Religiøse vækkelser siger mig ikke noget (men skud ud til alle jer, der har det fedt med en gud). Den årlige vækkelse, der finder sted omtrent nu, derimod, den føler jeg dybt. Det har været mørkt så længe, at det er krøbet under og ind allevegne, har forplantet sig og forstærket den altid velkendt tendens til tungsind og melankoli, og nu vender lyset endelig tilbage, og det føles som om man endelig kan komme op og få bare en mundfuld luft. Den vækkelse deler vi med alt levende rundt om os, og det er der kraft i.
Blackgazede, atmoblackede Achryma har skrevet soundtracket til årets vækkelse. Det er ren kreajuice lige ind i ørene, som kan få selv den mest modstandsdygtige til at føle virkelyst eller andre politiske plusord. De akkompagnerer den lillebitte, håbefulde spire, der måske titter frem når Pelle Dragsted ser ind i kameraet og taler direkte til vores venner, kolleger og klassekammerater, der konstant konfronteres med anderledeshed og uønskethed og leverer et politisk budskab, vi for en gangs skyld kan stå bag.
Bevares, lyrikken er ikke ligefrem hverken håbefuld eller opløftende, men som med anden god post- eller atmoblack fungerer den growlende vokal i lige så høj grad som instrument som de øvrige, og på den måde bliver lyrikken sekundær på EP’en, som også er deres debut.
Der er kun tale om to numre på udgivelsen – som bandet selv står bag – men der udvises et format i de 15 minutter, som ganske enkelt bør udbygges. Begge numre er opbyggelige og afveksles præcis inden nogens attention span lukker sig, uden at man mister fornemmelse for retning og sammenhæng. Delikate mellemspil fungerer som ganerensere imellem tremologuitarer i vekslende tempo og en klædelig, organisk lyd på det i øvrigt stramme trommespil. Titelnummeret åbnes med akustisk guitar og enormt stemningsfulde strygere etablerer en stemning, som kilder på den helt rigtige, ildevarslende måde, og samme stemning bærer nummeret ud igen. Riffsene på ‘Hollowlight’ har det i øvrigt med at sætte sig fast efterfølgende.
Der trækkes på tendensen med at indhylle sig selv i både metaforisk og bogstaveligt mørke, og således er der lidt tvivl om, hvilke instrumenter de to navngivne, belgiske medlemmer faktisk spiller – omend begge i forvejen er guitarister – ligesom eventuelle navne på de to andre, slørede skikkelser måtte være.
Jeg skulle vældig gerne stå i koret med korslagte arme og lukkede øjne og nyde en liveudgave (med flere numre) til hver en tid. Så kan man holde vejret i mørket lidt længere.
