ‘Coward’ og ‘Sex, God, Sex’, som trækker det op. Stadig en rodet oplevelse.
27. Real Love (1986)
Du gættede det. Endnu et livealbum. Af dem jeg har nævnt indtil videre, er det her det første livealbum, der kun inkluderer numre fra den “tidlige Swans-æra”. Normalt er jeg mere fan af deres lyd senere hen, men der er en vis appeal ved Swans’ tidlige lyd. Den kommer mere frem i dette livealbum, sammenlignet med alle førnævnte. Det er drænende at lytte til, specielt med den dårlige lydkvalitet. Det er tungere og mere hårdtslående, med en nedstemt bas og Michael Giras dybe og dvælende vokal. Det er et fint livealbum, men hvis jeg er i humør til den atmosfære, denne plade giver en, er der mange andre Swans’ udgivelser, jeg altid ville prioritere over.
26. Omniscience (1992)
Okay, sidste livealbum (for nu i hvert fald). Da dette livealbum blev udgivet blev det omtalt som “et flot præsenteret live-dokument”, hvilket det i bund og grund også er. Mange af de samme ting kan siges om Omniscience, som jeg nævnte ved Anonymous Bodies In An Empty Room. Det er mere rocket, storslået og… mystisk. Det føles ikke som et album, men mere som et tilbageblik på Swans i et liveformat i en underlig overgangspassage. Jarboes indflydelse trækker det gevaldigt op, og de langtrukne guitarpassager med percussionstøj og blide melodier på numre som ‘Will Serve’ gør, at dette livealbum står stærkere end andre, de har lavet førhen.
25. Young God EP (1984)
Dette er én af de fire fremtrædende søjler, som var med til at definere det, der nu bliver refereret til som “den tidlige Swans-lyd”. Alle, der ved hvordan den lyd lyder, vil sandsynligvis give mig ret i dette. Det er repetitivt larm, der kører i rundgange af larmende baslinjer, hule trommelyde og en infernalsk vokal. Udover at være en af Swans mest rå og larmende plader, er den samtidig en af deres – hvis ikke deres mest – kontroversielle plade. Med enormt vulgær lyrik og sangtitler skubbede denne EP grænserne for ekstremitet i dens tid. Selvom EP’en kun består af fire numre, havde den stor betydning for no-wavegenren og fungerede som inspiration for mange artister. Justin Broadrick fra Godflesh pointerer denne plade som en hjørnesten i sin musikalske identitet, og endda Kurt Cobain nævner albummet i en liste over sine top 50 udgivelser nogensinde. På en samlet længde af fire numre på knap femogtyve minutter i alt, er det dog svært at udfolde sig fuldkommen, hvilket denne plade i den grad også mangler.
24. Holy Money (1986)
Dette er et utvivlsomt overgangsalbum for Swans. Efter at have udgivet en masse ting, der lød, som det føles at få en hudafskrabning, var bandet begyndt at eksperimentere mere med det overordnede lydbillede og udtryk. Jeg vil næsten gå så langt at påstå, at dette er den første Swans’ udgivelse med en atmosfære, der ikke udelukkende dræner dig for følelser og faktisk giver dig mulighed for at fordybe dig i noget følelsesmæssigt. Teksterne forholder sig egentlig i samme misantropiske dur, forskellen er bare, at på det her tidspunkt har de fået et nyt medlem i bandet: nemlig Jarboe. Den måde, hun formåede at forvandle Swans’ lyd på var epokegørende. Det er ikke det tydeligste på denne udgivelse dog. Numre som ‘A Screw’ forholder sig atonale og tunge, som mange tidligere numre, men numre som ‘You Need Me’ gør plads til solo skønsang og dissonante klaverakkorder fra Jarboe. Bestemt et enormt skridt i den rigtige retning fra Swans.
23. Greed (1986)
Før Holy Money udgav Swans tvillingealbummet betitlet Greed. Dette var det første album med Jarboe i besætningen, og hendes indflydelse er endnu tydeligere på Greed end på Holy Money. De to albums minder så meget om hinanden, at det ikke ville give mening at gentage mig selv. De var begge med til at cementere en ny retning for Swans, og har været et af de største vendepunkter for bandet. Greed er højere rangeret, da jeg synes, at idéerne føles friskere og mere hårdtslående. Jarboe har fået lov til at eksperimentere, som hun ville, uden at skulle have et bestemt udgangspunkt. Og så er alt fra produktionen til de tunge basrytmer bedre på denne udgivelse. Holy Money prøver for meget at være en efterfølger på dette album, hvilket i sidste ende ikke får Greed til at stå stærkere i sin egen originalitet.
22. The Burning World (1989)
I 1988 udgav Swans et cover af Joy Divisions sang ‘Love Will Tear Us Apart’, som blev uventet populær og i sidste ende fik dem signeret til pladeselskabet Uni Records, der senere ville gå hen og blive Universal Music. Det førte til det største stilistiske skift, Swans havde foretaget sig på daværende tidspunkt. Forrige albums havde alle været drænende tunge med eksperimenterende industrialelementer hist og her, hvorimod The Burning World skiftede til et mere ligefrem akustisk og folk-rockalbum. Det ledte mange til at mene, at dette var Swans’ “sell-out album” og et, som blev påvirket af det nye pladeselskab. Rigtig mange mener også, at dette er Swans’ værste album, hvilket jeg simpelthen ikke forstår. I min optik er dette et essentielt album for Swans’ kunstneriske udvikling. Ja, det er meget lige til folk-rock med måske lidt for meget indflydelse fra country og americana, men de mørke og pastorale guitarmelodier i samspil med Gira og Jarboes henholdsvis mørke og lidenskabelige vokalarrangamenter formår alligevel at få pladen til at stå skarpt. Det er rigtigt, at den ikke cementerer sig med bravur, hvis man leder efter banebrydende kompositioner eller et bemærkelsesværdigt udviklingsforløb, men med numre som ‘(She’s A) Universal Emptiness’ og den hjerteskærende smukke ‘God Damn The Sun’ fastholder The Burning World sig altså som en væsentlig bedre plade en mange andre Swans-udgivelser.
