Man behøver ikke have det fedt for at have det sjovt. Kan man sige det?
Det var noget, jeg kom i tanke om, mens jeg lyttede til Ditte Krøyers soloalbum for hvem-ved-hvilken-gang. Nogle gange skaber musik ord i mit hoved, og jeg får svært ved at slippe dem igen, før jeg har fået sat dem i kontekst.
Det kommer sig af en dikotomi, der gør sig gældende for mig. Det er svært at tænke tilbage på teenagetiden uden at huske på alle de gange, man havde det grineren. Billige øl på plænen mellem gymnasiet og Nettoen. Cykelture på en longjohn med Darkthrone bragende ud af en meget lille ghettoblaster. At stå med rygsækken fuld af spraydåser, mens panseren foran spørger, hvorfor man er ude så sent – og den gigantiske fnisen af lettelse, når man slap af med ham. Noget så enkelt som altid at sætte Combichrists ‘Happy Fcuking Birthday’ på, når en af vennerne fyldte år. Men samtidig var det – i mit tilfælde – i Herlevs håbløse kluddermor af socialt boligbyggeri og ligusterfascisme. Befolket af småborgere, sygeplejerske og politibetjent-par på villavejene, håndværkernes voldsparate fodboldspillende sønner, krigsflygtningenes børn, der ikke måtte være hjemme i toværelselslejligheden om dagen, da der ikke var plads til alle husstandens 13 medlemmer. Stoffer, vold, afstumpethed. Og overfladisk sukkersødme og perfekthedskultur i Anders Foghs ungdomspressende overflods- og tvangssamfund – det var her, vi opfandt begrebet “12-talspiger”. Meget af det har nok ikke noget med Herlev at gøre, når jeg tænker over det. Også fordi jeg føler det så spejlet i Ditte Krøyers barndoms Lolland – især når jeg læser hende forklare det for min kollega her.
Men jeg havde det fandeme dårligt. Det fortæller mange, jeg kender, også om deres teenagetid. Om de fik deres diagnoser dengang, eller som jeg ventede med at ramme bunden, til de var langt oppe i voksenlivet, er forskelligt. Men mørket var der. Både inde i mig, men i særdeleshed også i byen.
KRØYERs sang ‘Gas Station’ vækker minderne i mig. Hun beskriver tankstationen uden for Nakskov, hvor hun voksede op, som et grænserum – et “liminal space”. Hun fortæller om den om natten, hvordan den står som eksempel på der, man er, der, hvor man har været, der, hvor man venter på, at noget ændrer sig. Hun fortæller om det åg, hun så på skuldrene af de mennesker, der arbejdede på sukkerfabrikken, og dem, der vidste, de skulle komme til det. Hvordan man så dem passere igennem for at holde til livet, uden at det havde noget formål eller nogen retning. Når man står bag kassen på en tankstation, begynder man at lægge mærke til det. I ‘Gas Station’ er det om natten, og selvom mine nattevagter på Shell på Ring 3 så absolut var noget for sig, var det faktisk morgenvagterne, der tærede mest på mig. Det var der, man så mest elendighed.
Vi havde altid Master Brew i skabet bag kassen, så de var lune, til Hansen kom og luftede sin hund. Hans mave kunne ikke tåle de kolde. Jeg vidste, at når avismanden bestilte morgenmad, kunne man godt pakke rundstykkerne langt væk. Det var to små flasker snaps. Og en Underberg – til maven forstås. De første kunder var altid håndværkerne i Toyota Hiaces. De skulle lige have et par guldøl, “så hænderne ikke rystede”. Og sådan lærte man folk at kende, og man så, hvad der skulle til, for at et almindeligt liv kunne leves. Og jeg lærte, at jeg måtte komme væk. KRØYER synger:
“YOUR FUTURE IS HERE / WHAT YOU SEE YOU HEAR / WHAT YOU WON’T YOU WILL / THE WORLD IS A ROTTING DISASTER / IT’S TIME TO KILL YOUR FUCKING MASTER”
“Synger” er måske så meget sagt. Dittes stemme er så subtil som lyrikken. Og som vi ser i videoen, handler det om at dræbe den del af sig selv, der hænger fast. Når Dittes skaldede inkarnation tager livet af sin hanekamsbærende forgænger, er det et symbolsk drab på alt det, der står i vejen for, at man kan komme videre. Drabet på sukkerfabrikken, på barnet, på Nakskov, på Herlev.
