You betcha

Skrevet af:









Kunstner(e):

Albumtitel:
Oriska
Genrer: ,

Det er svært at spille post-metal. Eller – det er såmænd ikke så svært, det er bare ikke så lige til at sørge for, det ikke er dødkedeligt – eller at lytteren tænker: “Jeg ville hellere høre ISIS.” Det har mange måttet sande gennem tiden. Selv genrens foregangsband Neurosis er som oftest noget, jeg kan klare mig uden.
Alligevel er der noget i genren, som rammer helt plet for mig. Og derfor er det en glædelig oplevelse, når man opdager et band, der forstår, at sangskrivningen skal være andet og mere end det, vi har hørt hundrede gange før.

Og sådan var det med Oriska. “Post-metal med screamo-vokal” er vel den nemme opsummering, men alligevel føles det, som om der er mere at komme efter.
North Dakota-bandet består af otte mennesker, hvoraf tre spiller guitar, to spiller bas, en enkelt hamrer i trommesættet, og den sidste står for pedal steel guitar og cello. Den ene guitarist spiller i øvrigt også klaver.
Så der skal ikke megen gennemtænkning til for at forstå, at det er musikere ,vi har med at gøre. Men det gør faktisk heller ikke noget, for selvom det er synkoperet og velkomponeret og andre flotte ord, og der rodes med taktarter, og hvad ved jeg, går det hverken hen og bliver selvtilfredsstillende, kedeligt eller så prætentiøst, at det ikke er til at arbejde med.

Click here to display content from YouTube.
Learn more in YouTube’s privacy policy.

Derimod formår den nordamerikanske oktet faktisk at fremmane nogle enormt smukke og stemningsfulde musikstykker på denne deres debut. De fem stykker musik bevæger sig – gisp! – progressivt fremad, og der arbejdes både i bølgetoppe og -dale. Naturligvis er den evige stræben efter et crescendo en del af genretrækkene for både post-rock og ditto -metal, men modsat mange andre steder formår de at holde edgingen fra døren, men rent faktisk at opfylde både mål og delmål i løbet af musikken. Nogle gange oplever man ellers, at man bliver næsten helt blå i hovedet, alt imens man venter på, der sker noget rigtigt.

Det kan være på grund af den store instrumentale spændvidde, at man holdes beskæftiget hele tiden og ikke blot bliver spist af med én rundgang, der fortsættes i det uendelige kun med enkelte moduleringer, men et nummer som albumåbneren ‘Helium’ er virkelig fremragende. De tre vokalister fletter sig ind og ud af hinanden, og effekten af “gang vocals” er lige i øjet.
Det samme kan siges om basgangene, der formår at være melodiøse og diskrete, samtidig med at de fletter fingre på rorstangen og sørger for, at kursen er ret.

Bevægelsen ind og ud af hårde elementer og den måde, der krydsklippes til klaver- og cellostykker skaber præcis den rigtige form for progressivitet i opbygningselementet, mens trommeslagerens bækken- og tamspil lægger sig som skumsprøjt på toppen af bølgerne. For nu at blive i den gennemtærskede maritime metafor.

‘Boron’ tilføjer elementer af guitarsoloer, der har et klart øje rettet mod fortiden – eksemplificeret af den spacerockede solo på ‘Bismuth’ – samtidig med at de sørger for at holde sig nok i skindet til, at det ikke bryder med det udtryk, der starter meget blacket og gradvis bevæger sig opad i følelsesspektret. Soloen i ‘Hydrogen’ er meget klassisk, men spilles så langsomt, at det emotionelle får frie tøjler og sørger for, at man aldrig aner skyggen af pikrock, der ellers har en tendens til at følge soloernes fremskridt. Det kan sammenlignes med de gode stykker på Pallbearers to første, hvilket er – i mangel af bedre udtryk – smaddergodt.

Lyrikken er … fin nok. Den er trist, og det er svært, og det passer perfekt til screamo-elementet, men er ikke særlig nok til, at det giver mening at dykke ned i. Det, der til gengæld er godt, er fremførelsen. Vokalisterne Clint Kliewer, Mathew Ricigliano og Rusty Steele rammer sine steder lige ned i DSBM à la Lifelover, screamo i retning af Sverige og …och sedan drunknade vi og suppleres af et dybere brøl. Samspillet mellem de tre sangere fører selvfølgelig over i vores egne Puke Wolf, og det fungerer også omtrent lige så godt, omend danskerne foretrækker at skubbe vokalerne frem, mens dakotanerne godt kan lide at have den placeret bagest i det absolut sublime mix.

Afslutteren ‘Bismuth’ er omtrent dobbelt så lang som de øvrige tracks og fungerer på en eller måde som en fermeture, hvis der overhovedet er noget, der hedder det i musikteori. Altså en omvendt ouverture. En afslutning, hvor alle elementer inddrages og genbesøges, og hvor bandet får bundet en smuk sløjfe på værket. Også her imponerer JR Andersons trommespil, når han igen og igen formår at spille noget andet end de øvrige, men alligevel sno sig ind i det. Særligt samspillet med Steven Smedshammers cello er strålende.
Det er sjældent, jeg har så meget at sige om det musikalske element og så lidt om det lyriske og kontekstuelle, men Oriska spiller bare fremragende. Der kan ikke siges meget mere.

Optaget og mixet af Adam Tucker i Signaturetone i Minneapolis, Minnesota. Artwork og koncept af Randy Ortiz (damnthedesign.com)

Karakter
6
/ 6

Selvtægt er et DIY-magasin om punk og metal. Vi er drevet som en frivillig forening.

Ansvarshavende redaktør: Hanna Ella Sandvik
Magasinkoordinator: Tobias Holst

This image has an empty alt attribute; its file name is logo-1024x243.png

2025 – København
CVR: 44226421

Privatlivspolitik

Instagram
Facebook