21. Die Tür Ist Zu (1996)
Efter endnu et genreskift blev Die Tür Ist Zu udgivet – tysk for “Døren er lukket”. Jeg ved ikke hvorfor, men EP’en indeholder tysksprogede versioner af to sange på det dengang ikke-udgivet album Soundtracks for the Blind. Det er sagt med vægt på de tyske versioner, som jeg ikke forstår; altså ikke det faktum, at EP’en indholdte numre, der senere hen ville ende på et studiealbum. Swans var uforudsigelige på dette tidspunkt, så at lave en dyster og æterisk EP, der ikke kan finde ud af, om den vil indeholde hovedsageligt studie- eller liveoptagelser, passede deres æstetik glimrende. Og ja, denne EP indkluderer lidt ændrede versioner af nogle af Swans’ allerbedste numre som ‘Helpless Child’ og ‘The Sound’, men som helhedsvurdering føles det som et akavet sidespark, til hvad der senere hen ville blive til det mere fuldkomne album Soundtracks for the Blind. Det føles som en håndplukning af tilfældige numre, hvor der måske har været et formålstjenlig udgangspunkt for, hvordan det skulle fungere i én stor sammenhæng, men det gør det bare ikke. Det føles tilfældigt og rodet, trods hvor helt enormt stærkt nogle af numrene står for sig selv.
20. Cop (1984)
Dette er den anden søjle, der var med til at definere den tidlige Swans-lyd. Udover dét er det nok også deres mest samfundskritiske og decideret misantropiske udgivelse. Med numre som ‘Half Life’ og ‘Cop’, hvor de tunge baslinjer konceptualiserer frustrationen i de emner, Gira råber om. “Don’t make a wrong move / Work with a purpose / You win or you lose / Imitate a slave” og “The punishment fits the crime / Nothing beats humiliation / Humiliation’s disease / Nothing beats humiliation” bliver der råbt i en cyklisk kadence af støj og bulder fra bandets atonale samspil. Musikken bliver tekstureret til noget, der føles mere mekanisk og livløst, end andre vrede og frastødende udgivelser de har udgivet. Cop føles ikke sur på samme måde. Det føles mere som en voldelig protest mod politiet, der bliver gjort af ren opgivenhed for samfundets normer og magtforhold, end det føles som et voldelig udstød på omverdenen af ren frustration. Det føles som det sidste forsøg på at kæmpe i mod noget, man er utilfreds med, inden man vitterligt ikke kan bringe kræfterne frem længere og derfor er nødt til at give op og lade sig undertrykke. Da Cop blev genudgivet, blev der også skrevet, at optagelsen er “designet til at blive afspillet på maksimal lydstyrke”, hvilket passer enormt godt til denne udgivelse med numre som ‘Your Property’, hvor Gira råber så voldsomt, at det lyder som om, han kaster sine indvolde op.
19. Love of Life (1992)
Efter Swans havde skiftet lyd med The Burning World, blev der yderligere udgivet to album i lignende dur. Dette er det ene af dem. Love of Life overlapper i bund og grund meget med The Burning Worlds karakteristika. Hvor The Burning World var præget af country og americana, har Love of Life et mørkere og mere atmosfærisk neofolkudgangspunkt. Det føles forfriskende og frodigt med idéer, der spirer i realtid, mens man lytter til numrene. Samspillet mellem bandet føles mere gennemtænkt end alle førnævnte rangeringer. Love of Life tager mere fat om eksperimenteringen med lydsamples og en – for Swans – nytænkende måde at skrive numre på. Det er ting som de æteriske synthharmonier og underliggende vokalarrangamenter fra Jarboe i samspil resten af bandets blide og psykedeliske udveksling, der får dette album til at placere sig over mange andre Swans-udgivelser.
18. Public Castration Is A Good Idea (1986)
Og nu til det helt modsatte af blidt. Dette er Swans’ første livealbum, og det er samtidig nok det album, hvor de portrætterer deres tidlige lyd allermest råt. Dette er den tredje søjle i forhold til den “tidlige lyd”. Og det bliver gjort vredere, mere foruroligende og decideret ubehageligt effektivt på denne plade. Du har måske hørt historierne om Swans’ tidlige koncerter, hvor de låste dørene, så man ikke kunne komme ud af koncertsalen, når de spillede. Og når de så spillede, gjorde de det så højt og frastødende, at flere journalister skrev om, hvordan adskillige koncertgængere endte i tåre eller med at kaste op grundet intensiteten af liveshowsene og deres kvalmende høje lydniveau. Det er ildevarslende at lytte til, og de rytmiske basskrab og den dyriske råbevokal er mere kynisk og perfid end på nogle andre udgivelser. Det er så larmende og ubehageligt at lytte til, at det hurtigt går hen og bliver hypnotiserende. Hypnotiserende er måske ikke den rigtige måde at betegne det på, men snarere end uslippelig tranceagtig tilstand, hvor man bliver fanget og tvunget til at udfordre sin udholdenhed indtil numrene løslader en fra larmen – starten på ‘Another You’ er et perfekt eksempel på dette. Swans har aldrig lydt traditionelt tungere eller mere rå end på Public Castration Is A Good Idea, og det er tydeligt helt fra start på ‘Money Is Flesh’, hvor en atonal støjvæg rammer dig i hovedet med flere hundrede kilometer i timen. Afstraffelsen er gået i gang, og du kan ikke undslippe den længere.
17. My Father Will Guide Me Up a Rope to the Sky (2010)
I 1997 trak Gira stikket og lod Swans gå i opløsning. Trods Jarboes forsøg på at holde bandet i live kom penge, ingen kommerciel succes, Giras alkoholbrug og et rodet romantisk forhold mellem Jarboe og Gira i vejen for det. 14 år senere blev Swans gendannet og udgav dette album. De havde igen foretaget sig et markant stilistisk skift, som ville være grundstenene for, hvad rigtig mange mennesker i dag tænker på, når de tænker på Swans. Med et langsomt opbyggende intronummer ‘No Words / No Thoughts’, der indledes af klokkespil og et støjet virvar af guitarstryg, er det tydeligt, at Swans havde fat i noget nyt. Noget, som ville gå hen og have enorm betydning for, hvordan bandet ville udvikle, udfolde og gendefinere sig selv. Albummet har en relativ kort spilletid på kun 44 minutter, som er kort, når man tænker på Swans, hvilket gør, at albummet ikke får lov til at udfolde sig og krybe ind på lytteren på den måde, som Swans højst sandsynligt havde i tankerne. Albummets drivkraft ligger dog alligevel i alle de komponenter, som Swans prøvede at få til at hænge sammen. Det kan godt være, at albummets forløb ikke er det mest polerede gennemgang, men på de tidspunkter hvor det står stærkest, er det rigtigt godt. Der er plads til støjede opbygningssektioner, som førnævnte åbningsnummer eller starten af ‘Inside Madeline’, men der er også plads til medrivende rytmiske passager, hvor det repetitive er i fokus som ‘Eden Prison’ og storslåede ‘My Birth’. Det kan godt være, det ikke er det mest lytteessentielle album i Swans’ diskografi, men for Swans’ udvikling som band er det essentielt og markerer samtidig en begyndelse på en enestående æra.
