På ‘Fredløs’ fødes Amira Hernans soloprojekt, og som vanligt med den slags, sker det i smerte. Navnet på både band og plade sender tankerne i retning mod hvad transpersoner oplever over hele verden. Er du fredløs, har du mistet din retsbeskyttelse. Så langt så godt. Men årsagen til den middelalderlige dom, hvor man må fanges og dræbes af enhver, er en alvorligt forbrydelse – mord, eksempelvis. Så hvilken forbrydelse har transpersoner begået siden de skal kæmpe så indædt for hvad der serveres gratis for andre? For lighed, oplevet ligeværd, for fred, ja selv for grundlæggende rettigheder, som i visse stater tages fra dem? Det spørgsmål bliver stående, til vi på et tidspunkt er nået derhen, hvor det er blevet til en fjollet anakronisme – et levn fra en tid, hvor vi var dummere. Lad den tid komme snart.
Rent musikalsk trækker blackgaze-projektet inspiration fra en lang række af især danske bands, men tiden i Solbrud fornægter sig heller ikke i sangskrivningen. Det bliver tydeligt allerede som pladen åbnes med stemningsstabiliserende guitar og godt med ekko, samt knapt fem minutter inde hvor riffet agerer lige så meget rytme som blast beatsene gør det. Albummets 50 minutter er fordelt over kun fem numre, hvoraf ‘Druknet I’ (pladens korteste) næsten snarere udgør en digtrecitation end en sang. Numrenes opbyggelighed emmer af de lag, de udgøres af, og de fastholder dig i sekvenser i længere tid, end du måske har lyst til at forblive i dem. Et faktum, som indledningsvist kan virke som et irritationsmoment, men som ved yderligere – og fokuserede – gennemlytninger ender med at blive en styrke for oplevelsen af pladen. Lidt ligesom meditation kan åbne for det uventede gennem samme slags fastholdelse, er det også hvad der sker her, når lytteren åbner sig selv for det.
Et nummer som ‘Druknet II’ skal roses for netop lagene, og her bør også Jonas Bangstrups (Offernat, red.) trommer fremhæves for deres funktion i samme, de er i høj grad med til at definere tracket og dets progression. Det er vel lige dele et spørgsmål om sangskrivning og produktion, for de ligger langt fremme og fungerer ikke bare som basal eller bagvedliggende rytme. Omtrent halvvejs inde smelter de nærmest sammen med den rockede tremolo-picking samtidig med at hi-hatten stort set ikke står stille før dobbeltpedalen tager over, og det klæder nummeret.
Jeg bliver ikke gode venner med vokalen på hele pladen, men befinder Hernan sig i enten det talte eller der, hvor growlet skrues helt op, trækkes ud, skriges, fungerer det. Her får vokalen lov til at matche de øvrige instrumenter i en præmis af sidestillethed, hvor forpintheden og fornemmelsen af at være hårdt prøvet formidles med direkte adgang til modtagerreceptorerne hos lytteren På alle tidspunkter er vokalen dog emotiv, og derfor lander kritikken nok det sted, hvor man må konstatere at smag og behag er forskellig. Lytterens egen udfordring kan med fordel være at vende blikket mod det svære og prøve at være i det frem for at afskrive det. Tag eksempelvis juxtapositionen mellem vokalen og det sarte guitar- og strygerbillede på ‘Forbandede’ frem til omkring 4:40, som fremhæver begge dele. Herefter sættes strøm til. Da først skiftet sker, opstår også en form for forløsning, hvor vokalen går fra et lydligt billede på hulk til en helt anden slags kraft. Især sangens lyse skrig er helt eminente.
Lyrikken er, qua miksets placering af vokalen, langt fremme i det samlede billede, særligt på numre som ‘Forbandede’ og ‘Druknet I’. Når den er god, sender den mindelser mod 80’er-modernisterne med sit fokus på krop og følelser, og udpluk som “jeg kan stadig se din rastløse krops / tvetydige aftryk i sandet ved min side” og “dine hybenroselæber / pryder denne bugt” udmærker sig ved afsættet i det sanselige uden at ramle forplumret ind i klichéer. Helt generelt er der noget med form og indhold, som går hånd i hånd på denne plade. Lige så tungt og blacket det til tider er, lige så florlet er det også i lange perioder, og det fungerer fremragende at inddrage strygere i lydbilledet. Og andre gange igen lander vi i indierockede, midtempo-passager med Mew i ascendanten.
Her skal også sendes en kærlig tanke til artworket, som er lige i øjet. Magnolia splatter-udgaven af pladen er allerede udsolgt i forsalget 14 dage før udgivelsen, hvilket min pladesamling er træt af.
Nogle gange er det lidt noget rod. Og her når vi til pointen med form og indhold, for det er en plade, som handler om levet liv når det ikke er pænt og ordnet, men roder, er beskidt og gør ondt. Hvis man, som Hernan, har levet i 20 år med et skyggeselv mellem sig selv og andre mennesker, er der helt naturligt en velvoksen portion smerte at lade noget spire fra. Der er nogle vidunderlige passager og mellemspil, som ganske enkelt lykkes med at forene skønhed og smerte på den dér måde, hvor det jo i virkeligheden slet ikke er to forskellige ting, men i meget høj grad noget i sameksistens. To sider af samme mønt, for selv at gribe ud efter en kliché.
Fredløs udkommer den 28. august 2026 på Over the Under Records. Amira Hernan har selv tegnet albumcover.
