Det er ikke så længe siden, jeg sidst prøvede at lytte til Opeth. Da jeg var ung, var jeg vældig glad for dem. ‘Deliverance’ var min indgangsvinkel, og den kunne jeg godt lide. Sidestykket ‘Damnation’ lige så – ‘Windowpane’ dukker altid op i hovedet, når jeg ser en bog af Bjarne Reuter, da jeg hørte den plade på repeat, mens jeg genlæste ‘Shamran’.
‘Still Life’ skulle blive min favorit. Men da ‘Ghost Reveries’ udkom, droppede jeg ud. Langsomt blev de andre også lyttet mindre og mindre, og da min kollega Bjørn Bavngaard, der stort set altid er iklædt en Opeth-shirt, tidligere i år begyndte at tale om dem igen, besluttede jeg mig for at lytte til ‘Still Life’ endnu engang. Ligesom med ‘Shamran’ må jeg erkende, at Opeth var noget, der hørte mit tidlige teenage-jeg til. Jeg genlæser nok aldrig den bog. Og jeg har svært ved at forestille mig, at jeg skulle sætte Opeth på igen.
Derfor var det også udelukkende fordi vi tidligere har kørt Rampelys på Heksproces, samt at jeg vidste, at guitarist Mads Aspesgård Kofod har god smag – vi har for eksempel skrevet en artikel om Black Sabbaths strålende ‘Master of Reality’ sammen – at jeg besluttede mig for at lytte til den bornholmske kvartets debutalbum ‘Dejlig er Jorden’, selvom Opeth er et af de navne, de allermest påkalder sig i pressetekst, promo med videre.
Og der er da også grund til det i en eller anden udstrækning. For eksempel består omtrent halvdelen af ‘Solen Synker’ af førnævnte Kofod og forsanger og guitarist Claes Torsten Sørensen, der giver den ordentlig gas på gribebrætterne. Ret meget ligesom der lires melodiske progstykker af i Opeth – især det nyere af slagsen. Dog synes jeg, at Heksproces er lidt bedre til at holde sig selv i ørerne. For selvom ‘Dejlig er Jorden’ indeholder alt rigeligt guitarlir, er vi heldigvis ikke der hvor det lyder som hverken Pink Floyd eller hjemmedyrket pot. Det er stadig spændende nok.
Men ambitionerne er på plads. Første sang, den eponyme ‘Dejlig er Jorden’ strækker sig en smule over seks minutter, men føles nærmest som en hel vinylside i sig selv. Vi kommer vidt omkring, fra den atmosfæriske start, der afløses af en blacket intro, der så ledsager de fire gange “nej” Sørensen brøler af os, inden det progressive får greb i sludgen og begynder at lade musikken køre nærmest et parallelløb til Sørensens dansksprogede og -brummede lyrik. Ikke engang halvandet minut inde i pladen serverer Kofod en solo for os, og med den til hjælp føles det som om man som lytter løftes op, op, op! … indtil Sebastian Bech Westerdahl og Thomas Trojahn som rytmesektion flår os ned i den stadig frosne jord med et brag.
Denne opbygning gentages alt imens Sørensens fremfører den mildt sagt prosaiske lyrik, der minder mig om noget, der kunne få en fuld række hjerter i Politiken, men hvor man ville være angstfyldt i tvivl om hvorvidt Lars Bukdahl ville elske det eller flå det fra hinanden i idiosynkratiske og perfide vendinger.
Hvis man er til moderne knækprosa er der ingen tvivl om, at hverken teksternes beskaffenhed eller den pudsige staccatoagtige fremførelse af linjerne “Dejlig er Jorden / hvor lys formørker / og struber messer / og solen synker“ inden Sørensen brøler den sidste linje “synker ned” og sangen når sit apex.
Det er fedt nok, men hvor det til gengæld bliver RIGTIG sejt er ved overgangen til sang to, ‘Lys Formørker’. Jeg er for evigt til fals for en marchtromme. Og hvor lidt for ren guitar nogle gange kan føles for mig som et irriterende insekt, formår Heksproces at afstemme den med nok reverb og forvrængning. Dette er noget, man kan rynke på næsen af – på den gode måde.
‘Lys Formørker’ – der også var eneste single forud for pladen – er generelt et dødstærkt nummer, der formår at hive både mørke og tyngde ind som kontrast til de proggede elementer, og som fremstår klippefast i sit fundament. Det skaber en god bund for Sørensen at fremsnerre sine vokallinjer henover, og i allerbedste ulvestil spytter han nihilistisk repetition ud.
Netop denne gentagelse er smadderinteressant og også et eksempel på den forståelse for rytmik, som afholder Heksproces fra bare at falde i proggryden. For det går ikke, at alle elementer halser videre mod næste skift. Noget bliver nødt til at fastholde lytteren, og i dette tilfælde bliver det vokalen, der kører rekursivt, mens guitarerne stræber opad. Det er godt tænkt.
Hvor sangene stræber efter et højdepunkt konstant, føles pladen som udspændt mellem to tinder, hvor ‘Struber Messer’ og ‘Masker Glemmer’ er et tempomæssigt lavpunkt og for førstnævntes vedkommende desværre også der, hvor min opmærksomhed glipper for første gang. De to første sange lykkedes med at spænde alle elementerne for vognen i hurtig rækkefølge, men ‘Struber Messer’ føltes i højere grad som en lidt for lang og forvirret vandretur i et storcenter. For mange indtryk og for lidt helhedsplanlægning.
‘Masker Glemmer’ er derimod rodfæstet i det ubehagelige og holder den tunge sludgethed i højsædet. Hvis jeg skulle gætte, tror jeg, at bandet kaldte dette nummer “den tunge” eller noget lignende, inden sangtitlerne blev sat helt på plads. Efter endnu et ubehageligt stykke spoken word sparker Kofod gang i tingene igen med en guitar der først lyder malplaceret helteagtigt, men som derefter finder sin plads som indpisker på det tunge track, får sparket ækelheden på plads og sørger for at følge den i mål.
‘Inden’ er et et kort mellemspil med korsang inden det tidligere nævnte epos ‘Solen Synker’ med ORMsk storladenhed lukker affæren af.
‘Dejlig er Jorden’ er en habil og velskrevet debutplade fra et band, der formår at samle ekstremt forskellige elementer i et kohærent hele. Jeg ønsker mig fortsat en smule mindre prog i guitaren og lidt mere tro på, at riffsene sagtens kan bære sig selv. Det hører vi ganske tydeligt ved fem-minuttersmærket på ‘Lys Formørker’. Det kan naturligvis lyde lidt fjollet at brokke sig over brugen af et genretræk, så det kan lige så vel affejes som en personlig idiosynkrasi hos anmelderen. Men jeg kunne godt bruge mindre helt til fordel for mere riff.
‘Dejlig er Jorden’ er optaget i Full Moon Studio, København, og er mixet + mastered af Simon Sonne Andersen. Johanna Thiery Aresvik har stået for artwork.
