Den moderne dødsmetalscene er gunstig, og trives i bedste velgående. Sjældent har der været så meget vellyd, så mange teknisk kompetente bands, og så mange bannerførere, som forstår at genopføre genrens grundlæggende essens så overbevisende, som det er tilfældet i 2025. Men hvad skal vi egentlig stille op med tusinde dygtige bands, der alle sammen spiller “den fede død”, hvis de alle lyder som hinanden?
Det er ikke sjældent, at man hører noget i stil med at “al dødsmetal lyder ens”. Det er typisk noget man hører fra folk, der enten ikke ved bedre, eller fra dem, som elsker at være på tværs. Og jeg forstår dem egentlig godt. Jeg er ikke enig i udtalelsen, men der er altså en afdeling i butikken, hvor alle varerne minder mistænkeligt meget om hinanden.
Det kommer vi til, men først skal vi en tur til Texas, der er hjemstaten for vores hovedpersoner i Tribal Gaze. Alt er større derovre, siger man, og jeg ved ikke, hvad de kommer i drikkevandet i The Lone Star State, men få amerikanske stater fostrer så massive dødsmetalbands som netop den. Den texanske dødsmetaltradition synes at følge den samme logik som statens grillmad. Den skal være stærk, der skal være herre meget kød på, og når du først har fået nok, har du virkelig fået nok.
Jeg var egentlig ikke blandt dem, der var pjattede med Tribal Gazes 2022-debut ‘The Nine Choirs’. Måske fordi jeg først hørte den for et par måneder siden, da jeg så at bandet var blevet signet af Nuclear Blast. Alligevel så jeg et potentiale i kvintetten fra syd, da jeg hørte deres smadder. Dog røg pladen – som så mange andre udgivelser – totalt i undertegnedes glemmebog efterfølgende. Derfor var det en kærkommen overraskelse at opdage, at bandet i mellemtiden havde bygget videre på deres brutale formular, og nu stod klar med endnu en bunke larm i form af ‘Inveighing Brilliance’.
Meget snak er gået på den “dødsmetalrenaissance”, vi har været vidne til de sidste par år. Dens opskrift synes enkel nok, og hvis man kan spille hardcoreriffs, sovse dem ind i en knusende dødsmetalproduktion og så råbegrowle om alt det, der vækker vrede, er man godt på vej. I Tribal Gazes tilfælde, er det de rige magthavere og organiseret religion, som står for skud i tekstuniverset. Intet af det lyder jo dårligt på papiret, og det er det skam heller ikke. Det er bare ikke nyt og spændende længere.
Men behøver det også at være det altid? Det er måske et urimeligt krav at stille til ethvert band, der bare gerne vil spille noget “fe’ dø’!”, og pointen er for guds skyld heller ikke at forlange genialitet af Tribal Gaze. De ved jo godt, hvad folk kan lide. De ved godt, at folk elsker Mortician og Sepultura. De ved godt, at Jamey Jastas levering altid har været pissesej. Og så ved de godt, hvad et albumcover med et lettere ulæseligt bandnavn, kranier og den fandens farvekombination, signalerer om deres musik. Hvad jeg dog ikke ved, er hvad der umiskendeligt gør Tribal Gaze til, ja, Tribal Gaze. For under kølerhjelmen på den tonstunge dødsmetalmonstertruck, som gutterne tonser rundt i, ligner den alle de andre biler på værkstedet. Det er uvasket, fæl hulemandsdød blandet med “se mor, jeg har lige lært at headbange”-død, præcis som vi kender den fra den moderne bølge af dødsmetal. Og det høres på nærmest alle albummets sange.
Dem kan vi passende kigge på et par stykker af. På ‘Beyond Recognition’ får vi serveret en omgang dødsmetal af den gamle skole med afstøvede riffs fra fortiden. Nummeret efter, ‘Emptying the Nest’, lugter lidt mere nutidigt, og har et mere bouncy hovedriff, der nærmest bliver dansabelt til sådan en grad, at jeg ikke ved, om den inviterer til skulderskub eller cirkelspark – that’s 2025-dødsmetal for you. Selv når Tribal Gaze svinger mellem det oldtidige og det moderne, husker de tyngden. Den er konsekvent, og måske det tætteste vi kommer på en egentlig identitetsmarkør. ‘Guarding the Illusion’ rummer måske ikke de store musikalske overraskelser, men den maser sig frem med så bastant en lydmur, at jeg bliver nødt til at tage hatten af.
Det er i pladens begyndelse og slutning, at ‘Inveighing Brilliance’ for alvor viser tænder. ‘Lord of Blasphemy’ er nemlig pladens stærkeste sang. Tribal Gaze har gemt det bedste til sidst, samlet alle deres kræfter og ladet dem eksplodere i en finale, som efterlader mig med den klamme smag i munden, jeg har efterlyst fra starten. Nummeret føles som et destillat af hele albummets væsen. Det er en reduktion så kraftig og koncentreret, at den ville kunne peppe enhver kedelig sauce op. Ja, den varer næsten syv minutter, men frygt ej, for halvdelen er bare en lidt ligegyldig – omend virkelig velspillet og teknisk vidunderlig – trommesolo, så den kan man bare springe over. Trommeslager Cesar De Los Santos er faktisk et kæmpe standout på det her ‘Inveighing Brilliance’, og hans spil er decideret forbløffende flere steder. Eksempelvis på titelnummeret tidligere på skiven.
Når det så er sagt, er der selv efter en uges tid med denne plade på fast rotation cirka nul riffs, jeg ville kunne nynne for dig – uanset hvor pænt jeg så bliver spurgt. På den måde er Tribal Gaze bestemt ikke ulig mange andre af de utallige newcomers på scenen, vi har stiftet bekendtskab med de seneste år. Det er vellydende, kompetent og massivt, og de formår ganske rigtigt at kanalisere de bedste sider af deres debutalbum på den halve times tid, pladen nu engang varer. Med deres nuancerede rytmesektion og en behagelig mængde variation i sangenes tempo, formår de endda at hæve sig over mellemlejet. Også selvom pladen er en ud af 1.000 dødsmetaludgivelser kreeret af nogle makkere, som både kan two-steppe og circlepitte.
