Det er interessant, hvordan Irland i disse dage får lov til at dominere den pan-europæiske venstre-drejede kultur. Det er som om at vi, på tærsklen til en borgerkrigslignende situation i USA, har kigget mod en af vores egne. Det kan være let at glemme, at irere, der ligner os og (tvungent) snakker et sprog, vi forstår, faktisk har levet en helt anden virkelighed parallelt til vores sikre tilværelse. Vi bliver halvt inspireret, halvt bange for Kneecaps meget klare holdninger til Palæstina – men kan ikke på samme måde affeje deres holdningers tyngde, fordi irere faktisk har oplevet kolonisering. Hvor Kneecap er blevet et forbillede for mange i punk-kulturen, fordi vi kan spejle os i deres punkede attitude, selvom de spiller Kneecap-rap, vil jeg i stedet slå et slag for en anden irsk kunstner, som på mange måder og i en helt anden indpakning, kan lære os om alle de ting vi har glemt om Irland og opleve en anden udlægning af uretfærdighed, der kommer indpakket i alt-pop/country-pop. Nemlig CMAT, aka. Ciara Mary-Alice Thompson, og hendes album ‘Euro-country’.
Albummet udkommer samtidigt med at kunstnere som Chappel Roan og Billie Eilish har genoplivet alt-poppen. Der er nok en god grund til at Hayley Williams er begyndt at være relevant nok til at spille late-night gigs igen. Det er nok også derfor at singlen ‘Euro-country’, der også navngiver pladen, har fået flere plays, end den ville have gjort for år tilbage. Dog har de færreste radiolyttere nok tænkt videre over tekstens referencer til Irlands “Celtic Tiger”-år, hvor Irland vandt Melodi Grand Prix og tiltrak multinationale virksomheder en masse, for så under den finansielle krise at miste alting. Sangen kan hurtigt fejlhøres som en kærlighedserklæring til Irland, men nævner, under skygge af dur-kompositioner og pop-instrumentering, hvordan fædre på stribe tog deres eget liv og at huse fortsat står tomme, fordi ingen har råd til at bo i dem. På gælisk indleder CMAT sangen med linjer der delvist beskriver hendes eget identitetstab og delvist det absurde ditto Irland oplevede i 10’erne og som, måske, er kommet for at sluge os nu igen i form af en AI-boble eller hvad der nu ellers er på menuen. Sangen placerer, ligesom vi kender det fra punken, umiskendeligt ansvaret hos Bertie Ahern, der ledede landet op til krisen og tog imod bestikkelse fra det private erhvervsliv. Det smukke “Euro-country”, der var blevet fejret af Europa, blev nu i stedet afhængig af EU’s fælleseuropæiske bailout-program. Ligesom mange unge lige nu føler et monumentalt kollaps i tilliden til deres fremtid, er Irlands identitetskollaps allerede på anden generation. Der er derfor Irland på mange måder er en vigtig krystalkugle, vi kan vælge at kigge i og det gør CMATs værk meget relevant for os, der nyder hård musik, fordi det, ligesom det musik vi kender, er samfundskritisk.
Et andet vigtigt oprørspunkt i ‘Euro-country’ er en mere personlig fortælling om identitetstabet, der sker for kvinder, når man på den ene side er i oprør mod mænds anerkendelse og samtidigt dybt afhængig af den. Der kommer blandt andet til udtryk i den meget direkte ‘Take a Sexy Picture of Me’, hvor CMAT synger“Can’t you see me wither? Take a sexy picture of me. And make me look fourteen, or like ten or like five, or like two or like a baby. Whoever it is that you’re gonna love, so you’ll be nice to me” til en halv-fesen pastiche over en soul-pop/funk-pop instrumentalisering med klassiske, kvindelige soul-kor. Men personligt påvirkede den mere skjulte ‘Lord, Let That Tesla Crash’, hvor CMAT beskriver hvordan det er at befinde sig i et forhold med en deprimeret og halv-mishandlende kæreste med en arrig hund man er bange for, men som han er co-dependent med. Kan du ikke genkende det? Så var du ikke ung i underklassen i Roskilde i 00’erne. Men hvis han ikke havde været der, så havde ingen elsket hende. Det er en virkelighed for mange kvinder, der enten er stemplet eller født ude, at man må tage sig til takke med at blive elsket af bunden af samfundet.
Det er dog på mange måder en CMAT, der har været i terapi, man møder. Det er også hendes tredje album. Hun er ikke længere kun et offer for alt, der er sket hende, og albummet er fyldt med selvkritik, selvomsorg og humor. For eksempel skiller den linedance-inspirerende ‘When a Good Man Cries’ hvor åbningslinjen “I waited for love with a cricket bat” understreger hvordan vi kvinder, der først lever livet med et alt for åbent hjerte, oplever et behov for forsvar senere, når al vores glitter er faldet af og det hurtige liv med hurtig opmærksomhed ikke længere stiller behovet. CMAT ser i sangen pludselig sig selv i rollen som Dorian Gray (“Dorian Graying as soon as daddy’s not home”), som den, der får en god mand til at græde. Nummeret danner en musikalsk linje af country-inspireret instrumentering, der aldrig helt bliver Nashville, men altid forbliver Dunboyne – eller ja, europæisk country. CMAT afslutter sangen ved at bede om tilgivelse; “kyrie eleison”.
Du skal kunne lide at fordybe dig i kvinders tanker, for at kunne lide “Euro-country”. Musikmæssigt er det en besynderlig pærevælling, mest holdt sammen af en umådelig stærk fortæller. Det er singer/songwriter når det er bedst, med en produktion og instrumentering, der lige løfter værket fra en tilrøget “open mic”-scene til pop i verdensklasse.