Og selvom ‘Gas Station’ ikke er min favoritsang på pladen, kan jeg ikke komme uden om, hvor meget den sætter i gang hos mig. Det samme gør Ditte og Rasmus Krøyers dæmpede telefonsamtale i ‘Mein Bruder’. Sangen i sig selv byder på et mere rocket take, hvor Rasmus, der var barselsvikar i Vulvatorious, presser stemmebåndene i retning af søsters, og de forsøger at vikle sig ud af det morads, der er i en fælles opvækst. Hvad kunne man have gjort anderledes for sin søskende? Lod man dem i stikken, da man måtte flygte for at passe på sig selv?
Selve sangen er god og stærk, godt riff fra Rasmus selv, men der er noget ved telefonsamtalen, der gør mig fugtig i øjenkrogene. Den dagligdagssnak, der alligevel bærer så meget kærlighed og historik, er overrumplende.
Og selvom jeg identificerer mig meget med Dittes politik – “FUCK ICE” i ‘Grid’ for eksempel – er det de personlige elementer, der rammer mig mest. Jeg er måske nok heldig, at jeg ikke voksede op så langt fra alting, som hun gjorde. Nakskov er alligevel langt væk. Men som vi måske ved, er isolation en sindstilstand. Og det kræver noget at komme ud af den.
‘Ordinary Girl’ fortæller os alt, vi skal vide om, hvordan det var at være Ditte som ung. Det er svært at se på hende nu – en stålgigant, der tårner sig op over mængden – og forestille sig, at hun skulle være det mindste usikker. Det spiller hun på i denne sang. Til sidst i hvert fald, når hun brøler “DO I INTIMIDATE YOU / DO YOU WANT ME” af os. Men i starten får vi alligevel et blik ind i, hvordan det var. For man er jo bare en almindelig pige m/k/nb, uanset hvordan man præsenterer sig udadtil. Det ville man i hvert fald gerne være.
‘Towering Iron’ er, hvis man ikke skulle have opdaget det, en indadskuende plade sat til et hæsblæsende elektronisk tempo. Jeg ved knap nok om metal til at snakke om det, så derfor vil jeg ikke forsøge at genrebestemme det her yderligere, men bassen er markant og ubønhørlig. Man mindes næsten bloddiskoteksscenen i den første Blade-film. Og jeg mindes i hvert fald fester i en eller anden mere eller mindre bekendts forældres hus. Om det var Skovlunde, Husum eller Ballerup, var det samme. Der var forsøg på flugt ind i euforiens glemsel, og der var tung bas på B&O-anlægget. Det er den stemning, vi kommer ind i på denne plade. Hvis man var i tvivl, kan man blot se på KRØYERS logo. Flydende metalformer, præcis som det skulle være i det nye årtusindes første år.
Selvom det er et soloprojekt, står hun ikke alene. Brormand Rasmus har vi nævnt. Dybets Matt Kochaba lægger en dyb melankoli for dagen på ‘Hydro’, og MØ (Ja, dén MØ) er med til at åbne ballet på den vampyriske ‘Cover Its Mouth’, der vel nok er den af sangene, jeg har set Ditte opdrage med flest gange op mod releasen. Det er en god sang, og det er fedt at se MØ vende tilbage til sine punkede rødder, men den co-star, jeg synes, man kan høre allermest og som tydeligvis har mere end bare vokallinjer med i spillet, er Sandra Vitayarat, som nogle måske kender under kunstnernavnet Vita Dosa.
Hun har sine gæsteoptrædender flere steder, har produceret, mixet, masteret og har også stået for at skrive både musik og lyrik sammen med Ditte, hvilket man tydeligt kan mærke. Afslutningsbeatet på ‘Cover its Mouth’ er meget hende, og det samme kan siges om hele ‘Glass Storm’, der måske også kandiderer til at være pladens bedste.
Det var med en vis bekymring, jeg gik til pladen. Jeg kunne godt se ideen i det og er altid begejstret for at se Ditte optræde, men selvom jeg syntes, singlerne var tilforladelige, hang de ikke fast for mig. Og det er altid svært at skulle give en ærlig anmeldelse af en vens projekt – især hvis man ikke kan lide det. Men da jeg hørte pladen i sammenhæng, klikkede det for mig.
‘Towering Iron’ er for mig en bittersød oplevelse. Tågede minder om knallertbagsædeture hjem fra andre forstæder, forventninger, skuffelser og ungdommens mentalt øredøvende evne til at føle, at eufori blander sig og snor sig ind og ud, mens bassen pumper. Og det fungerer.
