De pudseløjerlige Nashville-punkere i Snõõper har skruet op for ambitionsniveauet og ned for “Random xD”-indslagene på ‘Worldwide’, hvor de med samme hyperaktive energi som altid, formår at kanalisere kaosset og fjollerierne til noget meningsfuldt – helt uden at miste den bizarre charme, der gjorde dem uimodståelige til at begynde med.
Jeg er ikke just en “hardcore gamer”, men da jeg så, at Snõõper ikke bare havde ét, men to computerspil liggende frit tilgængelige på deres hjemmeside, blev jeg nødt til at tjekke dem ud. Snõõper Worldwide ville min PC ikke køre, men browserspillet Snõõper Runner lod sig åbne uden videre. Som den pro jeg er, valgte jeg med det samme den sværeste sværhedsgrad, og det lykkedes mig faktisk at få en tredjeplads! Man løber godt nok kun mod to andre i en meget simpel hækkeløbs-”runner”, men den del behøver vi ikke snakke om.
Jeg plejer at sige, at jeg ved, hvad jeg vil have. Det gælder ikke kun spil, men også musik. Og i forlængelse af det, ved jeg naturligvis også, hvad jeg bestemt ikke skal bede om. Spil må gerne være krævende, men de skal ikke være besværlige at navigere rundt i. Musik må gerne være stressende, men den skal ikke være irriterende at høre på. Og nu kommer jeg, og fortæller dig, at det her fjollepunkband faktisk er godt? Vorherre bevares.
Men Snõõper er gode. Jeg havde selv fornøjelsen af at opleve dem på Loppen sidst de lagde vejen forbi Danmark, og det var en koncert, jeg stadigvæk tænker positivt tilbage på i ny og næ. Bandet opstod midt i coronaens stillestående år 2020, da kunstneren Blair Tramel og musikeren Connor Cummins stak hovederne sammen i Nashville for at lave et multimedieprojekt. Cummins blev guitarist, og Tramel blev forsanger, og begyndte at skrive krøllede, absurdistiske tekster og designe de papmachérekvisitter, som senere blev en fast del af deres sceneshow. Det visuelle aspekt af Snõõper er nemlig mindst lige så vigtigt som det musikalske. Det er helt ufravigeligt en forlængelse af musikken og teksterne, så det er ingen overraskelse, at bandet har nogle af de mest underholdende musikvideoer, jeg er stødt på i årevis. De er som oftest sovset ind i en mega 90’er-agtig æstetik – se bare videoen til ‘Guard Dog’:
Selvom bandet betragter ‘Worldwide’ som deres egentlige debut, var det jo allerede med ‘Super Snõõper’, at de kunne præsentere omverdenen for de numre, de i forvejen havde spillet en helt masse af live. Denne gang stod de pludselig med opgaven om at lave et spritnyt album, hvor kun enkelte sange var testet af live, og hvor kun ganske få var at finde på tidligere udgivelser. Så de pjækkede fra billedkunsttimen og spurtede ind i musiklokalet for at banke en masse instrumenter og effekter sammen, indtil det begyndte at lyde sejt. Resultatet taler for sig selv.
Der er i det hele taget langt flere lag i musikken på ‘Worldwide’ end på ‘Super Snõõper’. Et af de mest fremtrædende er trommemaskinen, der for sig selv lyder decideret hæslig, men hvis eksistens berettiges af den lo-fi-produktion, som John Congleton har stået for. Det kan ikke have været nogen nem opgave at få dette sammenrend af støj til at lyde godt, men det gør det! Og det er faktisk brudstykker fra rytmesektionen, jeg oftest har kørende i baghovedet. Ikke guitarriffs eller hooks, som jeg normalvis tager med mig, når jeg har hørt et punknummer, men den fremtrædende, fuzzy bas og den skide trommemaskine. Det siger en del om, hvor afgørende netop det element er blevet for albummets særkende.
‘Worldwide’ markerer et klart skridt fremad for Snõõper: Produktionen er skarpere, sangene er længere og sangskrivningen fremstår mere fokuseret – alt imens man har bevaret meget af den kant, der gjorde ‘Super Snõõper’ så spændende i første omgang. Ikke det hele, men essensen og det umiskendelige Snõõper-DNA er unægteligt til stede – og i rigelige mængder. Genremæssigt placerer de sig fortsat i egg punk, som er denne her lille meme-genre inspireret af Devo, som tager udgangspunkt i en skramlet, lo-fi-lyd samt satiriske tekster typisk sunget af en forsanger, der enten er meget monoton eller nærmest hylende. Blair Tramel demonstrerer troligt begge. Tjek eventuelt The Coneheads eller C.C.T.V ud. Velkommen til 2010’erne og 1990’erne på samme tid.
Åbneren ‘Opt Out’ og især ‘On Line’ er Snõõper i deres reneste form. Tempoet er højt, instrumentalen vibrerende og teksterne en fusion af gak og samfundskritik. Denne gang kredser de overordnet om internettet og vores færden på den digitale slagmark. ‘Opt Out’ handler eksempelvis om det endeløse sisyfosarbejde, det er at afmelde abonnementer og nyhedsbreve, man ikke engang anede, man havde sagt ja til at modtage. ‘On Line’ skitserer et endnu mørkere billede af den sjæleknusende og limbo-agtige sfære, som internettet og især sociale medier kan være.
