På albummets åbningsnummer tager jeg mig selv i at vippe med foden. Sådan nogle tunge vip, hvor hovedet begynder at gynge med. Denne vippen og vrikken med fodtøjet siger noget vigtigt om ‘Love Is Not Enough’ – Converges 15. album; det er en udgivelse, som er tung, buldrende, ja, nærmest groovy. Decideret sludget i sit udtryk. Den tekniske matchcore med sine skæve taktarter og dissonante, nørklede akkorder er skiftet ud med et mere bastant og ligetil udtryk. Og det klæder Converge, for de mestrer sludge-udtrykket ret så fornemt. Converge er et band, som rummer mange kontraster; Jacob Bannons skingre, hidsige vokal, Ben Kollers bundsolide trommer med en bund, som til tider virker bundløs, Nate Newtons brutale, tonstunge, men også simple basspil, og ikke mindst Kurt Ballous hæsblæsende, tekniske, men samtidig fandenivoldske guitarspil. Disse er ingredienserne i den smeltedigel af lyd, Converge rammer én med. De er en bulldozer, samtidig med at de er en Ferrari. Dr. Nielsen og sambuca. På papiret burde det ikke virke. Men det gør det.
Kontrasterne kan høres i produktionen. Bundsolide lavfrekvente bas og guitarer. Trommerne rummer også ordentlig bund, men også en papirstynd produktion –især på lilletrommen og bækkenerne – gør, at de skærer tydeligt igennem som et samuraisværd. Især på numre som titelnummeret og albumåbneren ‘Love Is Not Enough’, ‘Bad Faith’ og ‘To Feel Something’. Sidstnævnte bevæger sig en kende mere i det math’ede Converge-land.‘Beyond Reapir’ fungerer som stemningsfuld intermezzo videre over i ‘Amon Amok’. Et fantastisk nummer, der med sin oktav-effekt på guitaren og fænomenale variation på strengene formår at vise, hvor meget Converge mestrer. Et nummer, som vil alle ting på én gang. Dette plejer typisk at gå galt ogblive retningsløst og intetsigende. Men for Converge fungerer det.
‘Force Meets Presence’ lægger ud med mere vægtløftning for at slå over i en 100 meter sprint. Virkelig en fornøjelse at lytte til. ‘Gilded Cage’ er en nærmest Steve Albini’sk sag. Dundrende bas og trommer tilsat lavmælt guitar, som kører over i et psych’et C-stykke. Her er det tydeligt, at Blood Incantations ‘Absolute Elswshere’ ikke er udgivet forgæves. På ‘Love Is Not Enough’ føles det, som om Converge kan alt og gør alt. Det er befriende og charmerende, at et band, som lugter så meget af skovmandsskjorter, stretch-piercinger, tatoveringer på hals og fingre og craft beer, gør, hvad fanden der passer dem – og i virkeligheden gør op med klichéerne inden for den uendelige række af “-core”-genrer. Albummet lukker med den knallert-fræsende, men også ret så bøvede ‘We Were Never The Same’. Egentlig ærgerligt, at et så ligetil nummer skal lukke sådan en gennemkørsel af indtryk. Især omkvædet bliver lige primitivt nok og fremstår mest af alt lidt kikset.
‘Love Is Not Enough’ er et vidnesbyrd om et Converge i storform. Et stilsikkert album, som samtidig eksperimenterer. Converge kan gå på vandet inden for alle de stilarter og elementer, som de dyrker. Det kan jeg kun tage hatten af for. Det er bestemt ikke gode gamle ‘Jane Doe’, men det skal det saftsuseme heller ikke være, når man spiller metalcore (hvad end det betyder) på 35. år. Man føler, man har regnet den ud, men det ene nummer efter det andet tager røven på en. Jeg tror på, at Converge og ‘Love Is Enough’ er et must for alle, som har en forkærlighed for ekstrem musik. Eller musik, som larmer.
