Liiiiige om lidt udkommer Emma Ruth Rundles nye album. Allerede nu er adskillige singler på gaden, og det er dødsvært at vente. Derfor har jeg sat mig for at lytte alle den hamskiftende kunstners albums i eget navn igennem og endda også give et eller anden bud på en rangering. Det er svært i et oeuvre, der ikke har nogle lavpunkter.
10. EG2: Dowsing Voice (2022)
‘EG2: Dowsing Voice’ er måske Rundles allermest eksperimenterende udgivelse. Hendes stemme er fraværende, og der er kun den uforudsigelige guitar tilbage. Vi har at gøre med anti-sange her, omend pladen – måske i kraft af titlerne – trækker tråde tilbage til Red Sparowes. Det gør sig også gældende i det hypnotiske flow, der alligevel dukker frem, hvis man dedikerer sin opmærksomhed til den. Nogle steder minder det næsten om Om – så spirituelt bliver det. Det bliver aldrig en publikumsfavorit, men dem, der kan lide den, elsker den.
9. ‘Engine of Hell’ (2021)
‘Engine of Hell’ er noget ganske andet end det, vi måske forventer af Rundle. Hvor hendes adelsmærke tidligere var guitaren, er ‘Engine of Hell’ drevet næsten fuldstændig af klaveret. Det er en stærk introspektiv plade, og det er ikke svært at høre Rundles egen selvransagelse i den.
Sine steder viser hun stadig tænder, som vi kender det. Når sorgen har luret længe nok, har den brug for at komme ud, og på ‘Citadel’, hvor guitaren også vender tilbage, stiger energien også. Ikke som i metal, men mere som hos Fiona Apple eller en unplugged Kurt Cobain. Der slås hårdt an på de akustiske strenge, og man kan mærke hende kanalisere det, der gør ondt ud gennem dem. ‘Engine of Hell’ er god, men også en plade, der hører til rolige stunder. Ligesom ANOHNI and the Johnsons kræver det en vis portion fordybelse.
8. ‘Orpheus Looking Back EP’ (2022)
2022’s ‘Orpheus Looking Back’ er blot en lille EP, men det er en, som ser Emma Ruth Rundle træde længere ud i en folket retning. Det er svært at høre ‘St. Non’ uden at sende en tanke i retning af Gillian Welch i hvert fald. Omdrejningspunktet er Rundles stemme, og her er den blidere end nogensinde. På ‘Pump Organ Song’ også smukkere og mere indtrængende end tidligere.
7. ‘Music from the Bella Vista’ (2025)
Rundles seneste udspil er et soundtrack. Hun udgav i 2024 en digtsamling under navnet ‘The Bella Vista’, og denne plade, der består af feltoptagelser, improviseret klavermusik og en lille bitte smule vokal, skal så være underlægningsmusikken til.
Siden jeg første gang hørte Ulvers ‘Svidd Neger’, har jeg haft et blødt punkt for disse typer album. Altså ikke soundtracks generelt, men dem, hvor et rigtigt band bruger deres egen, særegne lyd til at genskabe eller supplere stemningen fra en film. Og det er jeg også her. Jeg er vild med den mere tilbageholdte stemning, Rundle lægger for dagen, og jeg er vild med hendes forståelse af, hvad der skal til for at skabe musik, der supplerer et andet værk uden at løbe med opmærksomheden. Men det er, hvad det er, og jeg foretrækker, når hun blæser lytteren helt væk.
6. The Time Between Us EP (2017)
Der er kun tre numre fra Rundles hånd på denne split, men ikke desto mindre er den essentiel lytning. Det følsomme aspekt er trukket helt frem, og de subtile strygere på ‘To Fold in England (Hours)’ er et fremragende eksempel. De er effektive, men gør ikke noget væsen af sig. Lidt som Rundle selv.
Rundles ægtemand Jaye Jayle står for splittens anden side og gør heller ikke et dårligt stykke arbejde, men for mit vedkommende er det Rundle, der har hovedparten af talentet i dette ægteskab.
