Nogle crossovers er nemme nok at forstå. SYL og EYES for eksempel – der skal spilles hardcore. Sunn O))) og Boris – der skal spilles langsomt. Kollapse og Grava – der skal tyngde på.
Men HIRAKI og Meejah? Skal der bippes løs på verdens største synthesizer og hoppes rundt i Adidas-sæt, mens der hamres i gong-gong og spilles på ceremoniskåle? Eller er det techno-hardcore-post-rock-avantgarde?
Nu ville skriver-klicheerne kræve, at jeg sagde nej og forklarede, hvad det så var. Men svaret er ja. Dette samarbejde handler netop om at tage de ting, de to orkestre, der blev flettet sammen under utallige John Cxnnor-koncerter, excellerer i – og så gøre begge dele på én gang.
Og her mener jeg faktisk “på én gang”. For på en eller anden måde føles det som 00’ernes yndlingspudseløjerlighed “mashuppet”. For de unge eller de glemsomme var det ganske enkelt det at spille to numre samtidig og se, hvordan de fungerede sammen. Man kan finde en masse af dem på Youtube, men man kan også bare lytte til ‘Redirect Revenge’ og så spidse øren hen omkring fire minutters-mærket. Den skramlede HIRAKI-stemning sniger sig langsomt ind og følger Mai Young Soon Øvlisens karakteriske stemme i opbygningen, men når vi når til det sidste stræk, bliver de svævende guitarer, som Meejah er så kendte for, langsomt afløst af buldren og skrigen. “ARE YOU OKAY?,” skriges der, og det er svært at vide, hvad man skal svare efter sådan en omgang. Vokalen har sjældent lydt vildere, og Tue Schmidt Rasmussen og Andreas Isbrandt Løvenskjold blander guitarer i så massive toner, at den efterfølgende passage, hvor The Oceans eks-vokalist Loïc Rossetti synger rent over Løvenskjolds æteriske guitarpassage, bliver mere iørefaldende.
Det samme sker i øvrigt igen, når tidevandet igen stiger, og Mai synger duet med Rosseti og måske endda også HIRAKIs Jon Gotlev, og det hele bliver mørkt, ildevarslende og rædsomt.
Pladen består af fire numre. To HIRAKI-sange, hvor Meejah er gæster, og to Meejah-sange, hvor HIRAKI er gæster. Hvad præcis det betyder er svært at forklare helt nøjagtigt, da begge lyder som andet og mere end det, de plejer. HIRAKI har for eksempel aldrig haft så melodisk underlægning som det, der rulles ud under Gotlevs voldsomme vokal i ‘All Contrast’, ligesom Meejah aldrig har udsat sig selv for så høj bølgegang, som de gør på ‘Redirect Revenge’.
Og selvom det er melodisk, kan digital-rockerne ikke tøjles. De besynderlige riffs, der ligger midtvejs i ‘All Contrast’, er kontraintuitive og skærende fuzzy, og det mere besynderligt bliver det, når Mais vokal presses igennem effekter og lægges over dem som disen på en forårseng.
Hvor mashups er fjollede og hakkede, er ‘INTERWOVEN’ helstøbt og bygget på ideen om at skabe synergi i kontrasten (“LinkedIn-buzzwords for 500, Tobias”) – og det mærkes. Her forsøges ikke at få fjerntliggende modpoler til at mødes med vold og magt, men derimod at lade de naturlige kontaktflader stå for sammenhængen og lade hvert bands ekstremiteter være ansvarlige for spændingskurven. Og den er god.
‘Preserve / Manifest’ indledes med fuzzy elektronik og Mais docerende stemme, inden Gotlev afbryder timen, suppleret af back-up vokaler, og diskanten til sidst knækker over for at give plads til et trance-agtigt beat, mesterligt udført at Tim Frederiksen.
Man bemærker knap, at vanviddet bliver til et dansenummer, ligesom man sjældent bemærker, at Smag På Dig Selv spiller deres techno på et gammeldags trommesæt. Og det rykker det fra andet og mere end en gimmick.
Man kan mærke, at Meejah og HIRAKI har villet lave noget sammen med denne plade. Men de har ikke sat benspænd og dogmer op. De har ikke besluttet sig for at lave techno-metal, eller hvor man ellers kunne sætte etiketter på. De har spillet til hver deres styrker og gjort sig umage for at finde fællesnævnerne. Og det er absolut vellykket.
Jeg kunne personligt godt have brugt mere. Fire numre er næsten ingenting, og med mit kendskab til musikerne bag kan jeg ikke andet end at forvente endnu mere kreativitet. Hvor deres show på Basement var en appetitvækker, javist, men en, der fik mig til at ønske højere ambitioner, indfrier ‘INTERWOVEN’ disse, men efterlader mig sulten efter mere. Så på den måde er det værste, jeg kan sige om udgivelsen, at den er lidt kort. Og det er vel en ret stor ros.
‘Interwoven’ er udkommet på Pelagic Records. Den er mixet af Klaus Q. Hedegaard.
