Der er noget ekstremt fedt ved at møde et band, der gør alting anderledes end man havde forestillet sig. Det er tilfældet med dansk–australsk-amerikanske Tungsind.
Det er måske bare mine fordomme, der taler, men jeg havde forestillet mig noget crusty, noget punket, noget lidt mere fandenivoldsk.
Men det var ikke det, jeg fik.
I stedet var det første, der ramte mig en følelse af nostalgi. Ikke på en dyb, melankolsk, sjælelig måde, men på en håndgribelig, dagligdags facon. Jeg savner Northern Discomfort. For dem, der ikke kan huske den, var det en festival, der fandt sted i Ungdomshuset og som fokuserede på doom, sludge, drone og grim black metal. Jeg har haft nogle af mine største koncertoplevelser der, som for eksempel da Bismuth spillede så tungt, at jeg fysisk fik presset luften ud af mine lunger, og da CHRCH gav en imponerende opvisning i lige dele melodi og dissonans i Dödsmaskinen.
I vores tid, hvor der er festivaler til alle sider, virker det måske lidt besynderligt at ønske sig en mere. Men det gør jeg altså. Og Tungsind får mig til at ønske den endnu højere.
For efter en kort guitarspilsintro, skrues der op for forvrængningen og Pelle Fabæch Nielsens trommer leverer et brutalt frontalangreb på ørerne. Og det er præcis, som det skal være. Det er beskidt, harskt og upoleret.
Kasper Sandal Povlsens vokal er umådelig skarp og veludført – især for en sanger som, mig bekendt, ikke har slået sine folder mange andre steder.
‘Happy and Without a Name’ kører i noget, der minder om D-beat, mens Mads Grue og Lewy Nicholson spiller guitarer, der først og fremmest lægger et skærende lag støj, men også præsenterer 90’er-black metal-agtige melodier i baggrunden, præcis som Pedersen og Jørgensen gjorde på ‘Nattens Madrigal’ for snart 30 år siden. Lytterens ører bliver ikke foræret noget som helst, men belønningen er til gengæld stor, hvis man formår at lade dem kæmpe sig igennem larmen.
For larm er der. Ikke på den klassiske demo-facon, hvor det meste af det mudrede kommer af amatørisk produktion. Næh, Tungsind har været forbi Marcus Ferreira i No Master’s Voice, og det ved alle betyder knivskarp lyd. Næh, mudderet er bevidst og mesterligt anvendt, særligt af bassist Ali Cedroni, der med sin baggrund i computerspilslyddesign er ekspert i at skabe en stemning af hæslighed, der afspejler den kosmiske rædsel Kasper Sandal Povlsen fremmaner i sin beskrivelse af en verden på randen af selvkollaps.
Atmosfæren er til at skære i med en smørkniv på ‘The Creature Knocks’, der ikke har lyrik tilknyttet, men som alligevel bruger Povlsens markante vokaltalent til at skabe en vis frygt for omtalte væsen, der prøver at presse sig ind over dørtrinnet til lytteren. Lovecraft og Derleth har ikke levet forgæves, kan man vist roligt erklære. Dette track viser også, sammen med anden halvdel af forgængeren, hvor dygtige Grue og Nicholson er til at variere deres guitarspil. Herefter tager det hele endnu en drejning, og den modbydelige sludgetone suppleres af guitarer, der med det samme sender tankerne i retning af Pallbearer, dengang de var gode, og Khemmis, med klassiske heavy-riffs spillet fuld af melodi og i lavt tempo. Hvor de to foregående tracks var klassisk kosmisk horror, fremmaner ‘At The Gates of the Land of Magi’ billeder fra Jack Vance eller Stephen Kings ‘Dark Tower’-serie i dens postapokalyptiske fantasyødemark, hvor der er langt mellem livsformerne og endnu længere blandt de venlige. Povlsens vokal skifter karakter og bliver igen noget helt andet. Noget tørt, trist og næsten opgivende.
Tungsind er fuld af inspirationer, men formår som få at knytte dem sammen allerede fra denne, deres første færd. Naturligvis er der ting, der kan forbedres. For eksempel kunne jeg godt bruge en hel plade, fremfor blot en EP for virkelig at kunne vurdere sangskrivningen, da jeg får en mistanke om, at der allerede på lukkeren ‘Who Speak in Gestures Alone’ fornemmes en smule genbrug fra i opbygningen, men det er ikke som sådan noget, der trækker ned, når musikken er så koncentreret, som den er på ‘The Unlearning of the Self’.
Afslutningen er det længste nummer og også på en måde det blødeste. De højtflyvende heavyriffs er til stede igen, men ikke helt så skarpt som på track tre, og den massive emotivitet, der blev fremvist tidligere, er ikke i helt så høj grad til stede. Ikke dermed sagt, at det ikke er godt. Det er det virkelig. Om det er Grue eller Nicholson, der spiller melodien omkring otte minutter inde, ved jeg ikke, men samspillet mellem denne og den anden guitars langsomme skærebrænder, er i top. Der bygges op til et klimaks, der kunne lukke hele skidtet af. Det kommer ikke, og jeg savner Cedroni og Nielsen til sidst. Jeg havde håbet på et crescendo, der ville slutte af med et brag.
Men måske er selvets død en stille, indadvendt affære. Måske mærker man ikke noget, når man bliver et med intetheden.
Hvor pladen slutter af med opløsning og nihilisme, efterlader den også lytteren med massivt håb og glæde. Ikke for fortællerstemmen i musikken, men derimod for bandet Tungsind, der spiller musik, jeg har savnet i vores hjemlige scene. Slam, død og hardcore trives. Black metallen har sine disciple rundt om, og er tilfreds med at køre i sin egen rille. Men det her, det har jeg savnet.
‘The Unlearning of the Self’ er selvudgivet og udkommer i dag, den 21. august. Pladen er optaget af bandet selv i Underwerket, og mixet og mastered af Marcus Ferreira i No Master’s Voice. Kasper Sandal har frembragt artwork og Will Kinser i New Dark Age Design har stået for layout.
