Nogle gange er det bedst bare at få revet plasteret af. Når et album er så absurd godt, som Chat Piles tredje i rækken nu engang er, er det måske allermest passende at få det eneste retmæssige kritikpunkt ud af verden, så jeg kan komme i gang med at fortælle dig om, hvor latterligt god en bunke sange, vi har med at gøre her.
Der er ikke et dårligt nummer på ‘Who Loves the Sun’. Men en af mine helt store kæpheste er en trend, der strækker sig tilbage til 90’ernes alternative metal, og det er den der mumlende, stønnende vokal, der lige er blevet sovset ind i en lettere reverbet og undervandsagtig voksbehandling. Og selvom ‘Same Rules’ ikke er det eneste nummer på pladen, der gør brug af den, er det det første – og det skal den virkelig bare lade være med. Det er ikke helt McDonald’s drive-thru-boks-agtigt-slemt, bevares, men det er synd for os, der dermed går glip af Raygun Busch i fuld opløsning. Manden, der med sin hæse, hysteriske og dybt ubehagelige råbevokal skråler om menneskeskabte rædsler på sådan en måde, hvor man næsten kan forestille sig ham rendende rundt i underhakker mens han ligner, at han skal til at slå dig ihjel, skal faktisk bare blive ved med at råbe.
Og nu til alt det gode.
Der er heldigvis masser af rædsler på ‘Who Loves the Sun’, som markerer et interessant punkt i bandets korte karriere. For hvad fanden gør man, når man som band kom frem, fordi man var nye og unikke og the shit, og på sin debut larmede på en måde, der pludselig fangede folk, som normalt slet ikke gider sådan noget ondt-i-håret-musik? Man udgiver en endnu bedre toer, der bare var mere af det gode, men samtidig fungerede som en udstrakt langemand til dem, der troede, at det ikke kunne blive vildere. Men ‘Cool World’ var også en påmindelse om, at Chat Pile ikke længere er det nye og spændende band, som jeg i sin tid fik dem pitchet af en kammersjuk som. Nu er de efterhånden blevet et etableret navn, som vi herhjemme både har haft glæden af på Roskilde og til A Colossal Weekend i fjor, så mærkelighedsfaktoren er dalet, men det er forventningerne bestemt ikke.
Efter et par sidespring – blandt andet ‘Blood at Night’-udgivelserne og samarbejdet med Hayden Pedigo – er de så landet et sted, hvor de både trækker tydeligere på deres egne styrker og samtidig tør åbne lyden en smule. Og ja, der er mere melodi og flere hooks på ‘Who Loves the Sun’, end man tidligere har fået fra Chat Pile, men grundmaterialet er stadig den samme slaskede, noisede og ubehagelige sludge, som alle barylerne forelskede sig i til at begynde med. Og det er jo bare alt for fucking fedt, mand.
‘Who Loves the Sun’ er grim musik. Groovy, men grimt, og alligevel mere fængende end nogensinde før. Chat Pile har aldrig haft et problem med at sætte sig fast i min hukommelse, men det er gået langt stærkere med denne plade end på de to forrige, på trods af at der samtidig er skruet op for intensiteten. På samme måde har Chat Pile aldrig været mere melodiske, og den musikalske spændvidde er blevet langt bredere. De har aldrig groovet så svedigt, som de gør nu, og riffarbejdet på åbningsnummeret ‘Creature’ lyder nærmest mekanisk og rustent. Stin skyder hele svineriet i gang med en rungende basgang, som der kommer mange flere af, før Raygun træder ind og skifter mellem en nærmest mumlende dyb og desperat skrigende og råbende vokal om en verden i bogstavelig opløsning med linjer som: “Please don’t say we couldn’t stop this / Please don’t feed me all that bullshit / ‘Cause this is what you always wanted / An empty world, vast and haunted”
Verden er på røven. ‘Creature’ er en meget vred og apokalyptisk sang om klimaforandringer og en sviner til dem, der har haft magten til at forhindre det, og Raygun lægger som sædvanligt ikke fingre imellem. Billedsproget er så eksplicit, som det næsten kan være, hvilket er en af Chat Piles allermest forfriskende kvaliteter. Begynder du først at pakke forudanelser om vores fælles dystopiske fremtid ind i indviklede metaforer og dobbeltbetydninger, mister de slagkraften, hvilket svækker sangens virkning.