Men det er allerede på ‘Company Car’, albummets tredje nummer, at ‘Worldwide’ for alvor peaker. Sangen udgav de faktisk for næsten to år siden, men denne kæmpe banger har nu fået ny lak, og det klæder den utroligt godt. Snõõper er stærke, når de lyder som Snõõper, men de er også gode, når de lyder som Bikini Kill. Inspirationskilderne bliver der ikke lagt skjul på, men de fremstår aldrig som et decideret rip-off – snarere en homage, uden at det bliver “Bikini Kill at home”. Anyways, ‘Company Car’ er et styrtfedt nummer. Blair Tramels udlægning af en opmærksomhedskrævende introvert er virkelig underholdende, og det er i høj grad hendes performance, som bærer herligheden op på et næsten ikonisk niveau.
Meget af denne ros kan i øvrigt også tildeles titelnummeret, som kommer lige bagefter. Ligesom ‘Company Car’ tager sangen fat i nogle af de stressende og overvældende hverdagsfølelser, der bidrager til de eksistentielle nedtursfølelser, der kan ramme os alle sammen indimellem. Jeg elsker at surmule over noget vred råbe-punk, men det her er altså også et friskt pust.
Andre skæringer som ‘Star 6 9’ og ‘Blockhead’ ligger begge inden for kaosskiven. Førstnævnte er ukarakteristisk lang af en Snõõper-sang at være, men på samme tid ikke langtrukken. Det gør sig faktisk gældende for størstedelen af pladen, særligt sammenlignet med ‘Super Snõõper’. Flere af sangene er over dobbelt så lange som på foregående album, men man mærker det ganske enkelt ikke.
Vi kan også lige tage en pop quiz: hvordan ville ‘Come Together’ lyde, hvis den var god? Den ville i hvert fald være meget hurtigere, hvis man spørger Snõõper. Deres udgave af ‘Abbey Road’-åbneren er lige i øjet, og har været en fast del af deres liveset i et pænt stykke tid efterhånden. Derfor var det en sand fornøjelse at høre den på plade, og deres egenartede vinkel på den gamle traver gav et nummer, der egentlig aldrig har sagt mig det store – og jeg er ikke en Beatles-hater – et helt nyt liv.
Blair Tramel bliver – ikke ulig mange andre kvindelige punkforsangere – ofte omtalt som “cheerleader”-agtig eller lignende. Alt afhængig af, hvem der siger det – og hvordan – kan det enten være en hyldest eller et diss. Det er et begreb, jeg selv har brugt positivt om ikke kun hende, men også om Liz Selfish fra Brat, selvom det dog mere er stage presence end levering, der retfærdiggør begrebet i det tilfælde. På ‘Pom Pom’, som handler om at være sin egen cheerleader, omfavner de sammenligningen. Den er enormt desorienterende, men på den fede måde, og indkapsler ‘Worldwides’ gennemgående ideer fortrinligt. Er du en Snõõper-skeptiker, så start med nedenstående:
Ligesom på ‘Super Snõõper’ afsluttes pladen med udgivelsens længste nummer. ‘Subdivision’ er måske det mest tydelige billede på bandets identitet anno 2025. Alt skal stå skævt, men ikke så meget, at det afslører sig selv som et bevidst kunstgreb. En klogere person end mig selv ville sikkert kunne sige noget klogt om The Uncanny Valley her. Du ved, når noget næsten ser normalt ud, men ikke helt er det, hvilket gør det foruroligende eller afskyvækkende? Primitiv CGI, AI-genererede portrætter af mennesker, som aldrig har eksisteret eller grimme voksfigurer med livløse øjne – det er forkert, og man ved, at noget ikke er, som det skal være. Sådan føles det at lytte til Snõõper, bortset fra at symptomerne er lige omvendt. Man bliver konfronteret med det skæve, men kan ikke lade være med at omfavne galskaben. Og man vil have mere af det.
Snõõper er nemlig charmerende på den måde, som en grim sweater kan være det. Den er komfortabel på trods, og den klør jo ikke. Den har sin charme! Som jeg skrev, da jeg anmeldte dem på Loppen, behøver god musik ikke at handle om smagfuld finesse, “hvis bare makværket oser af mening”. Forskellen her er dog, at Snõõper nu både har finesse og en meningsfuld bunke sange med i skoletasken. Der er stadig intet pusterum i sigte, men denne gang skyldes det ikke, at sangene er ovre, før de er begyndt – det skyldes, at de er blevet bedre sangskrivere. Og det hjælper naturligvis, at hele balladen er indspillet i et rigtigt studie med en rigtig producer til at dreje på knapperne. Om det så stadigvæk er rigtigt DIY, er vist fuldstændigt ligegyldigt.
‘Super Snõõper’ kunne til tider virke fjollet for fjollethedens skyld. ‘Worldwide’ er fjollet for kunstens skyld. Snõõper er, om man vil det eller ej, et band i rivende udvikling, og man gør klogt i ikke at forelske sig for meget i deres status quo, for den ændrer sig sikkert, før man ved af det. Jeg har brugt meget spalteplads på at skrive om teksterne og produktionen, men ikke så meget om det kompositoriske – måske fordi mange af sangene, foruden de små, quirky lydeffekter, faktisk lyder ret ens. Heldigvis er langt de fleste af dem også virkelig gode, og det er trods alt punk, så måske gør ensartetheden ikke så meget, hvis bare det lyder fedt.