16. leaving meaning. (2019)
leaving meaning. er ofte set som Swans’ notoriske skuffelse. Det skyldes (nok), at det blev udgivet efter en albumtrilogi, som mange ser som deres bedste løb af album. Trilogien var nu slut, og Swans skulle derfor udvikle sig uden at falde tilbage på sig selv – og de udviklede sig videre på præcis den måde, som Gira gerne ville have. Det var uundgåeligt, at bandet ville udgive et album af denne slags. Jeg synes personligt, det er meget tydeligt, hvad Giras vision med dette album var, og jeg synes også, han opfylder de krav, han har sat for sig selv. Man får en solid sammensmeltning af rigtig mange af de nøglefaktorer, der førhen har domineret diverse Swans’ plader. Du har støjen, du har det storslåede på numre som ‘Sunfucker’, men samtidig har du også det repetitive og det stille og skrøbelige på henholdsvis ‘The Hanging Man’ og ‘Annaline’. Gira og hans guitar fylder meget på pladen, hvor resten af bandet føles mere som diskret opbakning i kompositionerne. Albummet har en simplistisk følelse over sig; næsten primitiv til tider. Men selvom albummets tilgang ikke består af uafbrudt hjernesmeltende støj, går det stadig hen og bliver ritualistisk gentagende og særdeles medrivende. At skulle udgive dette album har været en hård tjans, men jeg synes, Swans udgav et rigtig godt album trods de kollektive og urealistiske tårnhøje forventninger.
15. The Beggar (2023)
The Beggar er efterfølgeren på leaving meaning. De fortsætter meget i samme retning på dette album, hvor Gira og hans guitarspil ofte er hovedfokus. The Beggar forholder sig mere kryptisk, hvis du spørger mig. Det forvrænger mange af de idéer, der blev præsenteret på leaving meaning. Så også kun til en vis grad, da flere af numrene faktisk gå hen og lyder som én til én kopier af hinanden som førnævnte ‘Annaline’ og nu ‘No More of This’ fra The Beggar. Det er et tvetydigt album, som skifter mellem følelsen at trippe på kanten af en skrænt til at stå selvsikkert på egne ben. Abstruse ‘The Parasite’ og ‘Michael is Done’ får dig til at sætte spørgsmålstegn ved, hvad det overhovedet er, du lytter til, mens numre som ‘Ebbing’ modstridende bekræfter dig i at være i nuet, når outrocyklussen bliver ved og ved med at køre i rundgange af den samme blide harmoni af støj og smukke basmelodier. Og så slet ikke for at nævne den mere betydelige storhed, der optræder på denne plade i forhold til leaving meaning. Begge har deres storhedsøjeblikke, men The Beggar skubber rammerne i et sammenligningsperspektiv, og går næsten hen og bliver storskrydende på numre som ‘The Beggar Lover (Three)’ i sin 44-minutters varighed. Storhedsvanviddet tager dog aldrig overhånd, hvilket efterlader os med at ret så konsekvent, mystisk og signifikant album.
14. We Rose From Your Bed With the Sun in Our Head (2012)
Dette er et livealbum som blev optaget under turnéen for albummet My Father Will Guide Me Up a Rope to the Sky. Kender man ikke Swans, skal det nævnes, at på deres turnéer bliver der som udgangspunkt kun spillet materiale fra det seneste Swans-album – måske materiale fra det forrige – eller hvis man er meget heldig: nyt materiale. Min pointe er, at Swans ikke er tilbageskuende. Når en æra er overstået, bliver de gamle numre ofte ikke bragt op i et liveformat igen. Dog på denne turné hev de numre fra som daterer helt tilbage til Children of God som ‘Beautiful Child’ og ‘Sex, God, Sex’. Udover numre fra My Father Will Guide Me Up a Rope to the Sky blev der også spillede meget rå og løse udgaver af numre, der senere hen ville ende på det efterfølgende album betitlet The Seer. Det er en hvirvelvind af numre fra alle mulige forskellige tidspunkter i deres diskograf. Men i stedet for at få det til at virke som en “Greatest Hits”-samling, føles det mere som en rodet sammensmeltning af rigtig stærke numre. Det har ikke det bedste flow, men samtidig synes jeg dog, at numrene i sig selv står så stærkt, så man faktisk godt kan lægge det bag sig og se bort fra strukturen. Kolosnumre som den forlængede udgave af ‘No Words / No Thoughts’ eller sammensmeltningen af to numre ‘The Seer / I Crawled’ tårner sig over resten af tracklisten, og skubber albummet så langt op ad ranglisten. Det er så det uheldige ved dette livealbum. Det er ikke et godt look, når den hovedsagelige årsag til, albummet fremstår godt, er fordi det indeholder numre, som ikke er på det studiealbum, du lige har udgivet. Dette er langt fra deres bedste livealbum, men det er også langt fra deres værste.
13. The Gate (2015)
Et bedre eksempel på et godt livealbum ville være 2015s udgivelse The Gate. Udover at have haft flere års erfaring med at lave øredøvende støj i et liveformat på dette tidspunkt, består dette album også af meget stærkere numre end førnævnte. Dette er en blanding af numre fra The Seer-albummet og et album ved navn To Be Kind, som Swans udgav efterfølgende. Igen på dette album optræder sammensmeltninger af numre, der senere hen ville bløde sammen og overlappe på tværs af studiealbums. Der er kombinationen af ‘Apost / Cloud of Unforming’ samt eksorbitante ‘Bring The Sun / Black-Eyed Man’, hvor de to numre alene udgør over én times spilletid. Albummet indeholder også en anden disk, der består af akustiske solonumre fra Gira. Alenestående er de gode, men sammensat med en mastodont af en første disk falmer de i stormægtighed og ender ultimativt med at trække helhedsoplevelsen ned. Det ændrer dog ikke på, hvor mægtigt et livealbum The Gate formår at være. Det indeholder kerneelementer fra Swans gyldne æra og portrætterer dem i et alternativt format – efficiensen er så op til egen fortolkning.
12. The Great Annihilator (1995)
Er du lidt anderledes? Kan du godt lide at indkapsle din musiksmag i genrebetegnelser som “noise-rock” eller måske endda noget så dystert som “goth”? Går du kun i sort og drømmer om at ligne en ung Robert Smith? Kan du lide Edgar Allan Poe? Så er The Great Annihilator højst sandsynligt noget for dig. The Great Annihilator bliver ofte omtalt som Swans’ mest tilgængelige album. Og jeg kan godt se hvorfor, da mange af numrene er rimelig lige til noise-rock med dystre undertoner af gotiske elementer og en svævende mørk atmosfære. Det er et fascinerende album med en meget unik stemning. Det føles som at se en oldschool sort og hvid gyserfilm på et stort retro TV med tonsvis af statisk flimmer. Der er en vis utilpashed ved albummet; en utilpashed, der ikke skal forveksles med at være ukomfortabel. Det er et rolig album, men det forholder sig alligevel konsekvent dystert nok til, at man aldrig helt ved, hvilke musikalske skridt og drejninger, det foretager sig. Nogen mener, det er et kedeligt album, der forholder sig for lineært og dvæler rundt i sin egen persona af dunkelhed. Men med sonisk sedative numre som ‘Mind / Body / Light / Sound’ og skræmmende smukke ‘Killing for Company’, der handler om en seriemorder, som dræbte folk og beholdte deres lig som selskab for at døje med sin ensomhed, etablerer The Great Annihilator sig som et formfuldendt værk, der ikke føler sig forpligtet til at skubbe nogle genrekonventioner eller forventninger, men ubesværet kan hvile i sin egen mystik og skønhed.