Jeg tror, for at komme tilbage til musikken, at det er meget bevidst, at ‘Creature’ åbner albummet med et groovy og grunge-agtigt hovedriff leveret af Luther Manhole, der faktisk ligger ret langt fra bandets tidligere riffing, som ofte har lænet sig op ad sludge og nu-metal. Skidtet kulminerer i en virkelig fedtet afslutning, hvor bassen og trommerne tager førersædet, mens guitaren kører skingert henover. Det er så umiskendeligt Chat Pile, at man nærmest ikke lægger mærke til, hvor ikke-Chat Pile-agtigt det egentlig lyder.
‘Who Loves the Sun’ er en nedtursplade, og hvis man kender Velvet Underground-sangen af samme navn, vil det næppe komme som nogen overraskelse. Den handler om en person, der er så ødelagt af sorg, at alt andet kan være pisseligemeget, hvilket blandt andet illustreres gennem en komplet apati over for naturen, solen og vinden. Det er derfor svært at forestille sig en bedre titel til et album, hvis grundstemning er så fuld af livslede, som dette album har fået. Desuden bliver naturens kræfter også heftigt italesat på pladen, blandt andet på ‘Intruder’, som har et virkelig eksplicit billedsprog og et repetitivt omkvæd, hvor bandet virkelig viser, hvor varieret de egentlig er i stand til at skrive. Tilsæt nogle backingvokaler, der tilføjer et klart lag, som skærer igennem den tonstunge sovsethed, og en overvældende afslutning med en fuldstændig sindssygt slibende guitarsolo, og så er den hjemme.
Nu-metal-inspirationerne er stadig at finde i Chat Piles musik anno 2026, og de bliver særligt åbenlyse på ‘Deep Blue’. Det er en sang, der mest af alt handler om ideen om, at vi i jagten på individualisme stille og roligt mister os selv og smadrer vores eget moralske kompas – leveret gennem en metafor om de masker, vi tager på, når vi negligerer vores behov for fællesskab og i stedet forvandler os til en version, der passer ind i systemet. ‘Deep Blue’ kan derfor læses som en kritik af neoliberalismens ironi, men samtidigt er det også svært ikke at forstå den som en kommentar til vores stadig mere skærmfikserede tilværelse og den kunstige intelligens, der på ingen tid har ædt sig ind i den. De repetitive “You move deeper into screens, into the deep blue sea”-linjer er svære at høre uden at tænke på netop det.
En anden betragtning er koblingen til den IBM-computer, sangen deler navn med, som i 1997 blev den første computer til at besejre en regerende verdensmester i skak, Garry Kasparov. I en sang om mennesker, der frivilligt bevæger sig længere og længere ind i digitale verdener med algoritmiske hjælpemidler, er det en meget passende reference. Forskellen er bare, at det dengang var én maskine, mens vi i dag står med et helt hav af dem.
Det er ikke kun nu-metal, Chat Pile trækker på. Også grunge-inspirationerne kommer til udtryk, særligt på ‘Shrine’, hvor Raygun levering nærmest er Lemmy Kilmistersk, mens nogle legesyge guitarstrøg danser hen over nogle fuldstændigt bimmelims trommer – tak til Cap’n Ron for det. Det er en sang, der hiver gulvtæppet væk under lytteren igen og igen, og musikalsk står den som en af de stærkeste i hele Chat Piles katalog. Sindssygt overvældende og alt, alt for meget, præcis som man kender bandet, når de er bedst.
Udover grunge og nu-metal er det naturligvis sludge, der er allermest af på tværs af hele pladen. Blandt andet på førnævnte ‘Same Rules’, der desuden genbruger linjen “And dream about a life that’s fair and true” fra ‘Intruder’. Det mest sludgede indslag finder vi dog måske på ‘Christabel ’26’, hvor tempoet er skruet endnu længere ned, og vi bevæger os nærmest over i doom – i hvert fald efter Chat Pile-standarder.