5. Electric Guitar: One (2011)
På ‘Electric Guitar: One’ er vi stadig solidt plantet i post-rock-territoriet, som Rundle var så dygtig til at indtage i Red Sparowes. Rundle er ekstremt eksperimenterende på dette album, og sine steder føles det ikke, som om der er specielt langt til en kunstner som for eksempel Buckethead. Det er ren guitarleg, og det fungerer godt. Men det er langtfra det, man regner med, når det handler om en kunstner og en sangstemme som Rundles.
4. Some Heavy Ocean (2014)
‘Some Heavy Ocean’ starter indvundet i effekter og fortsætter i en meget indie-inspireret retning derfra. Det er nemt at høre paralleller til fx. Russian Red eller Lana del Rey. Musikalsk er det stadig mere opløftende og folk-adjacent, end hvad vi senere skulle høre. Det er pop-inspireret og udmærket, men har ikke det mørke, vi skulle komme til at elske Emma Ruth Rundle for. En udmærket plade, men ikke en, der er repræsentativ for hendes arbejde. Det vi allerede kan mærke er dog hendes evne til at bygge en stemning op hen over pladen og give os momentane glimt af klimaks – bemærk for eksempel ‘Haunted Houses’.
3. On Dark Horses (2018)
Man kan tydeligt fornemme, hvor Rundle var på det seneste album, når man lytter til ‘On Dark Horses’. Man kan også fornemme, at hun heldigvis ikke er samme sted længere. ‘On Dark Horses’ er stadig mørk, men den er ikke smertefuld. Jeg er rimelig sikker på, at Rundle brød igennem til et større publikum med denne plade, og det er fuldt fortjent. Meget af det, der er populært inden for den mørkere singer-songwriter-stil lyder ligesom denne plade, men bare lidt ringere. Der er meget få, der kan det, som hun kan, og sørge for at fastholde ægtheden og kanten frem for at fremstå som en blank tavle på en scene – ingen nævnt, ingen glemt.
‘On Dark Horses’ er ikke kedelig, men i kraft af at den er lidt mildere end ‘Marked for Death’, kan den bare (for mig) heller ikke helt leve op til den fabelagtige forgænger. Heller ikke selvom ‘Darkhorse’ gør et fremragende forsøg.
2. ‘May Our Chambers Be Full’ / ‘The Helm Of Sorrow’ collab med Thou (2020)
Der var en lille bølge af denne slags udgivelser en overgang. Converge og Chelsea Wolfe gjorde det på ‘Bloodmoon: I’, og Julie Christmas og Cult of Luna gjorde det på ‘Mariner’. Thou og Emma Ruth Rundle gjorde det altså på denne pakke af LP og EP. Og heldigvis mindede det mere om ‘Mariner’ end om den i min optik rædderlige ‘Bloodmoon: I’. Nu mener jeg jo også, at både Cult of Luna og Thou er bedre end Converge og Christmas og Rundle er mere min smag end Wolfe.
‘May our Chambers Be Full’ er indbegrebet af en collab. Det er tydeligt at mærke, at musikerne har skrevet pladerne sammen. Det er ikke en feature eller gimmick, og de ellers så skurrende Thou har tilpasset deres lyd, så Rundle også kan høres, ligesom hun har rykket sig tilbage i noget tungere for at være med her. ‘Ancestral Recall’ er det perfekte eksempel. Rundles stemme er mægtig, Bryan Funckes er ækel, og Thous guitarer balancerer mellem det rå og det melodiske. Det er stærkt.
1. ‘Marked For Death’ (2016)
Det er svært at komme uden om ‘Real Big Sky’, når man skal tale om Emma Ruth Rundle. Det var det første nummer, jeg hørte med hende, og det er fortsat min absolutte favorit. Og den lyd, hun så perfekt krystalliserer på den sang, udvides til at indkapsle hele pladen. Det særlige ved denne plade er, at den er spillet på akustisk guitar, men at lyden føres igennem så mange effekter, at det alligevel føles metallisk. Jeg har aldrig tidligere hørt en akustisk guitar lave disse lyde, og det kom totalt bag på mig de første mange gange.
Herudover er pladen mørk. Som i begsort. Det er noget, der passer Rundle perfekt, og noget, der føles skrøbeligt, ømt og autentisk. Omkvædet i ‘Real Big Sky’ er knusende. ‘Marked for Death’ er ubetvivleligt hendes allerbedste værk.