11. Not Here / Not Now (2013)
Hvis du tager alle de ting, der fungerede på livealbummet The Gate og optimerer dem, får du Not Here / Not Now. Her har man alt det gode ved Swans samlet. På dette livealbum fokuserede de primært på materiale fra det kommende album To Be Kind, men alligevel fandt de plads til at indkludere nummeret ‘Coward’ fra helt tilbage i 1986 i sætlisten. Det fungerer som et spark i tænderne, når en af de mest rå og tunge versioner af ‘Coward’ skraber sin vej ind i sætlisten med sin atonale totalitet og kontrasterer de andre numre. Nummeret ‘Oxygen’ har samme effekt. Det kan godt være, det er et af de nyere Swans-numre, men Gira har ikke lydt så vanvittig i meget lang tid. Den pompøse repetition og det koordinerede samspil indkapsler perfekt den liveenergi, Swans formår at præsentere på alle mulige forskellige måder. Opusset er dog vanvidsfusionsnummeret ‘The Seer / Bring The Sun / Toussaint L’ourveture’ med en længde på 45 minutter. På det her tidspunkt i deres karriere har de aldrig lydt større end på dette nummer. De eneste anker, jeg har om albummet, er, at det ikke slutter på dette nummer. Det rigtige lukkenummer ‘Nathalie Neal’ er et godt nummer, men det får albummet til at føles en smule ufuldkommen. Albummet bliver dog stadig lukket på ægte Swans-manéer, da de har spillet så højt, at de er nødt til at stoppe og Gira siger “We just blew an amplifier”.
10. Children of God (1987)
Dette album er et af de mest fundamentale albums i hele Swans’ diskografi. Som jeg nævnte på Greed og Holy Money, var det tydeligt, at bandet nærmede sig et stilistisk skift, men det blev ikke udført til perfektion på de to udgivelser. Det var overgangsalbums, og ikke fuldførte værker, der vidste hvad de ville være. Men det er Children of God. På dette tidspunkt har Swans omfavnet transformationen væk fra deres tidlige lyd, men det føles ikke som et forsøg på at undslippe dens brutalitet, men snarere som en obligatorisk udvikling. Children of God har ubetvivleligt numre, der drager klare paralleller til mange af de forrige vanvidsudgivelser, samtidig med Jarboes ekspertise for atmosfære og blidhed cementerer sig som grundstenene for albummet. Inddragelsen af Jarboes æteriske og hjemsøgende stemme tilføjede et helt nyt lag til Swans, idet at Giras atonale og kommanderende vokallevering blev sidestillet med numre af skrøbelighed og skønhed. Yderligere blev det lyriske aspekt også mere intellektuelt på Children of God. Albummet opstiller spørgsmål om menneskehedens syn på tro, synd, skyldighed og muligheden for åndelig fornyelse. Det stod meget i kontrast til Giras tidligere tekster, der var knogleskærende visuelle og vulgære. Det føles virkelig som en uundgåelig udvikling for bandet, og det føles virkelig også som et album, der ikke er blev lavet forhastet i en sværm af nye idéer og forvrængede visioner. Der er smukke numre som ‘In My Garden’ og ‘Blackmail’, hvor sentimentaliteten dominerer, men der er også balstyriske og decideret uhyggelige numre som henholdsvis ‘Like A Drug (Sha La La La)’ og maniske ‘Beautiful Child’ – der vitterligt skræmmer mig, hver gang jeg lytter til det. Det er det perfekte album til at markere starten på en ny æra for Swans, og det er samtidig én af deres stærkeste plader.
9. Filth (1983)
Dette er den sidste søjle for Swans’ tidlige lyd. Det er den mest prominente af dem alle, og det er den mest voldsomme søjle af dem alle. Det kan godt være, at Public Castration Is A Good Idea lyder voldsommere, mere skrabende, mere støjende, men Filth var det definitive grundlag for alt, hvad de kommende no-waveudgivelser ville udfolde sig til at være. Efter at have udgivet deres første EP i 1982, begyndte de at arbejde på deres første fuldlængdealbum. På dette tidspunkt levede Gira i fattigdom, og hans indkomst var afhængig af sporadisk byggearbejde, han kunne påtage sig fra arbejdsannoncer. Yderligere beskrev han sit nabolag i New York som var det “i forfaldets greb”. Det var et gråt, trist og et urbaniseret område, han levede i. Det bestod af slidte og forladte bygninger, og han hørte ofte skud om natten. Følelsen af forfald og konstant uro endte med at tage hårdt på Gira og endte med at spille en afgørende rolle for lyden af Swans’ tidlige materiale, men også for no-wavegenren som helhed. Yderligere havde Gira altid været stor fan af bluesgenren, og ville gerne inkorporere dens krybende og brutale swing i sin egen musik. Og det formåede han fejlfrit på Filth. Når jeg snakker om Swans med folk, der ikke kender til deres musik, plejer jeg at beskrive lyden af Filth som at skrabe sin tænder på asfalt. Det er oprørsk hadefuldt både i lyden og i lyrikken, samtidig med at det er drænende tungt i komplet atonalitet. Det kommer specielt til udtryk i ‘Power for Power’ hvor Gira i en bersærkergang misantropisk udråber ‘Use sex for control / Use power for power / Use hate for freedom / Use money for cruelty’. Der er ikke mange andre tidspunkter i Swans’ diskografi, der graver så dybt og rammer sømmet så hadefuldt på hovedet. Det er tungere end rigtig, rigtig, rigtig mange moderne metalbands, der prøver deres yderste for at skubbe genrekonventionerne for brutalitet – Swans har allerede ubesværet lagt det grundlag tilbage i 1983. Det er et genredefinerende album, og det er ubetvivleligt en af de mest væsentlige hjørnesten i Swans’ diskografi. Det er sjældent, jeg får lyttet til det her album, fordi det er så ubeskriveligt drænende, men det er et essentielt lyt.
