Noget af det fede ved weltschmerz er, at det er så utrolig relaterbart. Man kan høre en andens problemer, og så kan man sætte sig ind i det helt uden at misse et beat.
Og det er måske grundlaget for pop-punk. Det er det i hvert fald for fight me irl., det dansk-græske københavnbaserede orkester, der tilføjer elementer af klassisk rock, ska, synth og indie til den festligt følsomme omgang, der serveres på deres selvbetitlede debut.
Jeg må ærligt indrømme, at jeg faldt pladask for pladen allerede fra allerførste nummer. Et cover af Modest Mussorgskys ‘Promenade’ fra ‘Pictures at an Exhibition’, der er intet mindre end lige dele fantastisk guitarhelteri kombineret med absurd tåbelighed. Og jeg er vild med det. Der er ingen tvivl om, at det lyder fremragende, men at det også er så selvhøjtideligt, at man ikke kan andet end at rulle med øjnene – eller det ville man, hvis det ikke var, fordi man vidste, at bandet selv havde det alt for sjovt over det.
Og måske ville jeg have det strammere med det, hvis vi blev kastet ud i et helt album à la Savatage eller Mekong Delta, men det er gudskelov ikke den slags, vi har med at gøre. I stedet bliver vi smidt ind i noget så absolut ærkedansk som en sang om at hade at cykle i regnvejr. Græske Andreas Ampatzidis må siges at være en absolut masterclass i integration, da jeg føler det absolut umuligt at finde noget mere dansk end brok, regn og cykler. Det er derudover en rigtig fin sang med et som nævnt umådelig relaterbart nedslående budskab:
“And don’t forget to kiss goodnight / All of your problems just to realize / There is nothing you can do / They’ll be there to greet you in the morning”
Det er måske det værste. At cykle i regnvejr er én ting. At cykle i regnvejr mandag morgen, når vejrudsigten forudsiger en hel uge i samme dur, er noget andet. Og med den sammenligning er ‘North Bridge’ et billede af fortrydelse og manglende tro på forbedring i en hverdag, der ikke byder på forandring eller noget synderligt håb om bedring. Når november kommer, kan vi alle sætte os i Ampatzidis’ sted.
‘25’ er ikke meget bedre. Tyggegummisynthen får det til at lyde festligt. Det samme gør Leo Wallin (Forever Unclean, Kill the Rooster, Stars Burn Stripes, etc.) på trommer, der hiver det hele i energisk retning, men igen får Ampatzidis os ned med nakken.
““Don’t think too much, seize every day, live in the moment” / But no one tells you what to do when every moment sucks”
Først i ‘Disappearing Act’, hvis intro i øvrigt sender et kip med hatten til Blink-182’s ‘I Miss You’, sætter bandet ord på dette. Vi hører om ikke at have energi til at snakke med sine venner, at gå ud samt at være en del af det miljø, der betyder så meget for en. Ampatzidis fortæller om at ville forsvinde og ville vente til, øjeblikket – og følelsen – er overstået.
Det er naturligvis depression.
Det er noget, som flere og flere her i landet kender til, men som mange af os stadig har svært ved at snakke om.
Og netop derfor er det måske nemt at relatere til. Det kan være svært at holde dampen oppe, og i hvert fald kan det være svært at få det indre til at harmonere med det ydre.
fight me irl. er i stand til dette på det lydlige niveau, hvor de fire spiller hurtigt, sjovt og energisk. Men som et billede på mange menneskers hverdag er indholdet lidt mindre morsomt. Og det er meget godt. Der er ikke nogen, der gider at høre musik, der bare handler om, at livet er fedt – hvor realistisk er det lige?
Når vi i stedet hører klagesangen kombineret med Juraj Borić og Antun Aleksas følsomme hornsektion, der i øvrigt står i skarp kontrast til deres fremragende ska-inspirerede medvirken på ‘Truck’, klikker det. Vi kan sænke paraderne lidt.
Men netop denne insisteren på at have det sjovt, selvom det nogle gange gør ondt, er måske grundessensen i miljøet omkring Nasty Cut, Ampatzidis’ label og årligt tilbagevendende festival, der excellerer i rummelighed og god stemning, men også i forståelse og åbne arme.
Og det kan man også mærke hos de fire i bandet. Der er ikke tvivl om, at Wallins trommer og Ampatzidis’ synth er noget af det, der får det til at skille sig ud, men det betyder ikke, at man skal overse Rasmus Halskovs bas eller Jakob Høys guitar, der begge trækker bandets samspil til sig og sørger for, at leveringen bliver tight og skarp.
‘Cold Hawaii’, afslutningsbangeren, er klassisk Underwerket-indiepunk og lægger op til fællessang og ditto -skab. ‘fight me irl.’ varer kun i underkanten af 16 minutter, men det er 16 velbrugte minutter.
Jeg er og forbliver Nasty Cut-fan.
‘fight me irl’ er mixed af Leonidas Theofylaktidis i Buduzi i Athen. Den er mastered af Greg Obis hos Chicago Mastering Service. Den er indspillet i fight me irl.’s gamle øver, der lå nabo til DAD’s. Sygt nok namedrop. Den er ude på Nasty Cut Records.
fight me irl. spiller release på Underwerket 27. september sammen med Swash og Mundane.