Meget apropos jagten på effektivitet italesat på ‘Deep Blue’ finder vi ‘PEN I S MALL’, hvor Raygun leverer en fuldstændig afstumpet vokalperformance over et breakdown tungt nok til at kunne knuse kapitalismens endeløse hamsterhjul. I sangen følger vi vores hovedperson, Greg, som er en mand med drømme og håb, der er så opslugt af det arbejde, han er nødt til at have for at overleve, at han sladrer til chefen om sine kollegaer, mens hans eneste afbræk fra arbejdsdagen er en diskret spiller i pausen eller et hurtigt fyraftensrus. Han er fanget i hamsterhjulet, og han kan stå af, når han dør: “Simon says no protection / Simon says get back to work / Simon says maybe next time / Simon says get in the subfloor”.
Simon siger-legen bliver grotesk forvandlet. Gør, hvad der bliver sagt, ellers er det ud. Og i et samfund, hvor du er værdiløs, hvis du ikke er i arbejde, gør du naturligt hvad som helst for at beholde det, så du kan komme igen i morgen. Det er jo ikke verdens dybeste poetiske pointer, vi får remset op, men det er effektivt, også selvom det bare er “capitalism bad”.
Jeg fik lidt Rollins Band-vibes fra sangen under Rayguns spoken-word-stykker, hvilket også gør sig gældende på ‘Family Funeral’, der både er en lidt sjov sang og en ubehagelig fortælling om en familie i totalt opbrud. Det er tragikomik for alle pengene, men hold nu kæft, hvor er det gennemført. Her leverer Raygun sin måske bedste vokalperformance til dato. Han spytter linjerne ud med en intensitet og et grumt overskud, der gør det ægte ubehageligt og direkte kuldegysningsinducerende, for han lyder som om, han oprigtigt er ved at miste forstanden. Forestil dig domestic-abuse-soloen på ‘Down with the Sickness’, hvis den faktisk var god.
Hvis ‘Family Funeral’ har den mest ubehagelige vokalperformance, har ‘Influence’, som kommer lige før, den mest ubehagelige tekst. Den handler om at blive desensibiliseret over rædsler i vores digitale løbegårde, om kontroltab og om en opfattet nødvendighed om at ignorere tragedier omkring os, hvis man ikke skal blive helt skør i roen. For hvor meget kan et menneske egentlig holde ud at tage ind, før man er nødt til at lukke ned og bilde sig selv ind, at det ikke vedkommer én? Ud fra tekstens dårligdom i anden halvdel af sangen at dømme, er det i hvert fald ikke gået vores hovedperson det særligt godt. Der er ikke meget tilbage af den følelsesmæssige bedøvelse, når han selv begynder at gå i opløsning, og sangen giver fornemmelsen af et menneske i totalt mentalt forfald.
Det er med at holde tungen lige i munden, for Chat Pile vil virkelig, virkelig meget med den her plade. Der er sludge, doom, grunge, nu-metal, noise rock, spoken word, melodiske hooks, guitarsoloer og jeg ved snart ikke hvad, men det mest vanvittige er, hvor godt det hele fungerer sammen. Det kunne sagtens være blevet et rodet sammensurium af gode idéer, der hver især forsøger at slås om opmærksomheden, men Chat Pile har efterhånden så godt styr på deres eget udtryk, at de kan tillade sig at hive i alle mulige retninger uden at miste sig selv undervejs.
Pladen er 43 minutter lang, men man mærker det overhovedet ikke, og havde du fortalt mig, at jeg lige havde hørt en EP, havde jeg troet dig. Det er måske noget af det største kompliment, jeg kan give en plade som den her, for medrivendehed er i sig selv en kæmpe kvalitet, især når musikken samtidig er så grim, tung og tekstmæssigt deprimerende, som denne plade er. ‘Who Loves the Sun’ er Chat Pile. Ikke fordi de gentager sig selv, men fordi de er nået til et punkt, hvor de kan smide flere og flere idéer ind i deres maskineri uden at det holder op med at lyde som dem, netop fordi de allerede har defineret deres lyd. Der er få plader, jeg har været mere motiveret til at fordybe mig i, som denne, og selvom det absolut ikke er easy listening – snarere det modsatte – har jeg nærmest ikke lyttet til andet hele ugen.