8. White Light From The Mouth of Infinity (1991)
Efter det stilistiske skift ved Children of God og en blødere udvikling på The Burning World blev det efterfølgende album White Light From The Mouth of Infinity en suveræn assemblage af kerneelementerne fra begge udgivelser. Det har de post-punkede undertoner og den gotiske underfundighed fra Children of God, samtidig med det har de surrealistisk smukke guitarmelodier og æteriske atmosfære fra The Burning World. Dét, som dette album gør bedre, er albummets atmosfære. Balancen mellem neofolknumre med akustisk samspil og storslåede vægtløse postrocknumre skaber en mere sammenhængende lytteoplevelse. Albummets forløb føles mere i fokus, og det får albummet til at virke mere struktureret og finpudset end noget andet, de havde lavet på dette tidspunkt i deres karriere. Albummet føles som mystikken ved at følge efter hvide kanin i Alice i Eventyrland eller at være fanget i en Guillermo del Toro-film, da den konsekvente kontrast mellem postrock- og neofolk numre fungerer som ledetråder, der trækker lytteren ind i et dybere, mere ukendt lydlandskab. Nummeret ‘Failure’ dystre stemning og mørke lyrik om ensomhed står tydeligt i kontrast til numre som ‘Love Will Save You’, der kulminerer i melodiske basfigurer, lidenskabelige harmonier og en overordnet gudesmuk stemning. Gira har aldrig været den bedste sanger i sig selv. Hans kompetencer ligger mere i sine evner til at komplementere numrene med en meget specifik stemning eller hans kryptiske og ofte filosofiske lyrik. Det bliver hurtigt abstrakt især på numre som åbningsnummeret ‘Better Than You’ eller ‘You Know Nothing’, hvor Gira henholdsvis synger “And I can see clearly through this veil of reality / And I can remember the feel of your skin” og “Reality is made by you / And every lie that you pursue / Eventually turns true”. Men selvom det er ambivalent og kan virke som en underlig form for eksistentialistisk vrøvlen, sørger den tvetydige sursødlyrik alligevel for, at lytteren selv skal fortolke og tænke over tingene, hvilket i sidste ende spiller op til den mystik, som albummet i forvejen indebærer. Jeg får sjældent lyttet til hverken The Burning World eller Love of Life, fordi hvis jeg har lyst til æteriske folknumre fra Swans, vil dette album altid være min førsteprioritet. Det gør mange af de samme ting, men på en nytænkende måde med gunstige tilføjelser, som gør dette album uovertruffen i denne kategori af Swans-albums. Det er et fantastisk unikt album, der har opnået en surrealistisk smuk og abstrakt eventyrsatmosfære, som jeg endnu ikke har fundet andre albums, der gør på samme måde.
7. Live Rope (2024)
Når jeg snakker om Live Rope skal det nok lige pointeres, at jeg tager udgangspunkt i den udvidet version, man fik, hvis man købte boxsettet på vinyl. Forskellen er, at man på denne udgave får hele 8 numre i stedet for 6, der samlet set svarer til omkring yderligere 30-minutters støj i ørene. Dette er Swans’ seneste liveplade, og jeg havde fornøjelsen af at se dem på denne turné – og jeg har aldrig oplevet noget live før, der var så intenst som den koncert. Kompromisløsheden strålte tydeligt igennem, fra sekundet det første nedstryg på Giras akustiske guitar spredte sig i koncertsalen og der derefter blev lagt ud med det første nummer ‘Rope / The Beggar’ på en samlet længde af 86 minutter(!). Vi snakker altså om ét nummer, der er længere end de fleste samlede koncertsæt for mange bands. Det var fuldstændig transcendental at så i så lang tid og lytte til uafbrudt øredøvende støj, der sporadisk blev forvrænget mere end noget som helst andet lydbillede. Yderligere var det også imponerende, hvordan Gira og resten af bandet konsekvent kunne blive ved med at forvrænge lydbilledet endnu mere, end de havde gjort de sidste mange minutter. Men det blev alligevel aldrig overvældende, da de individuelle sektioner kontrasterede hinanden glimrende. Især når kolosnummeret blev opfulgt af ‘The Hanging Man’, der har det ondeste og mest hypnotiserende swung til sig. Det var decideret umuligt at stå stille under nummeret; delvist grundet kroppens umådelige zummen, men også grundet nummeret uimodståelige medrivende kraft. ‘Cathedrals of Heavens’ krybende basgang i samspil med de adskillige lap-steel-guitarer får den også til at springe ud som højdepunkt på pladen. Dog ikke lige så meget som – hvad der burde have været lukkenummeret på pladen – ‘Birthing’. Dette var det sidste nummer, de spillede, da jeg så dem live. Det varer omkring 40 minutter og opbygger rigtigt meget af tiden med diverse former for støj, guitarlyde og percussion-bimlen og bamlen. Men det stykke musik, man bliver belønnet med i slutningen af nummeret efter Giras angstprovokerende og messeagtige vokallevering, er så andenverdensagtig voldsom, at man ikke skulle tro det. Det er ren vanvidsrepetition, der fremtræder så stærkt, at jeg ærlig talt ville argumentere for, at det måler sig med nogle af Swans’ diskografis allerbedste øjeblikke.
6. Swans Are Dead (1998)
Det her plejede at være Swans’ svanesang. Det er en kulmination af års erfaring, samtidig med det sluttede en æra. Efter bandet var splittet op i 1997 udgav de dette livealbum som slutnote. Det er en blanding af numre fra 1995-1997 med en samlet længde på næsten 2,5 timer. Der er så meget godt at fremhæve, at det ville tage for lang tid at gøre individuelt. Udover at have to af Swans’ bedste numre ‘Helpless Child’ og ‘The Sound’, tager livealbummet også andre numre fra forskellige tidsperioder i bandets karriere og fortolker dem på nye måder. Man har ‘I Crawled’ helt tilbage fra Young God EP’en, der bliver strukket ud i et 10-minuttersformat med manisk vokal fra Jarboe, der vitterligt begynder at growle i slutningen af nummeret. Man har også ‘I Am The Sun’ og ‘Blood Promise’ fra The Great Annihilator, der begge står stærkere i udgaven på Swans Are Dead end deres oprindelige album. ‘I Am The Sun’ bliver nærmest dansabel med en rytmisk medrivenhed og ‘Blood Promise’ blæser én bagover i sin eminente helstøbthed. På disk to finder man førnævnte ‘Helpless Child’ og ‘The Sound’, men et andet højdepunkt er det angstprovokerende nummer ‘I See Them All Lined Up’, hvis sporadiske crescendoer er noget af det bedste, du overhovedet finder i hele Swans’ repertoire. Der er mange flere numre, agtværdige nok til deres egen paragraf om, hvor gode de er, men det ville blive for langt. Som helhedsbillede er det vigtigt at forstå, at det her var Swans’ magnum opus for livealbums på daværende tidspunkt. En kollektion af alt det, de havde arbejder sig op til på det her tidspunkt i deres karriere, og hvor alt blev optimeret til sit fulde potentiale. Det er enormt fuldført, og det er en af deres allerstærkeste liveudgivelser.
