Ulver er tilbage som vi kender dem, og som vi ikke kender dem – på samme tid. Fuldstændig som vi kender dem.
Det nyeste Ulver-track, ‘Neverland’, udkom faktisk sidste år – Den 31. december 2025 for at være helt nøjagtig. En rimelig ‘Ulver’sk’ dato at udgive sit 15. album på. For Ulver er i kraft af sin egen musikalske historie et bizart foretagende. Kunstnerisk har det norske band bevæget sig op og ned, til venstre og højre, og diagonalt i begge retninger indenfor den rytmiske musiks genrer og udtryk, siden deres black metal-debut ‘Bergtatt’ fra 1994. I de godt og vel 32 år, har bandet udforsket alt fra black til electronica, og dubstep, til neo-folk og klassisk musik.
På ‘Neverland’ er vi ude i dubbet electronica med elementer af dub, ambient, synth-pop og en snert dungeon synth.
Et vrangbillede af Trentemøller på svampe bliver ved med at vende tilbage i mit hoved. Det er Stella Polaris, som er rykket fra Frederiksberg Have med Somersby og popcorn, til Bispebjerg Station med læderjakker og Høkerbajer. For det dubbede udtryk blandet med de kolde synths gør albummets udtryk mere boblende, men også mere kluntet. Bas, synth og trommer er i et evigt kapløb om at fylde mest, men det er ikke på en bevidst, overproduceret måde, som f.eks. med Aphex Twin. Det virker mere som et tilfældigt misk-mask af udtryk fra et band, som ikke kan finde rundt i hvad albummet skal bæres frem ad.
F.eks. på ‘Pandora’s Box’. Et nummer som starter ud med kold ambient, trommer der buldrer og dubbet hulemands-bas. Her er mørkt og tungt, og frekvenserne rummer en ret fin balance imellem at have et forfinet udtryk, men samtidig rumme tyngde. Herefter indtræffer en mindre katastrofe: Ambient-udtrykket udskiftes med en ligegyldig mid-tempo bas-rundgang og et intetsigende trommebeat. Det her kunne godt være underlægningsmusik til en ‘Top 10 best NBA-goals of 2015’-video på YouTube. Intetsigende.
Dette illustrerer min store anke ved ‘Neverland’. Ulver er bedst på deres tunge, mørke dub og deres filmiske, ambient-opbygninger, hvor der uddeles high-fives til Vangelis’ Blade Runner-soundtrack. Dette illustreres tydeligst på numre som ‘Fear In A Handful of Dust’, ‘Elephant Trunk’ og ‘Weeping Stone’, samt nogle stykker på andre tracks. For meget af albummet er simpelthen ligegyldig, halv-funky muzak. Sidste nummer på albummet ‘Fire In The End’ kunne med sit intetsigende trommebeat, Stranger Things-synthesizer og piano-tema agere som outro til enhver lunken DR3-dramaserie (hvis nogen kan huske den kanal).
De genremæssige lege, som Ulver er elsket (og sikkert også hadet) for, lykkes ikke rigtig på album nummer femten. Desværre. For det er på de mere abstrakte, neo-klassiske og ambiente stykker, at Ulver er mest fremragende. Der er bare for få af dem. De up-tempo stykker fremstår ligegyldige, og jeg vil vove at påstå, at hvis ikke ‘Neverland’ var lavet af netop Ulver, men f.eks. en debutudgivelse fra et nyt band, ville Selvtægt slet ikke have samlet den op.
Med al respekt, tænker jeg, at fortællingen om Ulver og de kunstneriske faldskærmsudspring de kaster sig ud i, til tider overskygger deres musik, og hvor middelmådig den også kan være. Netop dette er ‘Neverland’ et eksempel på.
