I dag udkommer dit nye efterårssoundtrack. Vi leder dig igennem de storladne følelser og internationalt format.
Overhæld mig følelser. Forløs mig og skab afløb. Giv mig et soundtrack til at udholde de dele af hamsterhjulet, jeg nærer en sund og inderlig modvilje imod. Vær med mig og højn indsnusningen af den klare efterårsluft som den afslører, at oktobers smukke forrådnelsesproces lever i skovbunden, og overdøv larm og tonedøve diskussioner om at skyde ulve samt hvad for våben vi skal levere til hvem med hvilke formål.
God musik er med dig, forstærker dig og vil dig noget. Mesterlig musik skaber passager ad hvilke du kan eskapere. Og fra tid til anden kan der opstå et akut behov for at forsvinde lidt i powerprogget tusmørke sammen med Iotunn.
Det overraskede mig at opdage, at Iotunn er danske; de har nemlig internationalt format i deres legesyge, men fermt udførte, tilgang til sangskrivning. Som en dygtig designer af haute couture er der stor forskel på stykkerne, men en tydelig rød tråd kollektionen igennem så man ikke er i tvivl om, at stregen tilhører samme hånd.
Det er ikke det kommercielt lettest tilgængelige valg i Danmark at lave episk, progressiv power-prog-død. Til gengæld er det smukt og stemningsfuldt ad helvede til, og jeg håber at se mere til Iotunn ude på spillestederne.
Et opfølgende plade til en solid debut er ofte en svær kunst, men hvis ‘Kinship’ på nogen måde har været en svær toer, kan vi godt begynde at glæde os for alvor til at holde øje med fremtidige udgivelser herfra.
Et nummer som ‘Iridescent Way’ skal fremhæves for at fungere som ganerenser imellem flænsende riffs og galoperende blastbeats; her bevæger vi os helt ned i en akustisk sfære og kip med hatten mod en folkesangstradition fra de britiske øer. Det er afdæmpet og fint, og værd at fremhæve Jón Aldarás vokal, for der er to modes, der klæder den særlig godt: growlet og den afdæmpede rensang, som vi finder på dette nummer. Det er muligvis en kontroversiel holdning når man beskæftiger sig med musik, der læner sig så langt ind i powertendenser, som Iotunn trods alt gør, men de er heller aldrig smukkere end når sangene tipper mod melodisk død, selvom den rene vokal også er af høj kvalitet. Ros for udviklingen i growlet fra forrige plade. Mere af det, tak.
Et nummer som ‘Twilight’ viser det eksemplarisk. Kompositionen er fremragende, opbyggelig og fuld af variation, og vekselvirkningen mellem de growlende og rene vokalstykker er ikke ringe, men mystikken og nerven er bare langt mere til stede i førstnævnte. Mine tanker ledes af rensangen i øvrigt mere end én gang i retning af Morrissey. Hvis altså Morrissey lavede power. Men det er en anden snak.
På ‘Mistland’ oplevede jeg en musikalsk forløsning, jeg ikke har prøvet længe (men jeg græd kun lidt). Cirka halvvejs i nummeret bevæger en hæsblæsende guitarsolo sig pludselig over i et helt andet tempo, bliver langsommere og udfolder sig i forpint skønhed. Der er vaskeægte melodisk katharsis at hente lige her, værsgo’.
Med snart 10 år på bagen er Iotunn et band, som kender hinanden godt, hvilket samspillet vidner om. Det er tight, og brødrene Gräs’ guitarer sammenflettes og skilles i dans, vidnende om hvor godt de kender og forstår hinandens spil. De skinner i soloer og væver sig under vokalstykker så organisk ind og ud, at det hele til tider ophører med at være enkeltkomponenter og kun eksisterer i sit samlede udtryk.
Bjørn Wind Andersens trommer er lette trods deres tyngde, og det oxymoron bærer han flot. Det er en teknisk fornøjelse, som jeg sætter stor pris på, måske især qua hvor sjældent det ellers er, at min opmærksomhed fanges af netop trommer i et samlet musikalsk indtryk.
Hele pladen varer lige over en time fordelt på otte numre, men Iotunn fremstår aldrig som om, de tager munden for fuld, selvom eksempelvis åbningsnummeret er en mastodont på lige knap 14 minutter. For numrene gælder, at der hele tiden er nok variation til, at man ikke keder sig, men samtidig jappes der heller ikke hen over noget. Der er tid til at mærke en helvedes masse, og nogle gange på samme tid. Pladen kan sagtens fungere som baggrund til en tur i skoven eller på stenbroen, men den skinner når man retter opmærksomhedens lys mod den – og i øvrigt når man gennemlytter den flere gange. Hvilket hermed anbefales. ‘Kinship’ er en fabelagtig plade, og er man til genren, kunne den godt blive noget, man for alvor bider mærke i fra 2024.