5. The Seer (2012)
Det er måske svært at forestille sig, hvilke albums, der skulle overgå Swans Are Dead, efter al den ros. Der er dog en håndfuld albums, der formår at overgå alle forrige udgivelser på denne liste. Det første er albummet The Seer, der markerer en start på en ny æra for Swans. Dette er det første album i en trilogi af albums, som Swans ville udgive mellem 2012 og 2016. Gira har udtalt, at dette album tog 30 år at lave og at det er “kulminationen af hvert tidligere Swans album, såvel som enhver anden musik, jeg nogensinde har lavet”. The Seer har karaktertræk fra rigtig mange af de tidligere Swans-udgivelser. Jeg synes dog, at en tydeligere beskrivelse af albummet ville være, at de har taget alt der virkede fra My Father Will Guide Me Up a Rope to the Sky og forbedret det. Yderligere har de taget idéerne og intensiveret dem, samt hevet dem ud til længder, der ikke burde være mulige at antage som effektive. Mange af numrene stammer fra Gira, der sad alene med en guitar og spillede på den, hvor resten af bandet derefter hjalp med at udvikle numrene. De grundidéer, de fik konstrueret sådan, blev derefter bragt til et liveformat, hvor numrene fik endnu mere plads til at mutere yderligere eller blive kasseret fuldstændig. Gira har sagt, at han tænkte meget over albummets forløb, mens ham og bandet improviserede numrene. Han ville gerne have, at numrene relaterede til hinanden og viste alsidighed; hvis der var et tungt nummer eller en tung sektion, skulle den komplementeres med en efterfølgende stille passage. Det er især tydeligt på titelnummeret ‘The Seer’ med en længde på 32 minutter. Det er så forudsigeligt, hvilke twist og vendinger, nummeret foretager sig, når man lytter til det. Det føles som at være inde i et kulsort, lukket rum med et vildt dyrt, der helt tilfældigt kaster sig på dig og overfalder dig i korte intervaller. Man har ikke tid til at orientere sig, før nummeret rammer dig med kakofoniske lydvægge. Giras genkendelige lyrik står også stærkt, når han rituelt artikulerer sætningen “I see it all / I see it all / I see it all / I see it all” om og om og om igen. Den skræmmende uforudsigelighed dæmpes dog med det beroligende og gudesmukke duetnummer ‘Song for a Warrior’ med Gira og Karen O fra bandet Yeah Yeah Yeahs. Dét, der dog for alvor transcenderer albummet, er de 3 sidste numre. Vi nærmer os næsten et punkt, hvor ord ikke kan beskrive, hvor ekstraordinært det her egentlig er. Efter klokkeambiance og langsomt opbyggende instrumentalisering på ‘Avatar’ eksploderer nummeret i en vekselvirkning af storslåede og nærmest helteagtige støjriffs – power metal har intet på den stormægtighed, Swans opnår i dette nummer. Midterstykket på ‘A Piece of the Sky’ er så uvirkelig smuk med dens svagt støjede basmelodi komplementeret af klokker og utallige andre komponenter, og lukket nummeret ‘Apostate’ er så uvirkelig voldsomt, at den eneste måde at beskrive det på ville være “et Swans-nummer”.
4. Soundtracks for the Blind (1996)
Soundtracks for the Blind var det sidste studiealbum, Swans udgav, inden de splittede op året efter. Med en spillelængde på nærmest 2,5 time opfylder albummet alle de krav, det kan opfylde for ikke at klassificeres som et “normalt album”. Albummet er skrevet med idéen, at det skulle fungere som soundtracket til en film, der ikke eksisterer. Det er en mastodont af et album, der modstrider sig selv på så mange forskellige måder. Hele konceptet og strukturen er utrolig abstrakt og uhåndgribelig, men samtidig føles det som om, det tager fat om nogle drømmelignende tilstande og nuancerer det til et figurativt stykke musik. Ambientåbningsnummeret ‘Red Velvet Corridor’ indleder albummet perfekt, ved at være en passende kombination af beroligende og skræmmende. Det føles som om, nummeret gemmer på noget, som man ikke helt ved, hvad er. Men inden nummeret for alvor får lov til at udfolde sig og sløret bliver løftet helt fra overfladen, slutter nummeret. Det er meget løst ii sin form. I den forstand, at nogle af albummets lydsamples og -loops daterer helt tilbage til 1981. Det skulle være et afslutningsværk, der samlede alt, de nogensinde havde lavet i ét stort surrealistisk værk. Det kan indimellem godt få albummet til at virke ustruktureret eller rodet – og det er det også. Men hvis du spørger mig, så tilføjer det kun til oplevelsen. Det er så sonisk angstprovokerende, at man aldrig ved, hvad der sker. Det forbedrer den allerede skræmmende mareridtoplevelse, der er Soundtracks for the Blind. Specielt når man dykker dybere ned i betydningen bag numre som ‘All Lined Up’, ‘How They Suffer’, ‘Her Mouth Is Filled With Honey’, ‘I Love You This Much’ og faktisk næsten alle andre numre på albummet. Jarboe har naturligvis også været inde over albummet med indspark som det støjpunkede nummer ‘Yum-Yab Killers’ eller det forvrængede nummer ‘Volcano’ med sit underlige pulserende beat. Yderligere synes jeg, man kan inddele værket i 4 sektioner, der hver især cementeres af ét overvældende post-rock nummer. Jeg har nævnt nogle af dem før, men de 4 hovedværker er ‘Helpless Child’, ‘Animus’, ‘The Sound’ og ‘Empathy’. ‘Helpless Child’ er hjerteskærende dyb i sin lyrik, samtidig med at den rammer en himmelsk harmonisering senere i nummeret med langsomme guitarstryg, bløde synthmelodier og marcherende trommer. ‘The Sound’ får musikken til at transcenderer på måder, jeg ikke troede var mulige, ved den måde nummeret konstant tilføjer lag til sig selv i en – hvad der føles som en – uendeligt opbyggende passage, der konstant bliver større og større. Det er ikke tungt på den traditionelle metalmåde, men det er så overvældende at lytte til, at det slår de fleste metaludgivelser i tunghed med kilometer. Et album med så løs struktur er svær at afrunde på en passende måde, men Swans formår det stadig med de to numre ‘Yrp 2’ og ‘Surrogate Drone’ – begge varer 2 minutter og 9 sekunder, hvilket jeg ikke kan tro er et tilfælde. ‘Yrp 2’ er kraftig i sit udtryk, og præsenterer lytteren for støjet repetition og percussionbrag. ‘Surrogate Drone’ gør det modsatte, med én monoton dronelyd, der uafbrudt buldrer derudad for så spontant at stoppe og dermed slutte albummet. Det er så underligt, men alligevel så perfekt en slutning, der opsummerer den oplevelse, man lige har været igennem glimrende. I hvert fald den bedste opsummering af albummet, man umiddelbart lige ville kunne. Det mest passende ord, jeg kan komme på at beskrive albummet, ville være ordet “liminal”, som bedst oversat til dansk betyder noget i retning af “mellemting mellem to tilstande; overgang eller ubestemt. Af eller vedrørende en grænse, især en sensorisk tærskel”. Det opnår mange ting samtidig, der får én til at sætte spørgsmålstegn ved præcis hvilken tilstand, albummet vil have én til at være i.
