Den frydefulde gru over en vrangvendt verden

Skrevet af:









Kunstner(e):

Albumtitel:
Muuntautuja
Genrer: , , ,

Oranssi Pazuzu er unheimlich: Noget velkendt og i sig selv stort set ufarligt, som ved at optræde i en helt anden kontekst, end man forventede det, kommer til at fremstå forskruet, forvirrende, dybt urovækkende. Som børn med økser, talende hunde, elektroniske elementer i metal. Og det er imponerende, at de 16 år efter debuten på deres sjette album fortsat kan vække den følelse hos lytteren. ‘Muuntautuja’ er en af de mest sælsomt dragende og skrækindjagende plader, metal har givet os i år.

Hvis den effekt, Oranssi Pazuzus musik har, alene skyldtes det aparte genreclash mellem black metal og psykedelisk rock, burde den ikke længere være så overvældende. Så havde de været henvist til klyngen af novelty acts sammen med Babymetal, Alestorm, Blood Incantation m.fl. Men da jeg første gang så det finske band på den hedengangne festival Heavy Days in Doom Town i 2014, stod det klart fra åbningsriffet til sangen ‘Vino Verso’, at Oranssi Pazuzus vision rakte længere end bare til at få én til at sige “årh hvad, så lyder de lige som Hawkwind, der spiller Weakling, sygt nok!”

Den vision udvidede de to år senere på pladen ‘Värähtelijä’, der over lange, repetitive passager kanaliserede krautrock, og det fortsatte de på efterfølgeren ‘Mestarin kynsi’. Og det var godt, helt klart – særligt på ‘Värähtelijä’, der for mig var en af de allerbedste bedste plader i 2016. Men fem album inde var det også efterhånden meget Oranssi Pazuzus ting at lyde sådan. De røg uforvarende over i kategorien med finsk metal-weirdness sammen med Circle, Mr. Peter Hayden og Dark Buddha Rising, og der kunne de for så vidt være blevet og have lavet løjerligt foruroligende og utroligt vellydende plader, hvis de ikke havde haft mere på hjerte.

Eller bare et ønske om at skrue op for Unheimlichkeit-knappen: Det er det, de gør på ‘Muuntautuja’. Det lyder reelt, som om der bliver vredet og flået i musikken for at få den til at passe ind i former, det ikke burde være muligt for den at antage. Som et af de der Escher-huse med helt fucked trapper sat til musik eller et hus, hvor alle trapper leder mod tilmurede vægge eller til afsatser svævende ud over afgrunde. Tag en sang som ‘Valotus’ med tomgangstrommer og en synthbaslinje, der pitches op og ned, mens guitarerne klodset efterligner den, og Jun-His skriger stadig mere desperat mod det klaver, der klimprer uafladeligt afsted, inden det hele godt fem minutter inde degenererer i ren støj og slutter med en lang hyletone.

De elektroniske manipulationer fylder mere på ‘Muuntautuja’, end de har gjort før hos Oranssi Pazuzu. Bassdrops og en synthbas som et kæmpemæssigt væsens åndedrag, blips og knirk som fra en MR-scanner, centrifugeeffekter på guitarerne, bassen og trommerne, særlig tydeligt i det slæbende, ildevarslende titelnummer, vokalerne mangedoblet og forstrukket i ‘Voitelu’, der også ledsages af et af de helt enkle klavermotiver sovset ind i ekko, der løber som en ledetråd pladen igennem.

Click here to display content from YouTube.
Learn more in YouTube’s privacy policy.

Min første reaktion, da jeg hørte pladen, var, at det lød som en LP, hvor centerhullet sad skævt, så det hele lyder off. Min næste indskydelse, da jeg hørte den sejlende bas, der leder an i ‘Hautatuuli’, var, at den mindede mig om den utroligt vellykkede musik i Yorgos Lanthimos’ ikke helt vellykkede film ‘Poor Things’: Det hele lyder forkert, men foregiver at være helt rigtigt.

Det er en ret så fantastisk effekt, og det gør ‘Muuntautuja’ til en af den slags plader, man har lyst til bare at flytte ind i og forvilde sig rundt i ad blændede trapper og gennem fugtige kælderskakter med store, psykedeliske skimmelsvampemønstre på væggene i ugevis. Jeg kan ikke komme på at have hørt en metalplade med så uortodoks en tilgang til det at spille metal, siden Ihsahn peakede kunstnerisk med ‘Das Seelenbrechen’. For så vidt som det overhovedet giver mening bare at kalde ‘Muuntautuja’ metal.

‘Muuntautuja’ er sit eget bizarre univers. Og som minimum en af årets allervildeste plader.

Oranssi Pazuzu spiller på A Colossal Weekend i København 8.-10. maj 2025.

Karakter
6
/ 6

Selvtægt er et DIY-magasin om punk og metal. Vi er drevet som en frivillig forening.

Ansvarshavende redaktør: Hanna Ella Sandvik
Magasinkoordinator: Tobias Holst

This image has an empty alt attribute; its file name is logo-1024x243.png

2025 – København
CVR: 44226421

Privatlivspolitik

Instagram
Facebook