3. Deliquescence (2017)
Dét her er det ultimative Swans-livealbum. Det er en urokkelig monolit af en liveudgivelse, der indkapsler alle de gode elementer af et Swans-show. Sætlistens primære fokus er på numrene fra albummet The Glowing Man, da dette album er optaget fra en efterfølgende turné. Dog er der 3 numre, der blev lavet specifikt for turnéen som kun kan findes på denne udgivelse. Det første er belejligt også albummets åbningsnummer ‘The Knot’ på hele 45 minutter. Jeg ved godt, at mange af de lange mastodontnumre måske lyder ens, når de skal beskrives med en begrænset mængde ord, men det er det vilde med Swans: de bruger mange éns taktikker og tilgange på tværs udgivelserne, men alligevel formår de konsekvent at kreerer værker, der er så mangfoldige og alsidige, at de alle har deres egne mindeværdige aspekter. ‘The Knot’ har en mere voldsom tilgang til drone, hvor støjen ofte bliver en addition til én enkel dvælende tone i flere minutter. Det er selvfølgelig ikke uden pompøse støjcrescendoer, der drejer og vender sig i lydbilledet for at forvrænge det mere, for hvert sekund der går. Nummeret ‘Deliquescing’ er blevet udviklet fra studienummeret ‘The World Looks Red / The World Looks Black’, hvilket tydeligt kan høres på den genkendelige basgang. Forskellen er igen her, at fokus ligger fastere i udtrykket om drone og støj. Det behøves ikke have de tunge, koordinerende nedbryd af musikken, hvor hvert bandmedlem slår løs på deres instrumenter for at skabe larm; det nøjes med at forholde sig drænende tungt ved at skamfere lydbilledet totalt i næsten 20 minutter. Det sidste ikke-studienummer fra pladen er ‘The Man Who Refused To Be Happy’. Dette nummer ser bort for nidkærheden om drone og starter med en hurtig baslinje, som hurtigt forvandles til et groove med resten af bandets kompetencer indover. Det er virkelig et tight nummer, og samspillet mellem baslinjen, trommespillet og de hurtigt nedplukkede guitarstrenge gør næsten nummeret rocket. Det er også numre her på som ‘Cloud of Forgetting’, ‘Cloud of Unknowing’ og ublu ‘The Glowing Man’. Den eneste kritik, jeg kan komme på for det her album er, at det ikke er den bedste udgave af ‘The Glowing Man’, jeg har hørt. Jeg savner den repetitive midtersektion, der fortsætter i flere minutters rundgang. Det støjede alternativ her er også godt, men det er bare ikke lige så godt, som den originale udgave af nummeret. Det ændrer som helhedsbillede dog ikke på, hvor absolut massivt et livealbum det her er. Det overgår alle andre Swans-livealbums, og det ville vist ikke være urimeligt at sige, at det her er et af de allerbedste livealbums, der nogensinde er blevet lavet..
2. To Be Kind (2014)
Andenpladsen går til notoriske To Be Kind, som er det andet album i albumtrilogien. Det her er uden tvivl dét Swans-album, der er blevet taget bedst i mod. Det har i hvert fald cementeret sig som et lytteessentielt album for musikfans generelt, hvis du spørger rigtig mange mennesker – og så var der også en skaldet mand på YouTube, der gav det en god karakter, hvilket har hjulpet med at sprede Swans’ musik til mange nye lyttere. Alt sammen er dog af god grund, da det her er et helt exceptionelt album, lige meget hvordan man ser på det. Det er umiskendeligt Swans, når albummet starter på nummeret ‘Screen Shot’, som tager fat i rødderne af sig selv med en bluesagtig basfigur, der stille og roligt udvikler sig over de næste 8 minutter. Det er hypnotiserende catchy, specielt når Giras vokal kommer ind og synger ting som “No dream, no sleep, no suffering” og “No pain, no now, no time, no here”, for det derefter ender i ren kakofoni med skingre synths og guitarstøj. Der er en tydelig simplicitet over lyrikken i dette nummer, men overordnet ville jeg mene, at To Be Kind muligvis er Giras stærkeste lyriske værk til dato. Ikke så meget fordi, han bruger ordene på en innovativ måde eller yder de mest komplekse litterære evner, men mere grundet den sammenhæng, teksterne skal læses i. På nummeret ‘Some Things We Do’ er der byttet om på perspektivet, og Gira synger nu “We seed, we feel, we need, we fight” og “We seal we cut, we seek, we love”. Det skaber en sammenhæng mellem teksterne, der sidestiller de to måder at se verden på: enten af der intet, ellers er det ting, vi alle gør. I ånden er det et meget eksistentialistisk album, der tager fat om abstrakte menneskelige ting og sætter spørgsmålstegn ved formålet ved dem, mens individet selv er i fokus for handlingerne. Udover den lyriske dybde er der også hjernesmeltende og kropszummende numre i alle former som ‘A Little God in My Hands’, der er meget i samme dur som ‘Screen Shot’ med en opbyggende basfigur, men ‘A Little God in My Hands’ formår at gøre det på en endnu mere effektiv måde. Der er også nummeret ‘Bring the Sun / Toussaint L’Ouverture’ som har en af de mest intense passager i hele Swans’ diskografi. Det lyder som om, de prøver at hive solen ned til jorden, og skriver nummeret ud fra den energi, der bliver brugt på det. Der er mange andre numre værd at fremhæve som ‘She Loves Us’ med en fræsende åbningsriff eller lukkenummeret ‘To Be Kind’ med en dyster og natlig atmosfære, når Gira atonalt råber “There are millions and millions of stars in your eyes” før nummeret eksploderer i støj som forvrænges helt eminent mod slutningen af nummeret såvel som hele pladen. Men det nummer, der står stærkest alene, må være ‘Oxygen’. Det er én stor kollektiv energiudladning fra hele bandet. Om det er bassen, trommerne eller Giras vokal, spiller det hele sammen til at skabe et konfrontatorisk lydbillede. Glem alle de tidlige plader, jeg har forgudet til døde; Gira har aldrig lydt voldsommere, mere primal og decideret sindssyg, som han gør på ‘Oxygen’. Hans maniske gestikuleringer han mærkes gennem hørebøfferne, når man sætter nummeret på og han brøler “I steal all the oxygen!”. Lydbilledet bliver endnu voldsommere bagefter med støj og buldrende trompeter, mens Gira selv skifter over i dyrisk artikulation og begynder at råbe og gø som en hund, så man kan mærke brystet opspænde grundet al den kraft, det må have krævet for ham at udføre i studiet – det her kunne meget vel være Swans’ mest voldsomme sang. Jeg tror ikke, der er noget, jeg ville påpege som fejlagtigt på dette album. Det er et af de album, der vil blive husket om mange, mange år som et musikalsk unikum og et af de albums, der uproblematisk ville kunne klassificeres som “et mesterværk”.
1. The Glowing Man (2016)
At blive moden er at indse, at The Glowing Man er Swans’ bedste album. Hvis du sagde til mig “Tænk på Swans”, ville jeg tænke på det her album. Det er det sidste album i trilogien, og det føles som en meget naturlig konklusion på det hele. Med det sagt, føles det også som en sammenfatning af alt, hvad Swans er og har været. På det her tidspunkt har de lært fra deres udvikling, og samlet alle de aspekter ved deres musik – studie- eller liveformat – der virkede, og fået det akkumuleret ind i 8 numre over 2 timers spilletid. The Glowing Man indebærer alt, jeg kan lide ved Swans. De to åbningsnumre sætter perfekt stemningen til hele pladen, ved at bruge samlet omkring en halv time på at opbygge en atmosfære ud af repetitive støjindslag sammen med en orkesteragtig instrumentering i ryggen. ‘Cloud of Unknowing’ bygger sig selv op for at dekonstruere sig selv igen kort tid efter i periodiske sektioner af rytmiske bassektioner og guitarstøj. Det bliver alt sammen gjort med en krybende uforudsigelig atmosfære, dog ikke på samme måde som jeg oplever ved ‘The Seer’. Mere på en måde, der er så underbevidst nervepirrende, at man overbeviser sig selv om, at der ligger mere bag de dissonante ekkolyde, end der nødvendigvis gør. Alene det, at nummeret kan skræmme én så meget grundet uforudsigelighed er en prestige i sig selv. Introen på ‘Frankie M’ er noget af det uhyggeligste, Swans har lavet, siden Soundtracks for the Blind. Den har en diskontinuerlig dronetilgang i starten, som minder meget om noget fra en gammel plade, men efter lang tids opbygning skifter det over i et mere traditionelt Swans-nummer med de genkendelige karaktertræk. Det er umuligt ikke at bevæge mindst én kropsdel til det catchy nummer, når Gira begynder at synge “Frankie M, Frankie M / Live again, live again / Rise again, rise again / Who’s your friend, Frankie M?” og bassen sørger for det underliggende og taktfaste groove. Alle numrene behøves ikke være lange overvældende eposser. Der optræder også en kortere duet mellem Gira og hans kone Jennifer Gira på ‘When Will I Return?’. Men lad dig ikke narre; selvom nummeret fremstår sonisk håndgribeligt, er teksten noget af det mørkeste og mest modbydelige, Swans har skrevet. Nummeret handler om et seksuelt overgreb, Jennifer Gira blev udsat for. Den reflekterede opgivenhed i hendes vokal skinner igennem med linjerne “His hands are on my throat” og “When will this pig-man stop? / His stink is like a dog / My life is mine to keep / I still kill him in my sleep”. Teksten skifter dog mod slut, og det føles som om, der er fundet styrke frem, i og med Jennifer Gira cyklisk begynder at synge “Oh, I’m alive / Oh, I’m alive” – meget personligt og hjerteskærende værk. Det nummer, der for alvor cementere dette album som Swans allerbedste album, er titelnummeret ‘The Glowing Man’, der udover at være det bedste nummer på albummet, yderligere er Swans’ bedste nummer generelt. Alt fra den opbyggende intro til den fuldstændig transcenderende afslutning er eminent her. Allerstærkest i nummeret er repetitionsektionen efter introen, der fortsætter i flere minutter uden at stoppe én eneste gang for at trække vejret. Det føles paradoksalt at lytte til den her sektion. Musik burde ikke kunne være så drænende, samt så opløftende. Det burde ikke kunne være så storslået, samt så minimalistisk. Det burde ikke kunne være så himmelsk, samt så fandenivoldsk. Det burde ikke kunne være så kontrolleret, samt så balstyrisk. Det bliver udfoldet over én dronet tone, mens guitarværket gentager og gentager sig selv, i hvad der føles som en evighed. Det er så monumentalt, og jeg har aldrig nogensinde hørt ét singulært toneskift være så stormægtigt, som det er her. Alt det her er uden at have nævnt den opfølgende sektion, der bevæger sig ud i en rytmisk vekselvirkning af bas og trommespil med komplementerende og underliggende guitarstryg. Swans sørger naturligvis for at tolke videre på denne idé, ved at få Gira til at synge manisk henover det og skifte mellem den svingende rocktilgang til hylende kakofonipassager med lyrikken “Joseph is standing behind my back / Joseph is digging his hands in my chest”. Nummeret bliver ved med at bygge videre på sig selv fra det her punkt og dræner lytteren helt til kernen indenfor dets nærmest 30 minutters varighed, før nummeret begynder at bryde sig selv ned i skæve klaverslag og en tordensky af percussionklang og støj. Det er sonisk overvældende at skulle lytte til, men samtidig er det så latterligt imponerende, at hver gang jeg bliver færdig med nummeret, har jeg lyst til at sætte det på igen. Den mængde idéer, der indgår på dette nummer, er afsindigt forfriskende, også selvom nummerets tunghed dræner alle ens kognitive sanser, hvis det spilles højt nok. Afslutningsvis er der det passende lukkenummeret “Finally, Peace”, som forstærker de sedative virkninger førnævnte ‘The Glowing Man’ har været skyld i. Der har nok ikke været en mere passende måde at slutte et drænende 2-timers-album på, end en flyvsk duet igen mellem Gira og sin kone. Harmonierne hvirvler om ørerne, mens nummeret alligevel udvikler sig i sand Swans-manér til noget mere sindsslidende end en standard melodisk gutiarduet. Det er den mest Swans-agtige måde at slutte en så storladen albumtrilogi på – og det er den perfekte slutning på en suveræn æra for Swans, som utvetydigt har cementeret dem som et af de bedste bands, der nogensinde har eksisteret. The Glowing Man er et mesterværk.
